Forfatter: Erla Ingvarsdóttir

Jep, det viser sig saa, at hvis man melder ærligt ud til universet….
saa kommer der en gave 🙂 som man har brug for.

Jeg er bare heldig. Mere om det senere.

Jeg er så pisse irriteret lige for tiden. De sidste 3 dage, har jeg lige været ved at koge over hele tiden. Har selvfølgelig holdt mig i skindet på arbejdet men når jeg så kommer ud derfra vælter det over mig.
Måske er det bare hormoner. Måske ikke.
Jeg er så irriteret over uvisheden, ja ja ja ja, som vi selv har skabt. Jeg ved ikke noget omkring efteråret endnu og kan ikke få det at vide før i maj. Og der er langt til maj. Kan ikke vente. Og jo. Tålmodighed er en dyd, og der er intet at gøre ved det og lev i nuet og pis mig i øret. Det hjælper ikke – jeg er irriteret.
Og vi ved ikke hvor vi bor om et år. Med tre børn. Vi ved ikke hvor vi vil slå os ned og vi ved ikke hvordan vi tager beslutningen. Og hvorfor vente. Og hvorfor ikke vente. Pis. Jep alt det der er væltet over mig lige nu og jeg har lyst til et godt kursus eller en weekend i udlandet med Kim. Et break. Men måske trænger jeg allermest til et break fra mig selv. Og ja jeg ved at jeg tænker for meget så alle velmenende kommentar om at være positiv og bla bla bla jeg kender alle argumenter. Så…
Nåh, men drengene er dejlige, legede sammen på legepladsen i børnehaven da jeg havde hentet dem. Og slåsede selvfølgelig også. Eleverne nyder at lave skuespil og hygger sig uden at spørge om de må gå noget tidligere. Og vi bliver bedre og bedre til dans.
Så, hvis denne irritation forsvinder snart, er det hele ikke så slemt… vel? puha!
Erla

Min store dreng.

Var i en butik forleden dag i et lille lokal center. Har ikke været der i mange mange aar. Da jeg kom ind begyndte jeg at savne min mormor helt forfærdeligt meget. Vi plejede at handle der, da jeg besögte hende i “gamle dage”. Hun döde alt for ung. Taarene pressede sig paa, men jeg klarede den uden en scene. Men det er utroligt, hvordan ting, omgivelser og lugte kan tænde et eller andet huske center i en og frembringe gamle fölelser. Gad min mormor var her endnu.

Det er heller ikke forbeholdt Kim at savne Danmark. Jeg savner Danmark. Mine venner, familie, netto 🙂 og andre ting, som er svært at tælle op her. Jeg maa anse det for et privilegium, altid at skulle undvære nogen og noget jeg holder af. Altid at savne nogen. Saadan er det naar man gifter sig paa tværs af lande. Kim vil jeg i hvert fald ikke undvære, saa resten maa vi finde ud af.

Nu er drengene og jeg ankommet til afi i Akranes. Amma Bogga er til gymnastik. Máni har været ved frisören. Der er en frisör paa hjörnet af gaden, hvor amma og afi bor og ham bruger vi. Det er langt nemmere end at finde rundt i Reykjavík. Jep, moren er ogsaa dybt konservativ paa mange maader, selv om hun op til flere gange bliver betegnet som hende der hippien. Máni sidder og ser disneyshow paa DR1 (afi og amma har en eller anden kanal pakke), Óliver trisser rundt og forsöger at bestemme over hele verden og afi og Bergþóra er ude og köbe ind. Saa kommer afi hjem og laver mad til os. Dejligt. Fredag. Weekend. Ahhhh.

Og nu er jeg jo blevet klasselærer og underviser nu 30 lektioner om ugen. Har faaet en lille lönforhöjelse. Men her er alting ved at koge over. Naar den almindelige gennemsnitslönforhöjelse i samfundet har været 8 % har lærerne faaet 0,75 %. Vi er jo saa mange. Det er til grin. Og börnehavepædagoger faar höjere lön end os, saa jobskifte er maaske vejen frem.

Naah, der kommer afi – god weekend til jer.
kh. Erla