Kategori: Erlas blog

Ja, nu er vi tilbage herhjemme i den islandske vinter. Og vi fik kigget huse og set nogle vi godt kan lide. Så det bliver spændende at se hvad det hele bliver til. Vi snakker og drømmer og så begynder Kim at tale om hvor fedt det bliver at invitere folk hjem og at vi skal da holde en god indflytterfest. Jeg smiler og nikker og går i indvendig panik. Hvorfor er det at jeg bliver 80 år når Kim nævner fest…????? og begynder at tænke på naboer, larm og fulde voksne og jamen hvor skal børnene være???? Så slap dog af!!! ja måske, men i hvert fald skal Kims venner vide, at der ikke skal laves nogle numre i mit nye hus (hvorend det så er), …. SÅDAN så er det på plads. Må virkelig arbejde med hende der den bange bedstemor der bor inde i mig og trives med bekymringer og angst… (nogle gange velbegrundet).

Men lige nu er her dejligt stille. I aften talte vi om Mánis behov for at løbe og i den anledning kom Kim til at afsløre at han måske ville tro at han havde fået betegnelsen DAMP, hvis det havde været oppe i tiden den gang. Jeg kendte jo ikke Kim som barn, men må indrømme at nu jeg kender ham som voksen, er det faldet mig ind et par gange eller to…. 🙂 Men nu er min dejlige DAMP mand ude, hvilket også er godt en gang imellem, så en dame kan sidde helt stille og læse i en bog eller stå på hænder. Alle tre børn sover og har gjort siden 20:45 og det er en luksus, af helt ny karakter. Normalt har jeg selskab af Røskva tøsen i aftentimerne. Måske er hun blevet tilpas tidsforvirret over Danmarksturen at hun nu vil sove om aftenen.

I dag var Óliver hjemme med øjenbetændelse. Meget stille og rolig. Hvilket jeg håber at han også er på lørdag når vi skal til gymnastik. Han er ellers den uopdragne, lidt fede dreng på holdet, som ikke gør som de søde damer hvisker til ham at han skal. Føler virkelig ikke at mit hundetræningskursus slår til der… men i dag hyggede vi og tog ud og spiste med Ingibjørg, Inga Lára og Sólveig Edda. Frokost og det var skønt. Tøsefrokost. Så var vi lige ogver og se søster Sólveigs nye lejlighed og bagefter hjemme hos Inga Lára. De kommer til at bo tæt på hinanden og det ser utrolig hyggeligt ud. Men jeg bliver langt væk. Føler mig lidt udenfor. Det hører med.

Nu vil jeg kravle i seng. Det har været en travl uge, men energien er så småt ved at vende tilbage. Mandag var jeg ved lægen og få medicin og kremer til min hud i ansigtet. Hvorfor har jeg ikke gjort det noget før? Mærkeligt. Og så kom drengene jo hjem der. Tirsdag mødtes jeg med 2 af mine kollegaer, der også er på barsel og tog så på kursus i småbørnsmad og økologi i et par timer. Dagen i dag har jeg lige beskrevet og i morgen skal jeg mødes med 2 af mine barndomsveninder og kusiner, da den ene er i landet og ellers bor i Sverige. Fredag er børnehaven så lukket og så er det lørdag, hvor den står på gymnastik og så videre til Akranes, at hjælpe store bror med at klargøre sit nye hus. Underligt som alle folk flytter. Hvis ikke jeg havde boet her de sidste par år, ville jeg ikke ane, hvor nogen boede.

nåh! God nat, fra Bedstemor And

Hvis ikke vores fødselsdagskalender lyver, så har moster Kirsten fødselsdag i dag.  🙂 HJERTELIG TIL LYKKE MED DAGEN KIRSTEN. Vi håber at du bliver forkælet og får en hyggelig dag. Knus fra Erla, Kim, Máni, Óliver og Röskva

Ja nu har der jo været fastelavnsweekend i Danmark, hvor man spiser boller (eller i hvert fald synger om dem), klæder sig ud og slår katten af tønden. Her er det med en lidt anden form.

