Folk med briller de er dumme, folk med briller er til grin, folk med briller de er grimme, folk med briller er nogen svin. Hinkesten, colabund, jeg har briller, jeg er dum. Der tager jeg fejl. Det er jo faktisk folk med briller der har fat i den lange ende. For briller vækker omsorg hos kvinderne, for briller kan tages af hvis hun er for grim, for briller giver ret til førerhund og gratis rejse for ven i tog og bus, for briller giver dig et skær af intellektuel formåen selv om du har røget fem joints og drukket en guldbajer, for briller har både Clark Kent, Harry Potter og Marianne Jelved. Måske er det også det der ligger bag ved udtrykket ”Jeg fatter hat og briller”. Som om selve det at begribe en situations eller en begivenheds indre eller ydre ”brillethed”, er en intellektuel kraftpræstation af galaktisk størrelse, som lægmand må give op overfor. Jeg vil derfor gerne opfordre til at vi fremover, når møder noget særligt, noget ekstravagnt, råber ”Hold kæft, det var brille det der.” eller ”Fedt mand, mere brillet bliver det ikke” Og briller gør livet sjovere. F.eks. når man har forlagt sine briller, og skal finde dem – uden briller. Når man skal købe nye briller og så se hvordan man ser ud med de nye briller uden at man kan se en skid. Når frisøren har taget brillerne af en og derefter spørger om der skal klippes mere af. Når man skal til synsprøve og har haft en røvsyg dag og man bare trænger til lidt sjov, og man bruger en time på at drive optikeren fuldstændig til vanvid ved at svare i øst og vest under synsprøven. De kan også buges som en undskyldning for alt, ”Hvorfor glemte du nu igen vores aftale?”, ”Ja, det er jeg ked af, men jeg har virkelig stærke briller”. ”Har du de penge du skylder mig?”, ”Nej, desværre mine briller skulle justeres, og det var jo vigtigt, såeh…”. Og pludselig kan en mand også have lækre stænger. Og man kan tale om nye ting under en dating middag, som f.eks. fede næsepuder, lækre pudseklude, billige førehunde, optisk brydningsindeks, glidende overgang, solbrillens liv som hårbøjle. “Folk med briller de er kloge, folk med briller de køn´, folk med briller de har penge, folk med briller knalder som en drøm. Hinkesten, colabund, jeg har briller du ik´må lån´. “
- 1 kommentar til BrilleMine finge fór vild da jeg var lille
Mine fingre fór vild da jeg var lille. Fordi jeg skulle bygge en by. Af lego. De klarede det fint da byggede politistationen og brandstationen og hospitalet. Og det gik også fint med husene og bilerne. Men ekspedienten i BR blev gal og skuffet på mig, da jeg spurgte om de havde Lego City sættet med bænke og kanyler. Jeg var deres bedste kunde. Min by fyldte det meste af vores kælder derhjemme. Det var umuligt for mig at blive depressiv, selvom jeg legede min barndom væk i en kælder. Der var altid noget for mig at lave. Mine forældre kunne knalde og skændes alt det de ville, jeg byggede lego. Jeg kiggede stille op på ekspedienten. Jeg modererede mine ønsker. Spurgte spagt om hun så ikke havde et sæt med værtshuse og pølsevogne. Nej. Hvad med arbejdsformidling og bistandskontorer? Nej. Hvad med mørke og fugtige steder såsom bordeller og metro? Nej. Har du sættet med turister og drukkenbolte? Nej. Hundelorte og kirkegårde? Nej. Biografer og husbåde? Nej. Jamen. Nå… Så jeg gik slukøret hjem. Og tænkte at jeg selv måtte til at opfinde det der manglede. Og da var det at mine fingre fór vild. Ud af min søsters barbiedukke og min playmobilborg fik jeg bygget et dystopisk og gotisk bordel. Kagesprøjterne fra min mors bageskuffe blev strøet ud som kanyler. Min fars gamle stempel og fuglehuset ude fra haven blev til en arbejdsformidling. Jeg samlede kattens lorte op og lagde dem rundt omkring på vejene. Samlede små sprutflasker fra hækkene i villakvarteret og lagde dem ved legobænkene. Og stille og roligt blev det til en rigtig by. Jeg var så stolt af den. Især fordi de små legofigurer var begyndt at gå rigtigt. Jeg troede ikke på det, da jeg så det første gang. Men den var god nok. Jeg løb op til mine forældre for at fortælle dem om min by, der endelig var blevet færdig. Men de stod helt stille. Frosset. De skændtes ikke engang. Efter et par dage gav jeg op. Jeg gik ned til min by. Jeg så de manglede mad dernede. Jeg tog fars grensaks og klippede mig selv i stykker. Stykke for stykke forsvandt jeg ned i byen. Byen opslugte mig totalt. Og sammen med den, lever jeg og mine fingre videre.
