Kamilla er en pige, Kabul er en by. Og desuden er der også piger som hedder Gerd…

Som nogen af bloggens mage læsere nok ved, så var vi på ski i julen. Så gider man jo ikke på ski igen, for som Alfons Åbergs farmor siger, så ville det jo også være kedeligt med juleaften hver dag. Så. Nu er vi hjemme. De voksne fordriver tiden med at være taxachauffører, hotelejere, sofapudetestere, havbadere og køkkenopryddere. Ganske afslappet. Erla startede med at tage familien med storm, da hun inviterede os ud på surprisetur til både Flintholm Galleri og Vester Skerninge Kro. Hvor undertegnede startede ud med at placere sig godt i grøften, med følgende replikudveksling:

Chic galleriejer kommer gående ned gennem galleriet. Lyden af støvlerne runger imellem væggene, og et forestående møde er uundgåeligt. Hun kommer hen til Kim og indleder med et par høflige fraser, hvoraf den sidste er en invitation til et interesseret spørgsmål. Min gode, spidsborgerlige opvækst fornægter sig ikke og jeg kaster mig ud i det…

Kim: “Ja, men det er også nogle spændende malerier. (her er en længere akavet pause, da ordet “spændende” både af galleriejer og af Kim konnoteres med noget som aldeles ikke er spændende). Men, øh, hvor kommer hende Kamil så fra?”

Chic galleriejer: “Han. Kamil HAN kommer fra….”

Resten af samtalen fortaber sig i mine blussende kinders tåger og jeg skynder mig at lave en mellemting mellem at stamme, grine og vifte med øjnene, for hurtigst muligt at forlade situationen med nogenlunde værdighed. Hvilket er umuligt, men nåh , ja. HAM Kamil er åbenbart et hotshot. Og det er Frederik Næblerød også. Og Jim Lyngvild. Og alle de andre med typiske drengenavne, som huserer i galleriet. Anyways. Fedt sted, og tæt på Svendborg. En kvinde som har kunnet se skønheden i en overbeskidt kostald og har forvandlet den til et luftigt, tre-etagers stort galleri, med lys og luft til udstillingerne. Godt det kun tog os syv år at komme derud.

Efter en tiltrængt  kunstmavepuster tog vi på kro og fik luksuskakao og sublim æblekage. Hverken mere. Eller mindre. Siden da er tiden gået med at holde drengedøgn for Óliver og bandet “Burger Beat Boys” (se video nederst), Máni har været til 2 x Lanparty, Röskva har været i biffen og på restaurant – og de to gamle i huset prøver at finde sig selv og hinanden imens. I morgen dribler vi mod Ebeltoft, for lige at lægge lidt klejner i karmakassen, shoppe lidt billigt tøj hos onkel og tante, og så afslutte ferien med en større familiekomsammen hos Kisser i Aarhus.

Den slags ferie kommer der ikke mange gode billeder ud af – men måske gode stunder og lidt tiltrængt pause til hamsteren…

P2070285P2070283P2070282P2070257P2070253P2070251P2070250P2070245P2070242P2110006

 

- 2 kommentarer til Kamilla er en pige, Kabul er en by. Og desuden er der også piger som hedder Gerd…

#geek-alert #hvadsynesduklokkener #jegorkerikkesjovmedapps

Så er det i morgen jeg starter på mit næste PD modul, denne gang “Fortællinger og genrer”, som er et PD-Modul under “Medier og Kommunikation”. Udspillet har været snas tamt, noget i retning af “Hvad har I lyst til?” og husk at installere Vine på mobilen inden I kommer – men det kan jo være en mobilpendant til Hemingwayske 6-ordsfortællinger. Teksterne har nu været interessante nok, de handler om new literacy og multimodale digitale fortællinger, noget der vel kan oversættes til nye kompetencer og multimedie fortællinger. Udmærket.

Som en lille privat opstart på projektet, har jeg skrevet starten til en longform-dækning af mit brainchild-projekt på OE;  Musik og Lyrik ugen. Det er et projekt jeg har pønset på i tre år og nu sker det endelig, men det kan man læse meget mere om her. Når man så dykker ned i multimodale fortællinger og longform, så finder man ud af New York Times startede tilbage i 2012 med artiklen Snowfall, som er flot, men også lidt bedaget i den lille skrifttype. Så kom The Guardian på banen, og provokerede velsagtens ved at lave modsætningen, som er langt flottere, nemlig artiklen “Firestorm”. Herhjemme opdagede Politiken også at der skete noget udenfor KBH, så de lavede Magasinet, som er pænt, men de bringer på ingen måde noget nyt til bords…her er deres bud, via artiklen “Der er gået Odense i den.” . Men The Guardian beholder føringen – prøv at søge på “Interactive” og så se nogle af de ting deres Interactive Lab laver – det er ret fedt, b.la. denne om det digitale liv og dødssynderne. Og så er der jo så meget mere. Chris Milk gør det helt sublimt, med disse to musikalske fortællinger, med bl.a. Arcade Fire og Norah Jones.  Well, nu må vi se hvad modulet bærer med sig – stofområdet er jo interessant nok 🙂

- Ingen kommentarer til #geek-alert #hvadsynesduklokkener #jegorkerikkesjovmedapps

