Så er ungen puttet. Den store af dem. Óliver – efter en efterårsferie uden megen tant og fjas. Vi havde lidt håbet på at vi var ved at flytte ud af anstalten, men sådan skulle det ikke være. Dog har der været gode stunder – den bedste var nok vores kæreste-holiday i Lasses lejlighed på Østerbro – bare de to forældre, alene med masser af penge, masser af tid og masser af sengeplads. Det var lækkert…
Ude foran livet venter så den næste store opgave – at lære de kære små poder at læse. Det er jo en glorværdig opgave der venter mig, som burde bibringe mig daglig stolthed og evig faglig lykke. Men jeg må nok indrømme jeg er en anelse rundforvirret om hvordan det skal gribes an – det kan være der står en flok dyslektiske, socialt ustabile og sortseende mennesker til eksamen om ni år – og så vil jeg sikkert til den tid blive klynget op og bedt om at recitere kanonen mens min venstre fod staver til myose baglæns igen og igen. Ak, ja. Grønne lærere…bliver sidenhen gule…
Det der podcasting var en forbigåer – som alt andet, så fandt jeg lige ud af hvordan man gjorde – og så var det så nok. Ikke noget med at ekesaltere sig ud i sublim kunnen. Men når jeg om føje tid sider i den islandske nat, så kan det da være at jeg genoptager det, med udsendelser fra polarcirklen.
Jeg har stædigt vedholdt at forsætte mit grafiske projekt omkring at lave en kalender for år 2006 – jeg har bare lidt problemer med at finde et sted der kan hæfte den. Jeg tror det bliver lidt noget rod at lave hæftningen selv, men det kan være det bliver nødvendigt.
Seneste shopping item – fighter bukser fra Nippon. Fucking behagelige at slakse rundt i.
- Ingen kommentarer til hid og did