- Ingen kommentarer til Mine finge fór vild da jeg var lilleRöskva. For faen, skat. 5 år! Hvor tiden dog flyver…
Mit datter, og min mindste, er nu fem år. Hun er sød. Sød når hun suger kinderne ind for at se vigtig ud. Sød når hun finder på nye kærlighedssange. Streng når hun tæver sin storebrødre. Kær når hun savner sin Cathy. Fantastisk når hun giver en plys-krammer. Dagen var fyldt med gode mennesker. Både Ingibjörg og Ingvar var her fra Island, og Lars, Frank, Louise, Albert, Ane, Andreas, Vigga, Storm, Alma, Lone, Peter, Emma, Anton, Karoline, Signe, Bertram og Asger. Der var hvad der skulle være af stort og småt, og selv om en prinsesse aldrig kan få nok gaver, så var hun ovenud lykkelig. Og hendes forældre? De var også glade, taknemmelige – og trætte…
Far har fået nyt skærebræt
1200 kroner kostede det nye skærebræt. I farver. Med 10 timers batteritid, quadcore, IPS skærm, og Android Jelly Bean. Er den så lige så god som iPad? Nej. Den er bedre. Er den lige så stor som iPad? Nej, den er mindre. Har den nogen fejl? Ja – hvorfor h…… er der ikke et kamera på bagsiden af den? Men ellers er min nye Google Nexus 7 en fix lille sag. Jeg bruger den til seks ting:
1. Tjekke mail – og lynsvare på mails
2. Kalender
3. To Do huske note dims (som synkroniserer med Google Tasks)
4. Toiletunderholdning og godnatsurfing / læsning
5. Tidsfordriv til ungerne
6. Fjernbetjening til server og musikanlæg
…og sådan en plade kan vist ikke bruges til andet. Og netop derfor er jeg superglad for at jeg kun har betalt 1200 for den – og IKKE 3800.- i “Apple Skat”. For det er da et stykke undværligt konsumelektronik, som jeg sagtens kunne være foruden. Den kan jo basalt set ikke mere end min tre år gamle HTC smartphone – den er bare lidt hurtigere, og en del større. Men med mine hinkesten, så er det også et fint plus…
Sidste torsdag i August. Hun var 80, tiden var kort og begejstringen svulstig.
Det er en hat jeg indimellem får lyst til at snige på hylden. Uagtet at jeg ikke kan skjule de årlige proforma autogenvalg af mig selv som formand. Nu må vi se. Mads mangler jo noget at lave. Well. Som sagt. Poetry Slam og begyndende metaltræthed er jo noget jeg har talt om før. Men så får jeg sådan en aften som forleden. Hvor der er fyldt med publikum på Teater Momentum i Odense. Hvor bartenderen er cool. Hvor der er fem debutanter og tre garvede. Hvor Inga Mollerup på 80 år tog os med storm. Hvor søskendeparret stiller op og dyster mod hinanden på ord. Hvor det hele bare er enormt hyggeligt, gode mennesker, lækre ord og mig der bare kan nøjes med at spasse ud som vært og have en lækker aften. Når sådan en aften kigger forbi, så ved jeg jo godt at jeg ikke kan undvære det. Andre mænd går med deres kammerater til fodboldkampe. Spiller i bands. Dyrker holdsport. Jeg dyrker Poetry Slam. Det er mit fritidsfix – og det er jo også de samme folk der udgør mit smalle, men gode sociale netværk i byen. Så jo, jeg bliver ved – men også i en grad så både jeg selv, min kvinde og mine unger kan følge med. Der er jo ingen grund til ikke at lære noget af livet 😉
Inga Mollerup på 80 – hun var lige så mine tænder hvinede og mit hoved krøllede.
