Så er sommeren ved at gå på held. Ungerne har, ifølge eget udsagn, nydt det – de to gamle? Well… Vi er jo vant til at være kaptajner på det her familieskib. Bare tage ungerne under armen og så tage til Island, Spanien, Holland eller noget andet – og gerne mindst en uge eller 14 dage. Men nu er der så to ting der har ramt – vi har fået tre teenagere, som pludselig har deres egene planer, og så er der pisselortecorona. Så det HAR været en fin sommer, men lige lovlig fragmenteret for de to kaptajners smag. Og det er jo også fordi, at selvom ungerne er store og vil en masse selv, så er de alligevel ikke helt store nok til at forældrene bare kan tage afsted i 14 dage, og så lade dem passe sig selv. På trods af det, så har det nu været fint – hvilket nedenstående kavalkade kan minde os om. Så må mig og fruen finde ud af hvad vi stiller op med det nye liv, i rollen som viceværter. Men viceværter skal jo også have det sjovt, så det er vi i gang med.  Måske en god opvarmning til et snigende empty-nest syndrom, som vel uundgåeligt rammer lige om lidt.

Funders konfirmation

Sommertiden startede med opvarmning til det som vi selv skal igennem lige om lidt, nemlig en konfirmation. Det var Funder som skulle igennem ritualet, og det blev en smuk, fin og sjov dag, sammen med Søren og Sofie.

Lige nu har vi selv fået en mavepuster, fordi vi troede vi var home safe, ved at flytte Röskvas konfirmation. Men nej, det lader til at det kan blive enten meget svært, eller bare umuligt, for den islandske side af familien at komme hertil. Vi har ikek set dem i snart 1½ år – og det er bare virkelig, virkelig svært at rumme, hvis de ikke kan komme. Vi håber og krydser fingre – og hvis ikke de kommer, så skal det jo nok blive en fin dag alligevel, det er bare næsten ikke til at bære lige i dag.

The Mountain Lions – far og drengene

Når nu ungerne er store, og man ikke selv kan bestemme om de skal tilbringe tid med en, så må man jo til at tilbyde ting de har lyst til. Heldigvis har drengene det stadig sjovt med Mountain Bike. Så vi købte en ny cykeltrailer, så vi havde plads til tre og så tog vi til Silkeborg og Horsens for at køre på spor. Vestskoven har et 17 km langt spor, med Danmarks længste nedkørsel, LupiLupi, på 1500 meter. De klarede det i fin stil, og det kostede kun en enkelt lille hjernerystelse og en hudafskrabning – ahem…

Kerteminde tur for damerne

Egentlig var det jo Erla der først fik stablet en campingtur på benene med Ane, så hende og Röskva kunne starte ferien med at komme afsted. Det fik så mig igang emd at planlægge en MTB-tur med drengene. Og måske er det det vi skal til at gøre mere af fremover. Splitte lidt op og have det sjovt, når planerne og lysterne går i sync. Forhåbningen om at vi alle fem kommer til at lange ferier sammen fremover, er nok lidt blåøjet – på den anden side, så skal det jo nok komme igen på et tidspunkt. Jeg tror damerne hyggede sig.

Sheltertur på Helnæs med Jeppe og Asta

Jeppe og Asta havde spurgt om de kunne komme forbi (dejligt at de havde lyst til det), og da vi returnerede med et ønske om shelter, igen for at komme lidt væk fra matriklen, så var de friske. Vi havde et par superfine dage med godt vejr, masser af havbadning, shelterimproviseret mad og råhygge. God start på de fælles småture. Jeg fatter nu stadig ikke, at det kan tage 1½ time at køre mellem to punkter på Fyn, men det kan det. Helnæs er vildt smukt sted, så det var dejligt at genopdage.

