…blogbogstaver fra det sydfynske
så fik vi endelig brugt bedstefars julegave; en overnatning til Gl. Brydegaard. Der blev gået ture, spist lækker mad og knaldet – alt det som hører sig en god kærestetur til. Stedet var smukt og stemningen low-key og den sydfynske natur er jo altid god for en vandretur – og endda en omgang skinny-dipping i det marts-kolde hav. Tak for gaven 🙂
Så blev det Byskolens tur til at præsentere resultatet af en tema-uge. Denne gang med billedkunst, og Röskva havde selvfølgelig stor-nydt at være håndgribeligt kreativ i en hel uge. Det var ganske fint, eleverne havde kastet sig over mixed-media, drejeskulpturer på pladespillere, lyskunst gennem glas, sort/hvid portrætter og en del mere. Dejligt at kunne se der var blevet brugt tid og gået i dybden – og at lærerne havde givet den et ekstra nøk med fernisering, taler og drikkelse for at gøre det lidt ekstra fint 🙂
Svendborg Musikskole tænkte at de ville gøre det umulige – som de plejer. Nemlig at sætte alle skolens elever sammen hver dag i en uge, for at indøve klassiske satser med kor og det hele. Det er ren sisyfos og jeg tænker at man de første dage har lyst til at gå i havet og bare opgive ævred. Men så samler det sig. Så nærmerne intervallerne sig hinanden. Så løfter det sig. Og til sidst indbydes klapsalverne til koncert på byens gymnasium. Röskva var stolt og glad – og det samme var vi…
Så er vi kommet hjem fra turné i Tyskland med OE. En på mange måder fantastisk turné, med Máni og Röskva med på turen. Billeder er på vej, men lige nu vl vi bare lige blære os med at vi rent faktisk fandt Bernd das Brot, Erfurts bedste børneforlystelse. Det er en helt fantastisk statue, som forestiller et stort, levende brød. Det er simpelthen så sjovt og meget, meget livagtigt. Vi blev der i flere timer og tog masser af billeder, I kan godt glæde jer til at se dem. Så hvis I er i Erfurt med børn, så husk at finde Bernd, det er konge!
- Ingen kommentarer til Bernd das Brot
Jeg har ikke været udenfor Europa i 15 år. Eller, det har jeg så nu. Og selvom Norge, Letland, Island, Holland, Tyskland, Sverige, Spanien, Kroatien og Italien alle bød på fede oplevelser, så var jeg nok ved at drive Erla lidt til vanvid med min sukken om fremmede himmelstrøg uden IKEA, Starbucks og H&M. Så da far tilbød at give mig en rejse i 40-års gave, så synes Erla det lød som en god idé. Så imens hun og ungerne rejste til Island, drog far og jeg til Kerala i Indien.
Billetten stod egentlig åben, vi var forbi overvejelser om Peru, Bali og Kenya, men jeg havde lyst til at besøge min fars sagnomspundne Indien, hvor han havde en ungdomsrejse der slår de fleste. Den fortælling fik jeg en af aftenerne på turen; historier om hvordan det er at tomle gennem Afghanistan, køre Limousine gennem ørkenen og flatline i røgen fra vandpiberne. Der er stof til både film og bøger gemt i den rejse 🙂 Vi var ikke på helt samme tur, men Indien var stadig det helt rigtige valg.
Herunder kommer så nogen af billederne fra turen. Og rejseselskabets floromvundne beskrivelse, som endda ikke er helt ved siden af. Far havde fået gode råd af en ven, og havde sammen med Grace Tours fået lavet en rejseplan der fik os gennem Keralas backwaters og deres husbåde, Mararikystens palmer ved det indiske ocean, theplantagerne i bjergene ved Munnar og markederne og fiskerne i storbyen Kochi. Helt sublimt og planlagt i den perfekte rækkefølge…
Den var god nok. Efter en tumultarisk rejse, godt blæst bagover af jetlag, landede vi direkte i heftige Indien og deres forkærlighed for papirer, fingeraftryk og vagter. Direkte ud i den sindssyge, trafik-lys tomme storby, med trafikken i den engelske side af vejen og regler der opfindes henad vejen. To timers kørsel senere, bliver vi helt fortumlede smidt ombord i en husbåd – hvilket er ret perfekt. For der er intet andet at lave på en husbåd end at slappe af, komme sig over rejsen og vågne op til lyden, lugten, farverne og smagen af Indien…
Om aftenen lagde vi til for natten ved en lille landsby hvor der “tilfældigvis” var en massagehytte. De var nu meget søde, viste deres landsby frem og vi overgav os og bestilte en omgang helkropsmassage begge to. Det var magisk. At tage afsted fra Hareskoven i snevejr og blot 24 timer senere ligge i en palmehytte og få massage i tropenatten, til lyden af fugle og floden der driver forbi. Wow.
