Så har jeg fået 9 nye mennesker under vingerne – og mit 5. år på OE er startet. De er søde og interesserede – og lidt stille, men de skal nu nok komme efter det. Årgangen som sådan tegner godt, men man skal godt lige vænne sig til at hamsterhjulet er igang igen. Der er smæk på. Studiet er også startet, Erla har en ny stilling og Máni er startet på den nye ungeskole (otte sporet!) – så vi er pissetrætte allesammen, og savner meget at have noget familie i nærheden, som indimellem kunne passe unger eller invitere på mad, men sådan er det jo…
- Ingen kommentarer til OE – årgang 5.Gamersnight
Tre familier. Et stråtækt hus ved vandet. Og masser af brætspil. Det er et simpelt og solidt koncept. Fantastisk aften, som jeg så desværre kom til at afslutte lidt uheldigt, da jeg, uden at have prøvet spillet, tog det ny indkøbte “Dårligt Selskab” frem. Den danske kopi af Cards Againt Humanity. He, he. Det var en tåkrummende oplevelse. Teenagere og forældre, der alle inderst inde synes det var LANGT over stregen, men alle for høflige til at afbryde spillet. Fædre der måtte svare på hvad der gjorde dem liderlige, og drenge der måtte oplæse sætninger som “Gurgle sæd”. Oh, ak og ve. Jeg følte mig som en elefant i en glasbutik. En lille elefant af slagsen. Det gjorde så at Máni i dagene efter selv kom ned og foreslog at spille spil – lækkert samvær. Efteråret nærmer sig også, så nu skal der snart shoppes spil igen… Dagens favorit var La Boca og King of Tokyo.
- Ingen kommentarer til GamersnightUlven lever
Chil. En tvehalet fugl af en slags. Det var mit spejdernavn. Eller Badunskvat, alt efter hvordan det nu lige gik. Jeg havde mange gode år som blå spejder og mange gode minder. Særligt da jeg havde smidt mine våde underbukser ud i busken, men min spejderleder fandt dem – og min mor havde været så venlig at sy navn i. Dét husker jeg. Indtil videre har spejdeliver for Röskva været knapt så traumatiserende. Og der er flere og flere tøser i klassen som hopper med ombord. Og det er da et børnemiljø med fede oplevelser og gode værdier. Nu er hun så Ulv – stolt og stor. Men hun vil heldigvis stadig kløes på ryggen når hun skal sove…
- Ingen kommentarer til Ulven leverØKO-Fitness Fyn fejrer sin første åbningsdag…
ØkoFitness Fyn er stolte af at kunne meddele at fitnesscentrets første officielle åbningsdag forløb forrygende. Fire hærdebrede mænd fra lokalområdet mødte op, og arbejdede sig igennem samtlige udfordringer. Centret er derfor lukket på ubestemt tid, da der pt. ikke er noget at hugge i. Dagens fitness blev afsluttet behørigt med LowCarb Grill, tilsat en enkelt øl eller to. Det var formidabelt og ØF takker for den flotte start på konceptet!
- 2 kommentarer til ØKO-Fitness Fyn fejrer sin første åbningsdag…Hurra for HELLA
Min mor fejrede sin fødselsdag i weekenden – og lavede et class-act. Noget jeg aldrig har oplevet før og som virkelig tog kegler. Hun skrev en sang til sig selv på melodien “Jeg er havren” – og imponerede mig med både den mundrette metrik, den gode humor og det gode glimt i øjet. Det var god stemning, lige fra starten, og klart noget der bliver gjort alt for lidt af. Læg isære mærke til sjette vers 🙂
Ungerne fik lommepenge af bedstemor og nød et par dage med at tjulle rundt i Ebeltoft og så have en superhyggelig aften med masser af grin, vilde historier og lækker mad på en mongolsk restaurant i byen. Familien var forbi og Troels (og Erla) fik heldigvis lov til at låne lille Oskar, så de kunne slappe af…
Tak for en dejlig weekend, mutti 🙂
- 2 kommentarer til Hurra for HELLAUE Boom, boom, boom
Ahmen, hvor heldig har man lov at være. På en dag med regnvejr, meddeler computeren at den er klar til at installere det nye Windows 10 OG posten kommer med min nyligt bestilte UE BOOM. Det er da dejligt. Begge dele kan anbefales – Windows 10 virker indtil videre kvikt og logisk, og UE Boom spiller derudaf (vist endda 15 timer), med lækker lyd og et design som kan tåle en våd dansk sommer. Yes… Ellers går dagene med at samle Ikea møbler, sætte lister på Ólivers værelse, grille med venner og se græsset gro (og se en røvfuld film).
