er fyldt med glæde, bekymringer og ekstra hjerteslag. Nogle gange er det lidt overvældende følelsesmæssigt at have 3 børn og ville gøre alt for at de skal være lykkelige, glade og harmoniske individer. Rent praktisk kan det også nogle gange være svært at få familie hverdagen til at køre, sådan at alle kan spise, når de er sultne og komme på potte og sådan. 🙂 Men det går nok. De udvikler sig de kære små og det er dejligt at være med til. Og inden jeg kommer til mit hovedemne, vil jeg lige have lov til at brokke mig over vejret. Jeg har aldrig set mig selv som en der taler meget om vejret, for det meste er jeg ligeglad – tager tøj på og synes det er vigtigt at komme udenfor i al slags vejr. Men nu er jeg lige ved at give op. Den her vinter, hvor jeg har været hjemmegående har gjort, at jeg nu ikke gider mere. Da regn og storm havde lagt sig, kom der smuk sne. Og der kommer mere og mere og storm igen. Så enten skal jeg gå ved siden af barnevognen så vi ikke blæser væk, eller slæbe den over bunker af sne, fordi dem der rydder fortove, ikke skal den samme vej som jeg. AAARRRGGHH. Men nok om det brok – det klæder mig ikke :).
Og i går var jeg til fodboldtræning med Máni for første gang. En træner og 21 drenge på 5 år i en lille hal. Og for at være helt ærlig fra starten af, så elskede Máni det. Han smilede alle 45 minutter og var rød i hovedet af alt det løberi efter endt træning. På vej ud, sagde han også at det ville han gøre igen og igen og igen. Ja sagde moren, det lyder godt skat. Det var også rart at naboen, som Máni har leget lidt med, var også med.
Nåh, men jeg sad jo på bænken, og det viste sig at alle drengene havde gået på holdet inden jul også, så de kender allesammen hinanden og den måde, hvorpå det hele foregår. Mit hjerte tog det første ekstra slag i omklædningen. Jeg havde taget Mánis gamle sommersko med og han havde sin fine fodboldtøj på. Han var vildt glad for at gense sine pirat slidte sommersko og udbrød “yes mor, hvordan vidste du at jeg ville have dem på”. Alt imens kiggede jeg rundt på de skinnende nye fodboldsstøvler alle de 5 årige havde på. Og jeg tænkte at det er jo bare det første. Skal man give efter for sine principper, så ens børn kan være ligesom alle de andre børn, eller holde fast i sig selv. Selvfølgelig er det klart i denne her situation at når han er glad, kan det være ligemeget hvad de andre har på. Men så kommer der mærketøj, cowboybukser til 1500 kr. og mobiler. Man bliver nok hele tiden sat i denne slags dilemmaer.
Men så startede træningen med en leg, og Máni klarede det super godt. Fulgte med hvad de andre lavede og løb og havde det sjovt. Jeg fik dårlig samvittighed fordi han ikke kendte legen. Så skulle de sparke imellem hinanden og træneren havde ikke det store overblik og var ikke særlig opmærksom på at der var en ny på holdet, så jeg var lige henne og forklare min søn, hvad han skulle. Og så var der bare kamp. De blev delt i 3 hold og skulle spille mod hinanden på skift. Ikke noget med at husk at giv bolden, have det sjovt, hvad går det ud på. Bare lige på og i gang. Og Máni styrtede rundt efter bolden og som sagt før smilede over hele hovedet. Jeg kaldte på ham en gang fordi jeg ville have lov til at fortælle ham, hvilket mål man skulle score i og at det var det det gik ud på (åbenbart i den her fodboldtræning). Men han havde det for fedt og havde ikke tid til at komme over. Derfor tog vi snakken på vej hjem. Og næste gang må jeg nok møde lidt før og forklare ham lidt hvad det går ud på.
Som sagt, havde Máni det konge og vil gerne gå til fodbold, jeg selv syntes det var lidt for “hårdt” til de små og var lidt pinlig over ham faren der sad ved siden af mig og råbte på sin søn, at han skulle kæmpe og være hård og barsk. Jeg har hørt fra andre at fodboldtræning i Danmark foregår på en anden måde…… det får vi nok også lov at opleve :). Jeg giver det også en chance, måske var det også første gang efter juleferien og sådan, måske træner de udenfor til foråret. Men hvis jeg oplever det samme de 3 næste gange, tror jeg at jeg må være den kedelige mor, der stiller lidt krav. Vi skal nemlig også betale 1500 (danske kroner) for sæsonen.
Nåh, men min sidste dårlige samvittighed gik så ud på at det er min skyld at Máni tit og ofte er sat i situationer, hvor han er den nye. Han klarer det super, men jeg glæder mig til, at han kan få en kontinuitet i sit berejste børneliv.
Det var det –
ps. jeg har bagt en masse i dag, fordi vi holder Ólivers fest i morgen og vi glæder os :).
knus og kram, fra fru Linnet.
- Ingen kommentarer til Mor rollen