Måned: januar 2007

Endnu en dag bag rattet på hverdagens skude. Máni kom ind til mor og far i nat med knaldhøj feber efter at have haft lidt mareridt. Så jeg blev hjemme med ham igen. Og jeg var jo også hjemme sidste uge med Óliver. Og det er da utroligt at den lille lønslaves samvittighed skal gøre at man sidder og synes man er en ufed fyr, bare fordi man tager sig af sin unge derhjemme. Det er så også lidt fordi at Máni faktisk nu er frisk som en fisk, det var åbenbart bare en omgang nattefeber.
Ellers så skal vi for første gang til dans i aften. Jeg glæder mig til at vise alle mine talenter på dansegulvet og åbenbare min nære beslægtning med Dumbo – gad vide om man ikke kan få sikkerhedssko til kvinder? Erla får sikkert brug for det. Men mindeværdigt skal det nok blive.
Vores kamera kommer også snart igen, toldvæsenet fik en skideballe af Erla og så var det problem løst. Så nu kan jeg snart gå i gang med mine to næste krea-projekter: min 30-års plakat og så mit nye forsøg om en ny youtube-genre. Heroppe er der stadig en halv meters sne, og en af dagene skal vi ud på en kælkebakke med en lille skilift på, som ligger tæt på byen. Det skal nok blive meget griner. Ha’ det rart derhjemme, og husk at se Clerks-kavalkaden i Cinemateket.

Forresten, er der flere i vennekredsen der har haft denne her oplevelse?

fredag aften opstod der spontan bytur. Med tre timers snak med Thorbjørn og Thomas fra DK og Ingunn, Thorbjørns kæreste. En mindeværdig aften med god musik, bedre whisky og bedste samtaler. Af den slags som jeg virkelig savner, da mit islandske endnu ikke forslår til andet end børnekontrol og hverdagens minutter mest byder på snak om unger, job eller fremtid. Det kan være jeg snart må slå kæben i sædet, og bgynde at fokusere lidt på at blive målrettet bedre til det her sprog. Forresten så kalder de en komet for en “hala-stjarna”. Det er da kært. Gu, gu, ga, ga.
Derefter tog vi på Sirkus og der løb jeg ind i fem andre jeg kendte, hvilket gjorde at jeg pludselig følte mig helt ‘hjemme’ i Reykjavík. Det lader til at jeg endelig er kommet ind under huden på den arktiske hovedstad. I morgen skal vi ud og kælke – Máni har lånt en overdrevet tjekket Stiga-kælk af Raggi, så den skal prøvekøres. Og så måske på biblioteket, og derefter sortere de 400 billeder fra sidste år som vi bestilte gennem Picasa. Vores kamera sidder, surprise, fast i Tolden, da tåberne sikkert tror det er noget vi har købt. Vi må lige have forklaret dem om at vi ikke agter at betale afgift for en reparation.

Numa, Numa – Kim

Jeg håber det. I dag er der faldet 15 cm. sne og det ser ud til at der falder mere de næste par dage. Hvis miraklet sker, så er jeg smuttet til Bláfjall. I ved hvor I kan finde mig….

Óliver har hostet sig selv fuldstændig hæs i nat, så jeg er hjemme med ham, og vi tager til lægen om lidt. Den stakkels unge har kun hæs hvisken tilbage, selvom det dog lykkedes ham at råbe af mig én gang, hvilket han selv så ud til at være meget overrasket over. Så ret roligt på hjemmefronten idag. Efter jeg nu har fået ‘top-of-line’ lyd udstyr, nemlig min Sansa e280 og GradoLabs sr-60 øretelefoner/høretelefoner/hovedtelefoner (Hvad fanden hedder det?), så er jeg begyndt at rippe hele vores cd-samling over til MP3. Fint “pisse-koldt-og-mørkt-udenfor” projekt. Samlingen ender nok på ca. 130 gb musik. Uha uha. Jeg bruger CDex og ripper i mp3 (VBR-NEW, Quality 0, ingen on-the-fly og min. 224-320 kbit). Smart at netforbindelse autonavngiver hele skidtet. Nå, nu står Óliver og ringer til nogen på telefonen, vi må videre i programmet…

PS: Vores kamera kommer snart hjem igen efter reperation, så jeg glæder mig til at smide nogle nye videoer op…

Ses pludselig, Kim.

