Om halvanden uges tid, skal jeg læse op sammen med andre fynske forfattere, da jeg har to digte med i antologien “Mellem broer”. Opgaven var skåret ind til benet: Skriv ud fra bogens titel. For hvad er en bro? En nødvendig konstruktion, kunstigt frembragt, som skal fragte os fra et sted til et andet. Broen som en mental model for “lettere menneskelig interaktion” er god at skrive på. Og når man så først har fjernet sig fra broen som en fysisk ting, og ladet broen symbolisere noget andet – hvad er det så der ligger imellem broerne? Det var en fin opgave – og jeg glæder mig til at læse de andre bidrag. Ungerne er så hos mig den uge hvor jeg skal læse op – men mon ikke aftensmad i Odense og lidt mærkelige ord er ok, selv for børn (jeg kan da huske de nød de mange galleri besøg i Island).
Derudover har jeg lige sendt mit første bidrag af sted til lyrikspor. Det er jeg ikke helt tilfreds med. Det kunne godt trænge til en kærlig hånd. Det blev for tamt og tandløst – men måske kan det komme tørskoet i land, hvis bare musikken til det bliver skramlet nok. Det blev en sprittet vise om foråret i baggården. Med enderim og gummisko. Næste sang må lige fået lidt mere lyrisk kærlighed….
- Ingen kommentarer til Udgivelse og slatne sange