PS: Hvis du skal have en Bluetooth højttaler, så står det seriøse valg vist kun mellem denne og Bose Soundlink Mini (de kommer snart med en toer). Jeg synes du skal købe UE Boom, og det gør du billigst på amazon.de og så betale i euro. The Verge er enige, omend Bose vinder på lyd i så godt som alle tests, men det er jo lidt ligemeget hvis batteri, rækkevidde og forbindelse er dårlig…
Campingtur til det svenske.
Da min søde lillesøster er flyttet til Gøteborg med mand (som jo også er sød) og min dejlige nevø – og at vi på den måde jo næsten bor lige ved siden af hinanden – skulle vi jo mødes. Søster foreslog at vi mødtes ca. halvejs på camping.
Idéen er brandgod. Vi fulgte, en smule bekymrede, med i vejrudsigten, men besluttede os så for (som de friske islændinge vi er), bare at kaste os ud i det og ses og se hvad vejret havde at byde på. Man ved jo ikke, hvornår der kommer en weekend mulighed næste gang. Og hvor meget kan det regne i juli? 😉
Vi kørte fredag og mødtes til aftensmad på en rigtig fin campingplads, Lerbergets camping. Gensynsglæden var stor og det kærlige nevø gav og fik mange krammere og mange kys den aften. R, M og Ó elsker at lege med ham og han stornyder opmærksomheden. Moster E var igen glad for at få lov til at låne og kramme og holde og passe. Det er stort.
Fredag havde vi en hyggelig aften i stille vejr. Lørdag stod vi op til regn. Men der skulle jo opleves noget, når vi sådan var af sted, så af sted med os og se Nemis – et kunstværk – værd at se. Vi fik også varm kaffe og kakao på en meget hyggelig gammel café i slutningen af turen. Derefter bød dagen på minigolf på campingpladsen, aftensmad i fint vejr og så en skøn aftentur til Hågenæs, hvor man kunne bade ved havnen, lege på legeplads, spise is og det hele. Fantastisk.
Søndagen blev lidt kort, da R, K og jeg vågnede 4:30 ved blæst og regn og kunne ikke sove mere. Klokken 7 bagte jeg pandekager og så pakkede vi ellers bilen og kom hjem. Min unge, friske søster og familie kiggede lidt på Helsinborg, imens jeg tog mig middagslur herhjemme og fik pakket ud 🙂
ps. det er R der er faldet i søvn med bogen på næsen 😉
Ferie styrer. Familie styrer. Love rules.
- 3 kommentarer til Campingtur til det svenske.60 år? Vårhare…
Jeg har den røde og den blå familie. Den røde side er familien med et par kendte musikere, og så ellers et par stykker ud i de kreative erhverv. Der er også akademiske humanister og lidt i den retning. Den røde fortolkning i vores familie går mere på liberale holdninger og friheden til at gøre hvad der passer en. Ingen censur – og ofte et navlebaseret udgangspunkt, hvor det bjerg man selv står på, nok er det smukkeste. Det er der ikke noget galt med. Det er bare sådan det er. Vi er en flok røde, søde, frisindede egoister, som vil hinanden det allerbedste, når det lige passer. Så er der den blå side. Der har været mere end en enkel snak henover bordet, om hvorvidt det nu var dovendyret eller skolelærerne der var de mest afslappede dyr i verden. I den blå familie ejer man butikker, tøjmærker, arbejder i banker og har indtil flere huse i udlandet – og kører i fede biler. Men så rækker mine fordomme heller ikke længere. For her er der ikke tale om kalenderunderlagt egoisme, men derimod oprigtig interesse for hvordan det égentlig går. Og man hjælper hinanden med både huse, børnepasning, madlavning og selvfølgelig gode råd om økonomi – også selv om det er ubelejligt.
Hvorfor denne lille tirade? Well, jeg stemmer ikke blåt og Kasper Colling Nielsen skriver godt – så der er ofte lidt dissonans mellem mine fordomme om borgerlige, og så dem jeg møder i virkeligheden. Heldigvis. Per og Kirsten er skide søde. Per fyldte 60, så selvfølgelig kom vi derover. Og ganske som forventet, så var det vildt lækker mad, gode tider med fætre, kusiner, niecer og nevøer – og nattebadning i det månebelyste djurslandske hav med brormand… Tak for festen, det var hyl!
- 1 kommentar til 60 år? Vårhare…








































