Ny måde at se billeder på og ny måde at organisere på. Ikke længere et kvartals billeder i én folder, men istedet organiseret efter semantisk sigende navne. Vi er jo trods alt mennesker.
Det er stadig fede flickr vi bruger, men nu kan man se billederne med større thumbnails for os folk med briller. Så fremover peger de to links øverst på siden (Billede Galleri) og her til højre under ´nye billeder´ på denne side.
Det minder om de gode, gamle dage med Singapore Gallery som jeg brugte engang. Supersimpelt design og intuitiv brug. Efter at have klikket på et billede i et album, så bruger man bare de små ikoner ovenover for at bladre.

Prøv evt. at trykke der hvor der står flash, efter at have valgt et album. Ikke så brugbart, men lidt liret.

Så mangler jeg bare lige at få billederne i posterne til at opføre sig ordentligt ((Dvs. ikke ryge ned i den næste post. Er det noget du kan klare Matti?)), så min søde Erla kan blive tilfreds med vores hjemmeside.

Kører man 45 minutter nord for Reykjavík kommer man til Akranes. Byen ligger ud til havet og kan udefra føles øde og stormomsust. Der er ikke meget liv i gaderne til hverdag. Men livet er ved at vende tilbage. Efter tunellen er kommet, er folk begyndt at flytte tilbage, og fra at have et enkelt lyskryds og et supermarked, har de nu fået to (selvom det ene kun er en fodgængerovergang) og de store kæder som Bonus og Kronan er ved at opføre mastodont supermarkeder. Huspriserne er stadig forholdsvis billige herude, og for børnefamilier er der alle de fritidstilbud man kunne tænke sig.
I dag holder Løgreglerne (islandsk for politiet) på hovedgaden med blinket tændt. De mange fakler bag bilen brænder i kontrast til det blå blink. Der er ikke tale om nørrebrosk revolte, men derimod en samling af flere hundreder mennesker som skal gå i procession gennem byen for at skyde julen af. Det er nemlig i dag at den sidste af de tretten julemæmd tager hjem til deres mor, den store, sorte altædende julekat. Forrest i optoget går byens teenagere klædt ud som julemænd og elvere og derefter kommer byens indbyggere med hænderne fyldt af unger, madpakker, klapvogne og fakler. Den arktiske vintersol er ved at sænke sig igen, klokken er trods alt også 16:00. Taktfast går vi efter løgreglerne, til lyden af særegen islandsk visesang og garde-trommespil fra frontløberne. Efter en længere gåtur ned langs de kolde skumtoppe ved havet når vi til det store bål. Et bål der ser ud som om det er bygget af kæmper – kæmper som ikke vidste hvad de ellers skulle bruge deres europaller til. Oppe fra blokvognen istemmer et band indtil flere kendte børnesange og vi danser rundt om bålet mens vi synger “Jeg gik mig over sø og land” og “Så går vi rundt om en enebærbusk” på islandsk. Glødestormen og røgen generer Óliver lidt, men ikke nok til at stoppe ham i at danse.
Bålet falmer efterhånden og jeg lægger mig på det sorte grus sammen med Máni og stirrer mod aftenhimlen. Pludselig eksploderer himlen i farver og et fyrværkeri der overgår tivolis midnatsforestilling slutter endelig aftenen af med et brag. 997 tons fyrværkeri er blevet brændt af i Island i år. Jeg gætter på et par tusind af de kilo må være fra i dag.
Med iskolde tæer og næser går vi over i idrætshallen ved siden af og ser kåringen af årets sportsidioterstjerner og får en varm kop kakao. Hvorfor skal idræts prisuddelinger altid spille Phil Collins eller eurodance?
Mánis fingre er ved at fryse til is, men han insisterer på at skyde de sidste håndholdte romerlys af mod havet. Fætrene kommer og skyder med. Da årets allersidste fyrværkeri brænder endeligt ud tager jeg ham i hånden og vi går ind til bedstefar og får varm mad…

