Så lagde sneen sig endelig i mandfolke dyner over landet. Det er en ting man har savnet lidt, siden vi flyttede fra Island. Den sjaskede danske vinter er ikke videre inspirerende. Og endelig fik jeg brug for de pig-dæk der har siddet på cyklen i snart tre måneder. Den store forkromede plan var jo oprindeligt, at lige nu skulle vi have været på ski i nordsverige sammen med et hold venner og vores tre unger. Men da det inkluderede 1000 km kørsel og tre unger der ikke er helt parate til flere timer på ski hver dag, så valgte vi at trække stikket ud. Stadig en fornuftig disposition, skulle jeg mene. I stedet bliver vi hjemme og læser SMS´er fra Lars som er på Cuba, mens vi ordner nogle af de ting vi ikke lige har nået siden jul. Hvilket indbefatter kvalitets tid uden børn for ægteparret, opsætning af lister i entreen, lidt malearbejde og så se lidt film, et par timers boglæsning og måske en koncert.
Den sidste dag på skolen inden vinterferien blev sluttet af med tre timers underholdnings-kavalkade med de store elever, hvilket var sjovt. Ringridning og pornopolka var absolut storfavoritter, men lidt klassisk “spise-lakrids-snører-dreng-og-pige-i-7-klasse” var også rørende at se på. Kan I huske hvor dødeligt forelsket man var dengang? Det var jo ikke til at holde ud. Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal klare mine drenges hjertesorger, når de engang når dertil. Lige nu er de heldigvis mest optaget af farven på de ondes lyssværd og om superhelte findes. Og der kan jeg da godt se, at konen og jeg måske stikker lidt ud. For vi gør vores absolut bedste for at fylde dem med løgn, og hårdnakket påstå at både Gud, superhelte, nisser, julemænd og tordenguden Thor findes og lever i bedste velgående. Det gør da verden lidt sjovere. Så må vi så bare håbe at vi – og vores unger – ikke taber alt for meget ansigt, hvis de nu skulle være så blåøjede at tro på Hr. og Fru Linnet/Ingvarsdóttir i et par år endnu. Nå, men efter en festlig fredag, så har vi været ude at give den gas på en af Danmarks fedeste kælkebakker, galgebakken i Svendborg. Kun tre minutter fra hvor vi bor. Bakken er med “rygbrækker”-hop, halfpipe og hele molevitten. Og Óliver tyrede selvfølgelig derudaf, mens Máni stod og så mistroisk ud og synes det var federe at prøve at skyde os ned med snebolde imens. Derefter er weekenden gået med fernisering nede på SAK, biblioteksbesøg, oprydning, bagning, lange gåture, andefodring og almen familiehygge. Det var lækkert igen at se noget kunst, og efter en times surf på Fecalface efterfølgende, så blev lysten til at komme igang med at male da vakt igen. Jeg skal bare liiiiige nogle andre ting først 😉 Men her er lidt blandede pix fra livet anno 2009:
Galgebakken

Perlende, dansk harmoni

Sol i Svendborg

Is it a bird?

Opsætning af plakater for Poetry Slam…

-
4 kommentarer til Livet er det der hænder dig, mens du har travlt med at lægge andre planer…