Mandag var der bolledag, hvor man spiser boller og da jeg var lille havde lavet sådan nogle pinde med papir på, som man brugte til at slå folk i numsen med og sige bolle bolle. Dette så jeg ikke i år. Men vi fik boller, fiskeboller til aftensmad hos moster og boller med chokolade og fløde til dessert. Dejligt. Og det skønne var, at samme dag kunne vi endelig hente ólivers fødselsdagsgaver fra Danmark så de blev åbnede. TUSIND TAK BEDSTEMOR, BEDSTEFAR OG ONKEL KRISTOFFER, ULLA OG TOMMY 🙂 Han var meget glad.

Máni fjoller

Tirsdag var der så sprænge dag, vhor man skal spise så meget saltkød og gule ærter at man eksploderer. Den del hoppede vi over. Og i dag er der så askedag. Drengene var udklædte i børnehaven. Máni var sørøver og Óliver var turtles. De blev malede, men Óliver var ikke helt med på konceptet og kunne ikke forstå hvorfor vi forsøgte at tale ham fra at blive malet i hovedet som en gris, når han nu var turtles. Det endte med et fint kompromis i form af en lyserød grisemaske til turtles. Da han kom hjem, havde han også skæg og sorte øjenbryn. 🙂  Da jeg var lille skulle man også sy “aske” poser og hænge på folk. I hvert fald går de lidt ældre børn stadig rundt og synger i butikker for slik.

I dag var jeg med Röskva til 5 måneders undersøgelsen. Hun er knap 8 kg. og 65 cm. Hun er fin og flot og tog sprøjten i stiv arm. Ingen grund til at hyle over det.

Ellers så er vi næsten helt forberedt til DK.  Vi har lavet mapper over alle husene, Kim har kigget tilstandsrapporter, jeg har lavet aftaler med alle ejendomsmæglere og printet kørevejledninger ud, så vi er godt forberedt. Det bliver meget spændende. Måske forelsker vi os i et hus…????

god aften, Erla

Jeg har været i tænkeboks de sidste nogle dage. Over hvad forbliver en hemmelighed, men i dag er nogle gamle tanker blevet vækket til live igen.

For det første læste jeg en artikel, hvor de skrev om en undersøgelse som viste at gifte mænd liver længere end single mænd, hvorimod gifte kvinder liver kortere end single kvinder. Tankevækkende. Og min positivt indstillede mand, sagde: fedt, så dør vi samtidig. Jeg selv tænkte, hvorfor mon det er sådan?

I aften har jeg så været til en fed inspirerende aften i mit parti. En kvindeaften. 5 superdygtige kvinder som foredragsholdere. Afslutningsvis vores formand og Islands udenrigsminister. De talte om at være med og have det sjovt med det. Hun sagde, at det at være udenrigsminister var nok det sjoveste job hun nogensinde havde haft. Og hun har endda også været borgmester. Sådan et sjovt job vil jeg også have :).

Og jeg følte at jeg havde genfundet en tabt del af mig selv. Hvor bliver jeg af? Er jeg gået i hi?.

Og sandsynligheden for en super aktiv politisk Erla på sydfyn indfinder sig ikke lige på min nethinde. Men aldrig sige aldrig. Og lige nu har jeg bare haft en super sjov aften, grinet en masse og er blevet inspireret af nogle super sjove og dygtige kvinder.

Ja, så er det tirsdag og jeg har ikke en gang forsøgt at komme ud i dag. Hvor bliver mit “drive” af???? Det er nok blæst væk, eller druknet i sne. Hmmm. Men jeg kommer ud, når jeg henter drengene i børnehaven og har planer om at besøge min farmor og komme i svømmehal, så lidt får jeg gjort – hvis jeg får det gjort.