Aftenens vinder i skysovs – læreruddannet, naturligvis 😉
The Lasse and The wife
The Mads and The Smile
Og dagene, de drøner bare forbi…
…stilheden på bloggen skyldes overvældende travlhed. Jeg undskylder. Men travlheden har været god og positiv. Undervejs har jeg fået 10 nye børn, dvs. kontaktgruppeelever og et par nye klasser. Og efter en hæsblæsende intro uge, bød Mols sig til med Erla og ungerne. Det her efterår bliver travlt med både musikteater, husbyggeri, børnefødseslsdage og meget mere, men så længe man kan lide det man laver, så er energien til at gøre det der jo også… Det bliver spændende at se hvor Poetry Slam bærer henad, for lige nu er der andre ting der trækker (fortællinger, bøger, lyriksporskogebog, Brecht) – og Ollerup giver rigeligt plads til den indre scenehund og de kreative indfald. Forude lurer også manuel zenafslapning med mostning af æblerne i mit nye mosteri, den obligatoriske syltning af brombær og så kløvning af 10 rm brænde. Det er ren terapi at give den en skalle med den slags; og allerhelst med ungerne mellem hænderne også 🙂 Anyway, her går det godt og travlt – og så lige lidt billeder fra Hus Linnet på Mols…
En lille “velkommen hjem” surprise!
Nu sidder de fire i flyveren. Så kan jeg vel godt afsløre hvad jeg har brugt lidt af ferien på 🙂 Først kigger man i sin kalender og ser at man lige har fire dage man alligevel ikke har nogen planer med. Ser på sit udhus, og tænker at det da godt kunne klare en kærlig hånd.
Så rydder man op / fjerner det lort der har hobet sig op igennem fire år…
Derefter slår man hul på væggen…
Så kører man 4 gange med en fyldt trailer med mursten. Sveder. Og bliver stærk. Så får man øje på skorstenen. Så slår man hul på den. Så fortryder man, fordi lortet er fyldt med 1 milliard lecasten.
…som så åbenbart bliver til beton når de får varme. Så råber man fuck og helvede, og finder en mejsel og et kilo tålmodighed frem. Og inde i de fastbrændte lecasten finder man en skorstenspibe. Så tager man sig en øl. Og fortsætter…
Så skal der støbes gulv…
Så skal der males og flyttes rundt på vandrør og stikkontakter. Godt man ikke er VVS´er – det var ikke helt ligetil at få de vandrør til at holde tæt… Og skorstenen undlader jeg at male – overmaling af sod kræver tusind lag maling. Desuden synes jeg min rustikke “murstensbræddeværkstøjshylde” er lækker som den er…
…og dørstolpen holder tydeligvis en tværbjælke oppe, så den tør jeg ikke fjerne endnu. Men den kan da bruges som stumtjener istedet.
…og de tværgående mursten ender ude i gavlen, så dem slår jeg heller ikke i stykker. Men de kan så få et nyt liv som hyldeknægte.
Almost there…
Så lige en tur i Ikea og Bilka, for at købe lidt lamper, et gulvtæppe til trommesættet og godt med proviant til den hverdag der banker på fra i morgen.
…ta daaah!
Og nu kommer ungerne om fire timer.
- 4 kommentarer til En lille “velkommen hjem” surprise!
Man, hvor jeg glæder mig…
…til at hente de her guldklumper i morgen. Heldigvis ved jeg at de har haft det underskønt, det ser ihvertfald sådan ud på Erlas facebook side, hvor Moster har delt gavmildt ud med billederne 🙂 At de så skal direkte i børnehave, SFO og Juniorklub, det er jo lidt strengt, men arbejdet starter op for både mig og Erla onsdag/torsdag, så der er jo ingen vej udenom. Hverdagen er stille og roligt på vej. Og mon ikke de også glæder sig til at se deres venner…