10

1450941_10152756035844139_8502500019967748462_n

10547939_10152756037394139_798065910393095228_o

10623712_10152756035449139_2344266023868237266_o

10838210_10152756039369139_6579000131770895067_o

Så blev den mellemste bukkebruse endelig 10 år. Med “nye” (brugte Pearl) trommer og spritnye bækkener, tryllesæt, slik, penge, nye kort, tøj og meget mere på gavebordet. Óliver er stadig en topskøn og lækker unge, men det ved vi jo godt. Han har godt nok lige haft lidt mellemørebetændelse, hvilket har gjort ham halvdøv i et par uger, men det har han selv set humoren i – selektiv hørelse, tilsyneladende. Stadig glad for trommer og musik og har to meget nære venner, som han er meget sammen med. Skolen kan være lidt et blæs for ham, med op til 30 børn i klassen – og otte andre drenge, som – pardon my english – har en god andel af Svendborgs rottebestand på loftet. Men vi holder øje med ham, og hjælper ham igennem de ting han synes kan være lidt svære – og så elsker han stadig at få lidt ro og hyggetid på sofaen, det er et af hans store behov. Som vi gerne hjælper ham med 🙂 Anyway, tak for gaverne derude – vi fejrer dagen med lidt middag, og klassen var her i lørdags til biografaften, med lærred, popcorn og projektorhygge. Her er lige lidt Óliver classics:

Óliver, anno 2007…han løber nøgen rundt og går ud på toilettet. Så hører jeg Máni sige: “man skal altså åbne Óliver”. Min søn har som sagt helt bogstaveligt tisset på toilettet. Kravlet op på det og tisset – der stod også en spand i nærheden, som fik noget af strålen…. Jep Óliver, skal nok finde ud af verden. Hilsen Mamma.


2101808538_e00b1b76c6_b

3234117357_33bf8696d5_b

3699039132_7d8bea993d_b

5931539114_63fdde38fa_b

6782936109_cf9967bcc5

8016849711_4816157cd8

8189382605_fc3520b714

8452048457_37049bfdda

8769178709_72f000092c

10465825133_2f201facc1

12222461466_c1d1aa2951

- Ingen kommentarer til 10

Bronze

Så blev mit 4. DM i Poetry Slam afviklet, og jeg endte med en fortjent 3. plads. Det var fedt at mærke at man stadig kunne snige sig til toppen i DM – og ganske i orden at tabe, for gud ved hvilken gang, til den dygtige, rolige, underholdende og indsigtsfulde Lasse Nyholm. Jeg har jo tabt til ham så mange gange, at hver gang jeg vinder over ham, så er alt andet ligemeget. Årets oplevelse til slam var også noget ganske andet end sidste år i Aalborg, men det har måske mere noget at gøre med de tektoniske forrykkelser der skete i forhold til min egenperception af hvad fa’en slam egentlig går ud på – for mig. Det er en publikumssport – der er aldrig nogen som er kommet langt i Poetry Slam, uden at have underholdt publikum. Ikke underholdt som i underholdt, men underholdt som i påvirket og bevæget. Det kan gøres på mange måder, men man bliver nødt til at være inkluderende og ramme folk, så de kan spejle sig i det du står og siger. I slam er der tusind veje til Rom, og uagtet at jeg sikkert kunne læne mig op ad en Nyholm eller en Hauge eller Dyreborg-stil, så har jeg nok fundet min egen efterhånden. Den har noget at gøre med lydlighed, dialogiske tekster og billedeskabende situationer – tror jeg. Noget med også at se på sproget og munden som et instrument og tænke i stemmer, konsonanter, stereotyper – og så forhåbentlig få presset lidt kritisk stillingtagen ned i formen. Åh, gud. Jeg er begyndt at skrive som min far. I skulle se hans SMS’er. Det er kodesprog, selv for interne. Nå, jeg må videre, der skal stilles op til Ólivers fødselsdag 🙂

- Ingen kommentarer til Bronze

Pizzasnak

Aftenmaden er ligesom der hvor vi mødes. Den består hovedsageligt af de samme syv retter i et sindrigt turnussystem, på nær om søndagen, der er det pizza, grundet ugens kommende madpakkeshow. Der er spåledes ingen grund til at lade samtalen opholde sig ved detaljer vedrørende maden – den er efterhånden velkendt. Så vi taler om noget andet…

Barn 1: “far vidste du godt at dine lunger fylder en hel fodboldbane hvis mand klipper dem op?”
Far: “Nej, det vidste jeg ikke”
Barn 2: “Far, selvom vi rejste med lysets hastighed, så ville det jo stadig tage 6500 år at komme ud til de der søjler”
Far: “Ja, det er rigtig nok, men…”
Barn 3: “Far, stil mig et matematikspørgsmål”
Far: “Jo, men jeg var jo lige ved at…”
Barn 3: “Kom nu”
Far: “Okay, hvad er fire plus sytten?”
Mor: (knalder glasset hårdt i bordet) “AHHH! Hvor er det dejligt med sådan et stort glas koldt vand…”

Andre mennesker siger jeg spiser lidt hurtigt, min bror kan godt finde på at sige flere ting om min måde at spise på…

- Ingen kommentarer til Pizzasnak

38

Well, endnu engang er man blevet ældre. Og endnu engang har det været en dejlig dag. Med lækre gaver i form af lækkert lydkort, ny mikrofon, lækker trøje, nye bøger, ny musik, biftur, udklædningsting, gavekort til massage og sikkert mere. Dejligt. Og igen i år blev det en dag med gode venner, chili con carne og brætspil – en opskrift der kan anberfales – den har virket upåklageligt i en del år efterhånden – og er vel også froventet af det deltagende folk. Så ja, 38 – vi bruger hjertet og nærværet og søger mod gode stunder med familie og venner fremover, lad det blive årets sendrægtige mål…

P1030010P1030009P1030007P1030005P1030004P1030014P1030016P1030001P1030003P1030017

- Ingen kommentarer til 38