…blogbogstaver fra det sydfynske
Dagen inden vi tog mod Island, havde vi en råhygger hos Jeppe. Ungerne klikkede hurtigt, så det var en fin storbysøndag med legepladsanmeldelser (parkour-legepladser kan hoppe i havet), burger spisning og aftendans 🙂
The whole incilada er her: https://www.flickr.com/photos/kimlinnet/sets/72157644258942615/
Röskvas værelse ligner et papbur hos en købmand i nærheden af Vojens. Og lige siden hun kunne lukke sin hånd, har hun samlet sten, pinde, kapsler, papir, plastic og alt muligt andet – og med sin limpistol omdanner hun det så til alverden. Da Máni og jeg kom hjem fra turné, var hun igang med at lave en DJ-Pult til os ud af pap, for at gøre os glade…det er da sødt.
I dag skulle hun så prøve spejder. Og hun var ekstatisk. Hun synes det var SÅ fedt. Og hun vil have uniformen. Og hun behøver ikke prøve det flere gange for at se om hun har lyst. Og hun fortalte løs om at de var bævreflokken, og de skulle lave en kanin af pap og og og og. Og hun styrtede ind og fandt en lille bog, som hun så skrev en hel side i om hendes oplevelser. Og da jeg sad og så min lille pige på 6 år, sidde der og læse sig hekkende igennem sine egne børnestaveringer om spejderlivet, så blev farmand da lidt rørt, og hentede fluks kameraet…
- 2 kommentarer til Tjikkerlikker tjikkerlikker tjau tjau tjau.
Fra Mánis elevplan:
Máni opleves som en glad og velfungerende dreng i en sund personlig og social udvikling. Han er en sød og hjælpsom kammerat, og han er meget vellidt i klassen. Han er en tænksom dreng med god fantasi og fin humoristisk sans.
…Kim i samme alder: Kim opleves som en nærsynet, drillesyg og til tider ildelugtende dreng, med en tydelig personlighed og en familie i social afvikling…eller noget 🙂
- Ingen kommentarer til Elevplan
Puha, nu er da da mindre end ingen penge i banken. Men hvad gør det, når man har det rette objektiv til at dokumentere sin armod med? Jeg fik nyt kamera lige inden turneen – og kunne ikke lade være med også at ønske mig et nyt objektiv. Og selv om det er dårlig timing i forhold til min bankkontos sølle forfatning, så blev jeg nødt til at købe det – fordi vi skal til Island. Og et objektiv med f1.8 er SÅ fedt at have igen. Jeg husker da jeg havde det til mit Nikon D80, og det er ren magi at tage billeder med. Et objektiv med f1.8 giver både mulighed for lav ISO i lidt lys, men også en smal dybdeskarphed – eller bokeh / depth-of-field, som det kaldes på nettet. Det ser bare godt ud, når baggrunden bliver blæst væk i totter af farvecirkler… Og med en den lille telezoom som en 45mm er, så bliver alle de nyfødte babyer i Island ikke bange for kameraet 🙂
Solveig, taget med et 50mm f1.8, i 2010
Og her lidt billeder med det nye objektiv, 45mm f1.8 (se lige, hvor skarpe hendes øjne er):
…og den feature med at kameraet selv kan “fokusere på nærmeste øje” er ret lækker – koblet med et touchscreen, hvor man kan lave fokus+tage billede, ved at røre et punkt på skærmen. Nice!
- Ingen kommentarer til 45mm / f1.8
Der var vel knap gået en dag, førend hjemkomsten fra den sydlige tyske varme, før vi skulle på den igen. Før jul havde Erla og Ane spottet et weekendtilbud på Kolding City Camping, inklusiv to dages adgang til badelandet Slotssøbadet. Omend mit område af hjernen som bruges til social omgang med mennesker var gået i sort, så var det hyggeligt. Vi fik spillet Bang! fire gange, fik tæsket hinanden i poolen og fik set en fin udstilling af Leonardo Da Vinci på Koldinghus. Og dælme om ikke damerne havde forberedet maden hjemmefra, så man kunne nøjes med at koncentrere sig om de vigtige ting i livet…
Sidst det skete, var på et fjeld i Island, for ca. fire år siden. I vestfjordene, på en familietur. Solen havde stået uhindret i flere døgn, vandet var blankt og torskefyldt. Billederne taler for sig selv. Naturen var nærværende og sindet blev imødekommet af glade børn, hyggelig familie og sene aftener med øl og bål. Og lige der, på det fjeld, var der i et kort sekund en særlig tone. Måske en følelse af fuldkommen velvære. Det er fire år siden. Jeg kan huske at jeg stoppede op og tænkte at det måtte være den fysiske manifestation af lykke. Jeg har ikke mærket det siden. Og dog. For på et torv, i østtyskland, mens jeg var på arbejde, kom fornemmelsen igen. Ikke i nær så klokkeklar en klang, men en snert…
Turneén med efterskolen, var i år var sammen med Máni. Máni, min store dreng, som langsomt, men sikkert er ved at glide af hænde, sådan som det skal være. Og det var sammen med solen og gåture, fantastisk smukke koncerter i imponerende kirkerum, fede kolleger i natligt og beruset samvær og den bedste årgang som vi har haft i mange år. Det var også kontrasterne med koncentrationslejr om formiddagen og brætspil og hygge om eftermiddagen. Og Máni voksede undervejs. Det tog lige to dage, så var han selvkørende på linie med eleverne, smurte selv madpakke, fulgte med i dagsprogrammet, deltog i flashmobs, gik på shopping, spillede ultimate med eleverne og nød, nød, nød hver en koncert. Samtidig var han den ældste i den lille børneflok på fem unger som var med og var derfor det eftertragtede midtpunkt – og han styrede hoffet med charme og humor i god stil.
Han får sikkert også buddet næste år, og jeg gætter på at han gerne vil med. Der bliver det så nok Norge vi dribler imod, for at prøve noget nyt. Men hvis man savner forår og sommer, så behøver man kun køre 7 timer sydpå, så er der 25 grader og torvestemning – det handler bare om at gøre det. Herunder er lidt billeder, og mon ikke Máni giver en historie eller to hvis man spørger ham…om jeg er glad for at være efterskolelærer? Jo, det tror jeg nok jeg er 🙂
Hyggelig søndag, med lidt flere fotoeksmperimenter. Kåre var forbi til brunch. Vi fik snaket om kvinder, opfindsomhed, superhelte og fik drukket en øl i solen over en flok legende unger i fin harmoni. Óliver og Röskva var supersøde ved Agnes – det var ret rørende at se på. Om eftermiddagen tog vi ud og så Troldmanden fra Samsø, mens mor var til vigtige møder. Eller, mor og mor – viceskolelederen / afdelingslederen / souschefen, som hun netop er blevet, indtil sommer. Og hun blev sørme spurgt af ledelsen, så det var jo et pænt skulderklap – men også en ret travl tid at blive leder i 😉 Jo, jo, så nu er det damen i huset der slæber de store penge hjem – så regner vi andre med at hun giver en vaffel-is til sommer, eller mindst en pind-is… Ordsprogene nederst er den årlige påske-tradition, fordi de kære islændinge, som altid, er så søde at sende påskeæg til os – og islandske påskeæg, de er de bedste – sådan helt objektivt set… Natten er faldt på og så er der snart kun fem dage til Máni og far drager på turné – det bliver hyl.
