Måned: september 2005

# Antal minutter jeg spilder mellem seriøst arbejde på en computer:
40

# Antal får jeg ejer:
1

# Antal stegepander jeg har kæmpet for at beholde:
1

# Antal sekunder jeg kan gå i bad, når vi er købet tør for olie:
50

# Antal gange jeg er blevet forvirret fordi Google var indstillet til at søge på serbisk:
2

# Antal gange jeg har bygget en drage:
1

# Antal sekunder en af mine hjemmebyggede drager kunne flyve:
12

# Antal sekunder Máni synes det var sjovt at sætte fars drage op:
150

# Antal gange jeg har ment det var morsomt når Erla rørte ved et stød-hegn:
1

# Antal gange Erla selv har åbnet lågen ud til vores får:
1

# Antal årsplaner jeg har fået færdig til tiden:
0

# Antal gange jeg har ment min far kunne lære mig noget om Volley-Ball:
0

# Antal gange min far har sagt “Du er en god holdkammerat, Kim”
0

# Antal gange jeg har ledt efter mine nøgler det seneste år:
200

# Antal gange jeg har overvejet at lægge dem det samme sted hver dag:
8

# Antal gange hvor jeg har droppet vaterpas til at sætte hylder op med:
2

# Antal skæve hylder i vores lejlighed:
1

# Plads i ‘familie’ kategorien på peak.dk (ud af 341)
271

- 1 kommentar til Stats 1

Erla har fået kvikkofobi. Det er desværre en ret alvorlig lidelse, som er vanskelig at kurere. Dens tydeligste kendetegn er at ofret, her Erla, begynder at få susen for ørene og får kvælningfornemmelse idet øjebilk en ejendomsmægler afslutter sætninger med “…og så skal I jo også tænke på at huset har et dejligt hvidt KVIK-Køkken”. Som jo er noget af det mest nosseløse, pæredanske, discount orienterede køkken-arrangement man kan forestille sig. Helvede for Erla bliver at stå og pudse de fine laminat-wannabe-marmorbordplader af hver aften, hvorefter hun sirligt opstiller de tidsløse høje glas med pasta, sukker og mel på en pæn lige række, præcis sådan at genskinnet fra en af de 5 halogen-indbygningsspots rammer det midterste låg på de tre glas og giver genskin i den store stål-emhætte fra Bauhaus. Og jo, jeg forstår hende da godt, men det er svært at nå at stoppe ejendomsmæglere i at sige det. Og det er svært at forhindre KVIK-køkkener. Løsningerne kan være alt fra livslangt byggerod til resignering forbundet med indmeldelse i Venstre og søndagsture til grillfest ved roklubben. Det er måske trivielt at høre det tavse skrig fra parret der frygter at de drukner i den store leverpostejsgrå mainstreamsnormalitet, men netop skriget i sig selv er jo der hvor leverpostejen skifter farve. Som Gramse sagde det: “Det eneste en frø kan sige for at gøre opmærksom på at den er noget særligt – det er nogen ganske særligt høje kvæk.” Men sålænge vi fedter bordpladen til i vores KVIK-køkken, sålænge vi stemmer til venstre for Venstre, sålænge vi kløver vort brænde selv, sålænge ungerne for beskidte fingre af at gå på brombær-rov, sålænge BeckPrinceStevieTom&Leonard synger med i baggrunden og julen også dufter en anelse af den sort islandske død – ja, så kan det vist kun blive hyggeligt, kærligt og ganske meget mere end kun lige til at holde ud…
Kort sagt, alt det her med at sælge og så skulle købe igen, er ved at få os til at lave bummelum i bukserne, men vi klarer det jo som altid – og som altid så skal det nok blive godt 😉 Så bare kryds fingre for os derude – og kom ned og hils på, inden stedet er helt solgt…

KVí€ K! – Kim…

- Ingen kommentarer til Kvikkofobi