Ganske rigtigt. Lækkert værelse direkte ud til floden, midt på en lille ø. En lille enklave af simple huse, omgivet af vand og rismarker. Og selvom der var andre turister, så var det ikke mange der var plads til. Receptionen var en lille åben terasse, det eneste sted wifi (og et meget langsomt et af slagsen) og hyggelige spisepladser til 8. Næste morgen stod vi op kl. 6:30 for at gå med på morgentur i landsbyen ovre på fastlandet og om eftermiddagen fik jeg prøvet yoga. Jo, jeg gjorde. Ellers gik dagene med at læse, far fik besejret floden ved at svømme hele vejen over og hilse på de lokale, vi fik talt med nogle andre par (far taler med næsten alle han møder; manden er bygget af relationer) og en af aftenerne fik vi også en aftensejlads i de smalle kanaler mellem markerne…
Vi boede i første række, med udsigt ud over havet på 1. sal. Solen bankede ned over sandstranden, der lå 50 meter væk og imens blev der serveret nyfanget fisk, nyplukkede frugter og dagene gik med masser af badning, gåture i skumringen og snak med de andre gæster. Det var virkelig lækkert og 100% afslapning.
En af de sjove oplevelser var en lokale fiskeauktion, som vi stod op for at se. Fiskerne stævnede ud på havet kl. 04:00 om morgenen, og to timer senere kom de så hjem med deres fangst. Det var ret interssant at se den lokale “strandhøvding” stå og messe sin auktionsbud ud over dagens fangst – det så ud til at en ordentlig røvfuld rejer og fisk, efter to timers arbejde, kunne indkassere 30 DKK.
Vores lokale værtsfamilie, som drev Austin Beach Ville. Vi mødte en tysk par, som boede hos dem tre måneder hvert år; det kan man næsten godt forstå 🙂
Efter den bagende hede ved stranden, var det tid til de kolde bjerge. Der var kun 25 grader og meget smukt. Stedet vi skulle bo var simpelthen fantastisk. Virkelig nedtonet, anti-turistet, rent og lækkert. Med en smuk udsigt over dale og bjergkamme og tæt på en lille landsby med lokale handlende. Vi havde desværre kun to dage i bjergene, det kunne have været rart at have lidt flere; men så skulle rejsen have været længere – for jeg ville ikke undvære noget af det andet. Vi fik gået morgentur igen, meget smuk tur tidligt om morgen, vi fik vist alle de forskellige planter og dyr og om eftermiddagen fik vi også prøvet en jeeptur rundt på grusvejene.
Jeg havde selv en ret sjov oplevelse, da jeg lånte en mountainbike og cyklede ud i landskabet. Pludselig stod jeg i et hindu-tempel, og blev sammen med et nygift par indrulleret i en ceremoni, hvor jeg skulle males lidt på panden, drikke helligt vand og spise et eller andet jeg ikke ved hvad var. Munkene smilede og nikkede og sagde ingenting jeg forstod, men det var en stor oplevelse – og det nygifte par ville gerne lige have en selfie bagefter. Sjovt. Og så startede jagten på “rejsegaver” også til ungerne, så der blev fundet lidt skjorter til drengene og en kjole til datteren.
Så landede vi i turistgryden. En lokale indisk storby, med masser af trafik, tonsvis af backpackere og endeløse butikker som ville sælge gevandter, krydderier og postkort – og som selvfølgelig tog mod Visa. Det var godt vi afsluttede rejsen med disse dage, både på grund af det hektiske tempo der pludselig var, men også fordi vi indtil nu egentlig ikke havde følt os synderligt som turister. Turen indtil nu havde været meget lokalt forankret, og uden så mange andre – og nu var vi så pludselig omvandrende penge. Men fred være med det, sådan er det jo. Hele turen igennem havde inderne vist sig at være virkelig flink og imødekommende, og selvom vi nu i højere grad blot var kunder, så var det stadig den samme venlighed vi mødte.
