Rusten bliver smukkere for hvert år. Og med finanskrisen som ætsende saltkrystal, bliver forfaldets æstetik ikke længere luget bort øjeblikkeligt…
Jeppe stod med Asta bag ruden og råbte at jeg var sindsyg – at gå med et spædbarn ud i en snestorm var galskab. Det var dengang. Vandet er stadig varmt – også udenfor. Jeppe er holdt op med at råbe. Vi mildnes vel med alderen…
Bjergene er ikke store. Det er os der er små.
Familie. I Island ligeså trofast, massivt og omsluttende som det grundfjeld landet bygger på. En skarp kontrast til min egen flimrende familie. Mit livs uundværlige ying og yang.
Tak for denne gang, vi ses igen og igen 🙂
- Ingen kommentarer til Island 2013