Det var som sædvanlig ikke noget med cirkulærer, tilmelding og ligende. Beskeden var at troppe op med sko og shorts kl 20:30, torsdag aften. Og være med til volley. I kælderen under den regnvåde betonskole, fandt jeg Harald og kompagni, og da jeg nu havde lært lidt af den islandske sociale kode, så vidste jeg at det var op til gæsten at introducere sig – og ikke op til værterne at hilse den nyankomne velkommen. Med fåmælte nik og eksotiske islandske navne blev der givet hånd. Vi var allesammen lidt tideligt på den, men det lod til at det var med vilje, for med afmålte skridt begav flokken sig mod det sparsomt indrettede motionsrum, og begyndte at løfte vægte i en blanding af stilhed og henkastede bemærkninger om nytårsftenens eftervirkninger. Jeg bliver nødt til at sætte vægten ned på min maskine. Hvornår var jeg egentlig sidst i et motionsrum? Gør jeg det rigtigt? Efter 10 minutter er opvarmningen færdig.
Hallen lugter som altid af sur sved, og da teenagerne endelig er færdige med indendørs fodbold, begiver de sig mod baderummet, hvor et par af dem genkender mig fra min tid som ansat i klubben. Og for nogens vedkommende ser det ud som om jeg lige har indsneget mig på helligt territorium eller opdaget deres hemmelige lidenskab. Øjne bliver vendt bort. Træningen begynder. Da Harald er styrmand for volleyholdet, indvilliger han i at træne med den lille, nye, unge dansker. Bakkerslag og fingerslag til at starte med. 7 minutter efter kommer den første smash. Lige i brystet. Jeg griner forfjamsket, og bander indvendigt over at jeg ikke tog den. Vi spiller lidt videre, og jeg gør gengæld. Smasher. Harald tager den med lethed, og smasher igen. I brystet. Jeg bander, og ser mine røde arme. Sådan fortsætter det i 10 minutter.
Så går kampen igang. Der er tre volleybaner. På de to af dem spiller pigerne på 15-25 år. De spiller volley som jeg kender det. Zone og faste pladser. På min bane står der nu 11 andre islandske mænd, i alderen 25-45 år. Det her er deres friaften. Væk fra konerne og børnene. Det her er hellig og højt prioriteret tid. Og de spiller fremløbsvolley. Hver gang jeg har set på fremløbsvolley derhjemme, så har jeg aldrig forstået spillet. Efter det første sæt går det op for mig at jeg bliver lorten, den spiller som skifter mellem holdene, fordi det er jo ikke sjovt at tabe, bare fordi der er en ny på holdet. Tålmodigheden bliver sat på en prøve, og for flere af dem er det næsten mere end de kan klare. På et tidspunkt misser jeg et åbenlyst positionsskift efter en boldovergang og jeg indrømmer højt og tydeligt “Fuck, det der var sku’ da min”. Hvorefter den karseklippede, skægstubbede modspillende mand i blå wifebeater højt råber “Lige præcis!” på islandsk. Min hjerne er ved at brænde sammen i forsøget på at forstå spillet, selve logikken bag fremløbsvolley. Men der er ingen. Det handler om én enkelt fast plads som man så er bedst til. Og nemmere bliver det ikke af at spillerne er højere, bedre og mere sammenspillede end mig og at hver hold spiller med sit positionssytem efter serv. Vi spiller i 90 minutter. Jeg er fuldstændig færdig.
Stilheden i baderummet er næsten til at tage at føle på. Jeg skynder mig at gå i bad og få tøj på. Får næsten taget mod til mig for at spørge om det er samme tid, samme sted næste uge. Men jeg dropper det. Istedet er jeg den første ude fra omklædningen, og siger tak for idag. Der lyder ingen svar igen.