Og så til lidt børnenyheder. Röskva tøsen sover gerne i sin seng om natten, men der er to trolde der er begyndt at besøge os om natten og sove tungt og trygt og fylde hos mor og far. Óliver kommer gerne slæbende med både hovedpude og dyne og en nat vågnede jeg da de kom ind. De fulgtes ad, stod ved sengekanten og Máni bar Ólivers dyne og hovedpude fordi han havde tabt det på vejen ind til os. Ja, hvad har man store brødre for?

Nu er udlandet også kommet på den liste over lande, som Máni kender. Og han er stadig meget interesseret i verden. Forleden dag, fik han lov til at være hjemme hos mig en dag og der talte vi bl.a. om nyheder. Så nu snakker han lidt om nyheder og om reklamer. Han spørger også tit, hvad ting er lavet af. Huse? mursten. mursten? osv. Hvad er glas lavet af? Hvordan kan man leve? Hvordan kan kroppen virke?………

Óliver er fræk, men bliver utrolig ked af det, hvis vi bliver vrede på ham. Der kan han virkelig sætte et ansigt op og få tårer i øjnene på kommando. Han føler sig meget uretfærdigt behandlet.  Jeg ved ikke rigtigt hvordan det kommer til med at gå når han skal give slip på sutterne. Jeg tror i hvert fald at vi venter, til vi har været i DK.  Og jeg har en forestilling om at han ikke giver så let op som Máni gjorde, men det kan jo være at vi ser en ny side af vores dejligt stædige trold :).

Håber I har det godt,

knus fra mor Linnet

er fyldt med glæde, bekymringer og ekstra hjerteslag. Nogle gange er det lidt overvældende følelsesmæssigt at have 3 børn og ville gøre alt for at de skal være lykkelige, glade og harmoniske individer. Rent praktisk kan det også nogle gange være svært at få familie hverdagen til at køre, sådan at alle kan spise, når de er sultne og komme på potte og sådan. 🙂 Men det går nok. De udvikler sig de kære små og det er dejligt at være med til. Og inden jeg kommer til mit hovedemne, vil jeg lige have lov til at brokke mig over vejret. Jeg har aldrig set mig selv som en der taler meget om vejret, for det meste er jeg ligeglad – tager tøj på og synes det er vigtigt at komme udenfor i al slags vejr. Men nu er jeg lige ved at give op. Den her vinter, hvor jeg har været hjemmegående har gjort, at jeg nu ikke gider mere. Da regn og storm havde lagt sig, kom der smuk sne. Og der kommer mere og mere og storm igen. Så enten skal jeg gå ved siden af barnevognen så vi ikke blæser væk, eller slæbe den over bunker af sne, fordi dem der rydder fortove, ikke skal den samme vej som jeg. AAARRRGGHH. Men nok om det brok – det klæder mig ikke :).

Og i går var jeg til fodboldtræning med Máni for første gang. En træner og 21 drenge på 5 år i en lille hal. Og for at være helt ærlig fra starten af, så elskede Máni det. Han smilede alle 45 minutter og var rød i hovedet af alt det løberi efter endt træning. På vej ud, sagde han også at det ville han gøre igen og igen og igen. Ja sagde moren, det lyder godt skat. Det var også rart at naboen, som Máni har leget lidt med, var også med.

Nåh, men jeg sad jo på bænken, og det viste sig at alle drengene havde gået på holdet inden jul også, så de kender allesammen hinanden og den måde, hvorpå det hele foregår. Mit hjerte tog det første ekstra slag i omklædningen. Jeg havde taget Mánis gamle sommersko med og han havde sin fine fodboldtøj på. Han var vildt glad for at gense sine pirat slidte sommersko og udbrød “yes mor, hvordan vidste du at jeg ville have dem på”. Alt imens kiggede jeg rundt på de skinnende nye fodboldsstøvler alle de 5 årige havde på. Og jeg tænkte at det er jo bare det første. Skal man give efter for sine principper, så ens børn kan være ligesom alle de andre børn, eller holde fast i sig selv. Selvfølgelig er det klart i denne her situation at når han er glad, kan det være ligemeget hvad de andre har på. Men så kommer der mærketøj, cowboybukser til 1500 kr. og mobiler. Man bliver nok hele tiden sat i denne slags dilemmaer.

