Der er indtrådt nye tider med store børn – vi er begyndt at tage på kæresteferier igen, hvilket er virkelig dejligt. Jeg har altid nydt at rejse med Erla, uanset om der har været børn med eller ej – vi har samme rejserytme, er nysgerrige på de samme ting, kan godt lide der sker noget og tager tingene lidt ovenfra og ned, når der er uforudsete ændringer.
Og i år var vi lidt slidte efter skolestart, så der var ikke helt energi til at planlægge og undersøge alt muligt selv – og da Erla savnede lidt mere vandring i sit liv, så besluttede vi at prøve det af med en grupperejse. Det var første gang vi gjorde det – og ikke sidste. Jeg skal indrømme at jeg var lidt skeptisk, da jeg mødte flokken af mest gråhårede ældre i lufthavnen, men det viste sig jo hurtigt at jeg bare skulle ‘get over myself’ og indse at det også var søde, sjove og overraskende mennesker, men masser af liv og historier i sig.
Turen var fantastisk – og Erla var (måske indlysende nok) langt bedre end mig til at klare en smal sti uden hegn, med 50 meters lodret klippevægsfald til den ene side. Jeg blev lidt stille ogsmåvimmel i højderne 🙂 Tænk sig at de lader amatørturister gøre den slags. Men altså, anyway. Sindssygt flot natur, med både frodige, rislende levadaer i noget der mindede om regnskov, til golde ørkenklipper og vindomsuste bjergtoppe. Lækker, fiskebaseret mad. God Poncha. Søde mennesker og en hyggelig turguide. Vi rejste med Topas rejser, og vi synes de gjorde det godt, så den type rejse kan vi godt tage på igen indimellem, det er ret fedt at nogen har lagt programmet og at der er noget aktivt at lave hver dag. Og jeg forstår godt Erlas lyst til vandring, det er sundt for både det indre og det ydre.
