Remniscenser af Lis

En brun konvolut, med sirlig rød håndskrift, lå idag i postkassen. Den indeholdt en pæn samling billeder fra den seneste måneds liv og levned i Danmark. Og jeg havde ellers fortalt min mormor at det ikke var nødvendigt. Historien er den at vi var til 80 års fødselsdag på hotel Hvide Hus i Ebeltoft. Og 80 år og stadig i fuldt vigør skulle selvfølgelig foreviges. Så der blev taget en god samling billeder på det digitale kamera. Men i den analoge tilstand de fleste 80 årige lever i, så gør en CD eller et flickr album ikke megen nytte, så i stedet stak hun mig en 200.- seddel og bad mig om at få dem på tryk. Problemet var bare at der var for få billeder af fødselsdagen, så jeg fyldte ordren op med andre billeder som jeg mente hun ville synes var sjove at have. Og den mening kunne jeg så pænt have for mig selv. Hvilket pludselig mindede mig om min farmor i stedet, som havde en ret ortodoks billevæg med portrætter i sorte rammer der hang på en brun hessian væg. En slags hitliste, eller Emma Gadsk statusbetegnelse, over hvem der var i kridthuset på nuværende tidspunkt. Ifølge hende. Og hun har da enten haft sit hyr, eller har undladet at tage udgangspunkt i virkeligheden, for med tre sønner og en livlig datter har hun utvivlsomt haft svært ved at følge med i den nuværende status på koner og kærester. Det kunne også være at væggen måske mere var udtryk for hvordan tingene burde være. Anyway. Mine tanker om hvem min mormor i en alder af 80 år har brug for at lære at kende, kan jeg godt gemme lidt af vejen. Og pludselig glæder jeg mig lidt til at blive gammel. Og have mine egne særheder med en iboende anciennitets baseret immunitet, som gør at folk bare må tage imod. For gamle hunde lærer ikke nye tricks. Og gamle hunde er netop derfor så umådeligt kære og nemme at elske…

- Ingen kommentarer til Remniscenser af Lis