Men så startede træningen med en leg, og Máni klarede det super godt. Fulgte med hvad de andre lavede og løb og havde det sjovt. Jeg fik dårlig samvittighed fordi han ikke kendte legen. Så skulle de sparke imellem hinanden og træneren havde ikke det store overblik og var ikke særlig opmærksom på at der var en ny på holdet, så jeg var lige henne og forklare min søn, hvad han skulle. Og så var der bare kamp. De blev delt i 3 hold og skulle spille mod hinanden på skift. Ikke noget med at husk at giv bolden, have det sjovt, hvad går det ud på. Bare lige på og i gang.  Og Máni styrtede rundt efter bolden og som sagt før smilede over hele hovedet. Jeg kaldte på ham en gang fordi jeg ville have lov til at fortælle ham, hvilket mål man skulle score i og at det var det det gik ud på (åbenbart i den her fodboldtræning). Men han havde det for fedt og havde ikke tid til at komme over. Derfor tog vi snakken på vej hjem. Og næste gang må jeg nok møde lidt før og forklare ham lidt hvad det går ud på.

Som sagt, havde Máni det konge og vil gerne gå til fodbold, jeg selv syntes det var lidt for “hårdt” til de små og var lidt pinlig over ham faren der sad ved siden af mig og råbte på sin søn, at han skulle kæmpe og være hård og barsk. Jeg har hørt fra andre at fodboldtræning i Danmark foregår på en anden måde…… det får vi nok også lov at opleve :).  Jeg giver det også en chance, måske var det også første gang efter juleferien og sådan, måske træner de udenfor til foråret. Men hvis jeg oplever det samme de 3 næste gange, tror jeg at jeg må være den kedelige mor, der stiller lidt krav. Vi skal nemlig også betale 1500 (danske kroner) for sæsonen.

Nåh, men min sidste dårlige samvittighed gik så ud på at det er min skyld at Máni tit og ofte er sat i situationer, hvor han er den nye. Han klarer det super, men jeg glæder mig til, at han kan få en kontinuitet i sit berejste børneliv.

Det var det –

ps. jeg har bagt en masse i dag, fordi vi holder Ólivers fest i morgen og vi glæder os :).

knus og kram, fra fru Linnet.

hvad end det betyder….

Og alt imens min mand er mandig og eventyrlig og tager paa ture ( i gaar jeep i dag ski) sörger jeg for ungerne og har haft en dejlig mor weekend. I gaar var drengene lige i teater med afi og amma og om aftenen aftensmad hos moster, hvor Kim saa blev afleveret til. I dag er jeg taget til Akranes og lige nu er drengene ude og lege med amma, Röskva ligger og snakker og jeg …. ja.

Siden tirsdag har jeg mærket en indvendig ro, som jeg ikke kan en forklaring paa. Jeg er mere vandt til den rastlöse og saadan lidt urolige fölelse. Den var der ogsaa mandag, rigtig slem, saa jeg gik tidligt i seng. Men tirsdag vaagnede jeg op rolig. Jeg drikker spandevis af kaffe for at forsöge at fremkalde den velkendte “stres” fölelse, men det lykkes ikke. Interesant for mig at mærke. Og ja…. föles egentlig ganske godt. Jeg har prövet at forklare Kim, at jeg ikke har fölt saadan för (men jeg har en meget selektiv hukommelse)…. han vil dog mene at jeg har været rolig för… jeg spörger saa… jamen hvornaar???? 🙂

Paa lördag holder vi födselsdagsfest for Óliver. Han glæder sig. Vi snakkede om frugt forleden dag og han fortalte at han var meget glad for melon. Jeg spurgte om han ville have melon til sin födselsdag, hvor efter min sön – meget fornærmet sagde: NEJ – kage til min födselsdag. Det er godt at vide hvad man vil.

Naah, Röskva vil spise – det skal hun saa. Farvel saa længe.