Forfatter: Kim

I går holdte vi min store søns 5 års fødselsdag. Et stort tal. På toppen af rangstigen i børnehaven. Sidste år før den store skole. I den seneste uge havde vi talt ned. Snakket sammen om hvor mange gang han skulle sove endnu indtil det var hans rigtige fødselsdag. Han vågnede kl. 8 om morgenen og kunne næste ikke vente til kl. 14 hvor gæsterne skulle komme. 6 timer – det er lang tid. Men heldigvis kom Vésteinn et par timer før inden han skulle på arbejde og gav Máni 4 store pakker fra bedsteforældrene på Island. Og her startede så det der skulle vise sig at blive ved. Han fik nemlig tøj. Tøj, tøj, tøj og tøj. Og på et tidspunkt kunne jeg mærke tårene presse sig på da jeg stod og så på min store dreng lege febrilsk med det ene stykke legetøj han fik – en lille politimotorcykel – og sige “viuu viuu ivuu” altimens han kiggede på bjerget af tøj på sit gavebord og spurgte “Hvorfor er der ikke flere pakker, far?”
Jeg synes det var sååå synd for ham. Og vi havde gået sammen og kigget på legetøj i flere uger hver gang vi handlede ind, og han havde lært ikke at plage men istedet sige “Det her ønsker jeg mig til min fødselsdag far…”. Og jeg havde lovet mig selv at jeg ville sætte en ønskeliste op på hjemmesiden med hans ønsker. Hvilket jeg ikke fik gjort. Og selv gav vi ham en kasse med 1800 legoklodser, men lego havde han jo faktisk ikke ønsket sig, da han ikke er helt gammel nok til det endnu… Så idag så tager vi ud og bruger alle pengene fra oldemor på legetøj, så både far og søn kan få det lidt bedre. Og inden at alle gæsterne fra igår nu synes jeg er et utaknemmeligt skarn, så vil jeg da sige at maden smagte fantastisk og vi er ovenud glade for at I hjalp til og at Máni ser de brandgodt ud i sit nye tøj, det var en fed tur i svømmehallen og så videre…men stadigvæk…
Da jeg sad og græd ud i favnen hos en af mine danske kolleger på lærerværelset, så kunne han godt forstå mig – og sagde at han prøvede altid at gøre en dyd ud af at komme med det legetøj som fødselsdagsbarnet legede med resten af dagen. Det behøver jo ikke altid at være det dyreste, men nærmere det sjoveste (kan du huske da du kom med hans første sværd nede på Møn, Jeppe?). Det er da en fed udfordring og måske den rigtige måde at tage det på.

Og hvad kan Kim så lære af det?

1. Han skal huske på hvad hans børn ønsker sig i fødselsdagsgave. Og fortælle folk det, hvis de altså ringer og spørger.

2. Han skal huske ikke bare at lade Erla ordne alt med gaver, men nogengange selv ringe til de børn i familien der har fødselsdag og spørge dem hvad de ønsker sig.
Eller bare nogengange tænke på hvilket slags legetøj ungerne i børnehaven/frtidshjemmet/skolen selv tager med når de vil vise hvilke nogen fede, nye ting de lige har fået.

3. Hvis han er helt idé forladt og har møgtravlt, så skal han ringe til forældrene en uge før fødselsdagen og give dem nogen penge og spørge om de ikke vil være søde at købe en gave for ham, så deres barn kan åbne en gave for pengene på selve dagen…

Kære Máni skat, nu kommer jeg og henter jer om en halv time og så sætter vi din lillebror af derhjemme så vi to kan komme ud og købe noget legetøj… Knus fra farmand. (og gad vide hvor gammel du er når du første gang sidder og læser din mors og fars blog på internettet…)