Så vi afsluttede turen med sightseeing, en hel del shopping til dem derhjemme, et solnedganscruise på vandet og så ellers masser af hyggelige stunder på de lokale caféer og restaurenter. Alting kostede ingenting, så det var let at forfalde til shopping – og det ser ud til at gaverne faldt i god jord. Vi nåede endda postkortene, nu må vi se om de når frem.
Tak for turen, far, det var helt fantastisk – og lige hvad jeg trængte til. Og tak til min søde kvinde og kone, for at være med til at skabe muligheden 🙂 Jeg håber jeg kommer tilbage til Kerala en dag, det er flinke folk, der er smukt, varmt og billigt – og man føler sig ikke som en del af masseturismen, hvis man rejser på den måde vi gjorde.
Nāndi, Kim.
Kan man ikke få nok af billeder, så er alle billederne på Flickr lige her.
- Ingen kommentarer til Indien tur-returSå er der bygget et lille akustik-rum i rummet til optagelser af slams, speaks og forhåbentlig lidt radiodramatik… Terrænbatts, lægter og sort stof. Det virker 🙂
Jeg fik kæmpet mig ombord til DM for 5 gang, men denne gang tog hele familien afsted. Aarhus-foreningen for slam betalte for en del af opholdet, PSFyn betalte for transport, så vi fandt en lækker AirBnB og spiste ude på en okay-fin vietnamesisk restaurent. Selve DM? Well, altså. Mor hun kom jo også, så det var skønt. Så jeg havde jo fem forventningsfulde øjne hvilende på mig, men havde nok forregnet mig i forhold til tekst-kvalitet. Det er ikke en selvfølge at gå videre til 2. runde til DM, så man skal ikke gemme sin bedste tekst. Det lærte jeg på den hårde måde og røg ud i første runde. Hvilket jeg da var træt af, men på den anden side så synes jeg min tekst repræsenterede en type lyd-rytme slam, som resten af slammerne ikke havde med. Men det var synd for Röskva. Hun var grædefærdig over at se far få tæsk – hun var virkelig ked af det og sad og græd, da jeg kom ud i pausen. Men da hun så at jeg var helt ok, og jeg fik forklaret hende at det jo bare var en leg på ord, så fik hun det bedre. Måske også en sund livslektion for hende – at se at man kan fejle, og at det er ok, man har jo prøvet og det vigtigste er måske ikke altid at vinde. Ungerne var også med omme backstage og kunne sagtens mærke hyggen og den interne pjat mellem os slammere, som jo er en lille indspist flok der efterhånden har kendt hinanden i mange år. Vi prøver bare igen en anden gang, forhåbentlig.
Undervejs fik vi også lige besøgt et lille galleri, hygget med mutti og sagt farvel til Julie inden hun dribler til USA.
Der er ingen tvivl om at en af de bedste beslutninger vi har taget som forældre, var at flytte Óliver på friskole. Ikke at Röskva og Máni ikke også ville kunne trives i de samme frie rammer, der er bare det lille aberdabei at Máni og Röskva trives hvor de er. Men. Tilbage til ham Óliver. Vester Skerninge er på mange måder en fantastisk friskole, med sindssygt dygtige og charmrende lærere, luftige omgivelser og grundsolide værdier. Samtidig er det også en lille lokalskole, som indimellem lukker sig om sin egne referencer og orienteringer mod hvad der er vigtigt. Og måske var det grunden til at Óliver gerne ville have hele klassen hjem til fødselsdag. Så han kunne vise de lokale “landbørn” hvordan han boede inde i “storbyen” – eller for at vise sin fortælling frem, fordi han glad for hvor han bor. Så det gjorde vi. En uge for tidligt, da han skal på musikweekend næste weekend (hvor han ellers reelt fylder 12), men bedre tidligt end aldrig. Så vi havde hele flokken hjemme til at fejre det sidste år, inden Óliver bliver teenager. Vi bød på burritos og udeleg i mørket og alt var lige som det skulle være – og hr. og fru Bonghår klarede skærene i stiv arm, selvom vi måske nok havde glemt hvor sindssygt det er at fylde sit hus med 20 børn på 12 år. Dét er dælme skør butik. Hurra for ham, hurra for os og hurra for den lille friskole 🙂
