Juleferien er overstået. Og har åbenbart udrettet mirakler. Máni er vokset gevaldigt. Han er blevet sød, forstående, hjælpende og positiv – hele dagen. Og det samme gør sig til en vis grad gældende for min 7. klasse. De kan nu være stille i en hel time ad gangen – hvilket er ret utroligt for den aldersgruppe. Jeg er begyndt på mit islandske undervisningsmateriale, som skal være færdigt til April, og generelt har hverdagen fundet sig et behageligt leje. Samtidig har jeg i al hemmelighed startet mit første lille firma – på den symbolske dato 1/1-2009 – så det bliver lidt nemmere at lave co-produktioner med Frank og Søren…vi ser hvad det bliver til. Til gengæld er min tinnitus blevet loco og er sporadisk ved at gøre mig vanvittig. Men så er det jo godt man har 10 kilometers lækker cykeltur hver dag – det hjælper altså lidt… Volleyball er der stadig gang i ugentligt. Og så har en af mine digter-venner lige inviteret mig med til sin 25-års fødselsdag, så netværket er begyndt at forme sig. Så mit liv er jo rent faktisk ret godt for tiden – søde unger, dejlig kone, interessante projekter og et arbejde der lysner. Ikke så ringe endda. Tænkte bare at jeg lige ville skrive det ned, når vi om 2 år flytter til Chile og prøver lykken som indianere og jeg får svært ved at huske hvordan det nu lige var der i Svendborg. Og januar måned byder jo også både på besøg af selveste Hr. Skovfoged, et par fødselsdage og så Svigerfar med familie…

Nå. Ta daaa: “min tur hjem fra arbejde.” Lysbillederne fra min ornitolog tur til Harzen finder jeg frem når I er her fysisk, så I ikke kan flygte…

Med islandske sømdæk ned fra Thurø

Igennem skoven ved Christiansminde

Christiansminde

Min favorit grafitti

Og så hente Mani ved Nordre

Hjem, kære hjem

De islandske sømdæk får asfalten til at lyde som en grusvej.

- 3 kommentarer til