Svendborg time

Undervejs i sommerprogrammet var der også pauser. Og der bor vi så heldigvis i Svendborg. Byen har svinget sig op til nu at have to sommer-festivaller, med både Svendborg Jazzfestival og så 5700 Summer + diverse småting på torvet. Óliver fik tre jazzkoncerter indenbords, vi fik en enkelt, og så skal vi se Anne Linnet i aften og lige hilse på. Slaskedage med ren strandbadning blev der ikke så mange af, måske noget vi skal blive bedre til. Vi er bare ikke supergode til at ligge stille i for lang tid. Vi kan godt, men vi bliver rastløse efter et par dage.

Kanotur på Skjern Å

Årets samlingspunkt! Det lykkedes simpelthen at få ungerne samlet i 48 timer, så vi allesammen kunne tage på fælles kanotur. Det gjorde vi også sidste år, så nu er det en tradition. Det fede ved kanotur, er jo lidt det samme som ski. Man skal ikke diskutere hvad man skal lave, man er ude, det er sjovt og man får rørt sig. Helt perfekt.  To kanoer og en kajak og så afsted med telt og grej. Turen fik sig et lidt vildt twist til sidst, da jeg formåede at sejle forkert. Det betød så at vi skulle sejle baglæns mod strømmen, med store sten i vandet, men heldigvis har jeg en ung mand på 19 og en islandsk kone til at klare ærterne, så de fik rykket os igennem. Det var en vild afslutning på en superdejlig tur. Og skjerne Å er klart sjovere end Gudensåens vandmotorvej, da den ligesom kræver lidt flere skills. Det afstedkom mange fine forbandelser og ordrer, som blev slynget rundt inde fra siv og nedhængende grene langs bredden.

Herning

“Så er du jo snart 93 mormor.”
“Nej, jeg er kun 90”
“Nej, det er du altså ikke. Du bliver 93.”
“Nå. 93? Så er jeg da snart ved at være voksen.”

Det kan godt være hun er ret så døv og at samtalen går i cirkler, men hun er stadig nogenlunde skarp. Lotte fik hende hentet ud fra plejehjemmet, og så nød vi ellers den helt store omgang, sammen med Jyllands bedte kokke, Lotte og Emil. Det var som altid dejligt at overnatte i Herning, og rart lige at se familien der. Emils lille, Kamma, er dælme også sød, så nu der går så lang tid pga. corona, så var det luksus at vi lige kunne samle holdet, på vej hjemad fra Kanotur.

Ebeltoft

Efter Skjern og Herning trillede vi ud på næsen og så til mutti. Alt var jo booket over hele landet, så Óliver og Röskva så deres snit til at kapre gæsteværelset, mens mig og Erla fik lidt telttid på campingpladsen. Høj sol, spise ude, minigolf, strandbadning. Ebeltoft i vanligt vigør og der blev da også shoppet en smule undervejs. Mor ser ud til at have det fint og Ebeltoftturen var hyggelig som altid.

En særlig bonus, var at Peter og Julie var sommerhuset sammen med Per og Kirsten. De nåede lige et vindue fra deres liv i USA, hvor de nok også lige tager et par år mere. Så der blev disket op i haven, ungerne fik leget med de amerikanske kusiner og vi fik udvekslet status. Heldigt sammentræf, når nu de dribler mod Californien igen lige om lidt.

På torvet var der en udstilling af Ulla Sonne – hende kunne vi egentlig godt lide.

Hjemmeliv

Det viste sig at Inga og Niclas havde booket en camping uge på Langeland, så dem fik vi set og hygget med – og Erla nåede sit mål for 2021: at få malet hoveddøren.

Flensborg

Yes! Vi har været i udlandet! Godt nok kun i 24 timer og godt nok kun i Flensborg, men fuck it. Vi har krydset en grænse. Der skulle fyldes op til Röskvas konfirmation, så måtte lege gode danskere og vise vores sønderjyske aner frem ved at tage i Fleggaard. Vi tog konfirmanden med, og fik et døgn med shopping, hygge og restaurentbesøg. Lækkert.

