emtekaer.dk

Lige nu falder der hvid sne over byen, så Kim har hentet drengene i børnehave og de skulle ud og se om der var mulighed for at kælke et eller andet sted. Jeg har taget det roligt i dag. Har været super udmattet – træt. Hvilket måske er forståeligt nok, men nogle gange har jeg svært ved at sige til mig selv at nu er det nok og nu skal du slappe af unge dame 🙂 og hvile dig. Men der er jo også en del at se til, så jeg kan jo heller ikke bare sove tiden væk. Nåh, tilbage til dagen i dag. Röskva hoster og er snottet (har overtaget nu, da Kim er tilbage på job) og har været lidt vågen i nat, så vi sov til klokken 10. Og kom derfor ikke til pilates, men jeg havde nok også brug for søvnen. Ellers har vi bare taget det roligt, pakket en kasse, vasket lidt tøj og ryddet lidt op og datteren har taget sig nogle lange lure, hvilket nok er godt når hun er sådan lidt småsyg.

I går var vi til svømmeopvisning hos Máni. Super flot. Kim sætter nok lidt billeder ind snart. Jeg blev selvfølgelig rørt til tåre – jeg bliver frygtelig på hans første skoledag, bryllup eller noget i den retning… Óliver synes det var svært at se på, ville gerne være med. Han er lidt umulig lige for tiden. Og det er storebroren for den sags skyld også. Måske har de fået lidt for meget spænding over julen…??? F.eks. vil Óliver ikke sove om aftenen, det er kamp hver aften, eller rettere 5 gange om ugen. Og Máni har fået meget svært ved at falde i søvn. I går lå han i sin seng til klokken 21:30, hvor jeg så gav ham lov til at komme lidt ud og sendte ham ind igen klokken 22, hvorefter han så faldt i søvn. Røskva går i seng ca. samtidig med mig, så dvs. at aftenerne nogle gange går bare med at forsøge at få børnene til at sove. Lidt irriterende, men en fase – håber jeg :). I går kom Inga søster over, som hun tit gør om onsdagen, hvor vi har tv-aften. Kim tager ud i studiet og vi ser nogle “rigtig gode” serier, spiser popcorn og får snakket lidt. Rigtig godt. Og heldigvis var Inga her i går og hjalp mig igennem aftenen og vi fik da også pakket julegaver ind, så nu er en stor del af gaverne klare. Hyggeligt og dejligt. Men også en del kaotisk med de 3 børn, der havde svært ved at sove.

I øvrigt har jeg ikke fået skrevet om den forældresamtale jeg var til om Máni. Han fik også ros fra pædagogen. Hun var dog ikke ligeså beskrivende som Ólivers pædagog. Men her er lidt af det hun sagde om ham. Han er sød og opfører sig ordentligt og alle vil lege med ham. Han leger mest med biler og tegner når de er indenfor. Han er stadig bedste venner med Ivan. Når han er sammen med sin store gruppe, som nogle gange forbereder sig på at starte i skole, gør han tingene meget ordentligt. Han er ligeglad om alle andre er færdige, han gør det pænt og fint. Så fortalte pædagogen at de har besluttet sig for at drengene ikke må slås for sjov udenfor længere. Det måtte jeg jo opponere imod. Hvordan skal de så lære at slås og kende grænser, både sine og andres?. Fordi så vidt jeg ved, så slåsser drenge. Min mand slåsser stadig med sine brødre, så jeg antager at det ikke engang er noget de vokser fra. Ergo skal de lære at håndtere det. Nåh, men åbenbart er det flertallet i børnehaven der bestemmer, men jeg bad hende om at udtrykke min utilfredshed med denne beslutning.

Men tilbage til Máni. Han her jo lidt et småbesværligt humør nogle gange. Og det er jo værst for ham selv og derfor skal han lære at håndtere det. F.eks. hvis han bliver sur over en eller anden lille ting, så kan han ikke slippe det og er sur i lang tid. Det talte vi med ham om i går, om at man kunne beslutte sig for at være sej (fordi det er ret vigtigt at være sej ligefor tiden) og glad og at man ikke behøver at være sur længe, selv om man bliver irriteret. Så i går da han skulle i nattøj, ville han til at begynde at bøvle…. men så var han sød og jeg roste ham og sagde “se, hvor god du kan være, hvis du gider det” og han fortalte at han havde talt med sig selv inde i sit hoved og havde været lige ved at blive sur, men havde så besluttet sig for at være sød og det var han så”… godt at høre at det virker lidt at tale om tingene. Han er også lidt perfektionistisk, sådan at når han laver fejl, f.eks. når han skriver sit navn, så kan han nogle gange finde på at bare krølle det hele sammen og smide det ud, hvis ikke det er helt som han har tænkt sig. Så har han en enorm konkurrence mentalitet. Jeg har læst mig til at det er typisk for drenge og at nogle mener, at man skal give dem lov til at dyrke det. Men måske er det godt med balance – det bliver jo svært for ham i skolen, hvis han bliver sur hver gang han taber eller laver fejl. Så vi forsøger at hjælpe ham med at udvikle disse sider til noget positivt og styre det lidt. Sådan er det jo med forældre udfordringer at de ændrer sig, som børenene vokser og modnes. Og det er spændende.

Nåh, det blev vist til en længere smøre. Vi flytter mellem jul og nytår og vores nye adresse bliver:

Hæðargarður 46, 108 Rekjavík

knus fra Erla

I morges var Máni meget træt, så han fik lov til at sove lidt længere end han plejer. Han plejer at vågne som den første og ofte med masser af energi fra morgenstunden af. Men i dag kørte Kim og Óliver sammen af sted og Máni vågnede stille og roligt her med lille søster og mor. Han er dog en rutine dreng, og syntes det var svært at det var blevet for sent til at få morgenmad i børnehaven (som han plejer) og ville gerne blive kørt i børnehave (som han plejer), men udover det havde vi en god morgen herhjemme og så gik vi over i børnehaven. Det er en ret lang tur og vi fik snakket meget på vejen. Først handlede det kun om frosten og sandet der blev sat på fortovene, om hvor amma og afi boede nu og hvem der boede i deres hus, om fars skole (som vi gik forbi) og om at børn ikke må ryge men bedstemor har sådan en sjov maskine, hvor hun laver cigaretter i og nogle gange må jeg prøve den og det er sjovt. Altså bare sådan lidt almindelig snak. Men så kom de store emner lige pludselig da Máni udtrykte at han ikke ville blive gammel og dø. Og om alle blev gamle??? Heldigvis var det kortvarigt, da vi gik forbi løver og masser af julelys. Jeg har taget snakken om døden med ham nogle gange før, husker en nat i Stege, hvor han ville have styr på det og endte med at sige, først bliver man gammel, så får man stok og så dør man. Puha. Og jeg selv synes det er utrolig svært at forholde mig til døden, synes det er ubehageligt at tænke på og alligevel ved jeg jo, at den er uundgåelig og venter os alle. Men som sagt, et af de svære emner. Da vi nåede lidt længere kom et lidt sjovere emne på banen, men måske ligeså svært. Hvordan laver man børn og der forklarede jeg om ægget og sædcellen (er det måske lidt tidligt? :)) og at ægget så voksede og blev til et barn og hvordan kunne det nu lade sig gøre? og hvordan blev alle større og jeg skulle også bare vide at alle mennesker har været små og så vokser de. Alle!. Og da vi var nået der til, var vi heldigvis også nået over til børnehaven, hvor Máni blev afleveret med røde kinder, trætte ben og en trænet talemuskel…. moren gik hjem igen og fik lidt ro på sit hoved 🙂