Så havde Röskva egen planer

I starten af sommeren tog Óliver på tur med garden. Máni har konstant planer ud over det hele og nu var det så Röskva som forlod de gamle, så hun kunne tage med vennerne på spejderlejr. De tog en uge ovre ved Esbjerg med 40 andre spejdere. Vi hørte ikke så meget fra hende, så det har nok været godt. Og dermed slægter hun jo sin mor på, så var spejder indtil hun blev 17 – og sin far, som også var spejder, indtil han skulle noget andet. Tjikkerlikker.

KBH High Five

Med den lille godt afsted, så jeg mit snit til lige at drible over til KBH. Troels’ hus stod tomt, så det fik jeg lov til at crashe i. Dagene blev brugt til at give hjgh-five til gamle gymnasievenner og lige catche up, nu vi ikke har set hinanden i snart to år. Der er ikke meget der har ændret sig, udover der er kommet et barn eller to mere til verden, der er blevet købt en motorcykel, en burgerbar er blevet åbnet, men derudoevr er alt ved det gamle. Good times 🙂 Ret griner da Hans sagde han kunne hente mig fra vandsiden ved bryggen. Jeg forestillede mig straks at blive hentet i en lækker lille speedbåd, så vi kunne cruise op langs bryggen med et par kolde og se os omkring – men han kom på et paddle-board. Klassisk Hans – så jeg hoppede ombord med rygsæk og det hele og han gonolerede os tilbage til grillmad og hygge. Nice 🙂

SUP Tur til Strynø

Jeg synes SUP’ere har lignet idioter, siden jeg så dem første gang. Altså, helt ærligt. Det ser jo dumt ud, at stå på sådan et bræt og padle lidt rundt. Man kommer jo ingen vegne. Men nu er der så mange som synes det er så pissesjovt, og så må jeg jo prøve det. Erla var frisk og vi havde brug for lidt kærestetid, så vi driblede til Strynø for en dag. Og SUP? Well…. Det er hyggeligt, sjovt og relativt fjollet. det er svært at tage seriøst som andet end goofy sommertidsfordriv – lidt ligesom minigolf. Men okay, jeg forstår hvad det kan, og jeg er ikke afvisende mere. SUP er en helt okay måde at lege på som voksen. Og Erla, hun overraskede vist både sig selv og mig, ved at være overraskende god til det. Dagen efter fortsatte kæresteturen til Otterup for at se en Kvium-udstilling, og så endte vi til havefest på langeland om aftenen. Det vist sig så at være et surprise bryllup, så det var et ret overrakset havesleskab vi pludselig var til. Men fedt at folk stadig kan tage røven på hinanden, selvom de er over 40 år 🙂

Og det her, det er Máni. Ham har vi ikke set så meget til, men når han er her, så er det hyggeligt 🙂

Nu går sommerferien så på hæld. Vi starter på job i næste uge. Jeg føler mig ikke helt klar til det. Ikke lige så klar som jeg plejer. Den der feriefeeling har ikke rigtig været der. Det er lidt noget fis at sige, jeg ved det, man kunne jo bare have gjort noget andet så, men vi skal lige lære det, det der med at holde ferie med store børn. Og om en uge starter Óliver på efterskole – og om tre uger skal Röskva konfirmeres – og Erla har fødselsdag – så der er ret store boller i suppen. August er en crazy måned – og i år, måske endnu mere vanvittig end den plejer at være. Men det gode er jo, at vi godt ved det. Så må vi prøve at trække vejret dybt og få nydt det. Det er jo gode ting der skal til at ske, men det er også stort på flere planer. Vi prøver at følge med så godt vi kan, men indimellem bliver man lidt ramt, særligt fordi vi altid står så alene i det, da al familien er andre steder end Svendborg. Suk. Well, det skal nok blive godt, smukt og rørende, det er jeg sikker på. Og jo, jeg glæder mig også…