emtekaer.dk

VI stod og glippede med øjnene tre timer før flyafgang. Lidt vel tidligt på den. Suset af København havde ikke helt lagt sig – måske er en af sidegevinsterne ved at være flyttet til Svendborg at man nu rent faktisk nyder at få duften af brosten lidt indenbords. Vi lånte Jeppe og Annas lejlighed og fik os en pizza og hvedeøl til aftensmad nede i skydebanehaven, mens ungerne drev rundt imellem soppebassiner og legestativer. Flyturen gik over al forventning. At konen så har udsat sig selv for samme tur, uden at være to voksne, tidligere på året, det fatter jeg ikke. Og uanset hvor meget en børnefamilie påstår at en tre-timers flyvetur gik uden problemer, så lyver de altid lidt. På den anden side, så er alt jo relativt – dvs. at den gik flyvende i forhold til at der var ingen gråd, simultan søvn fra ungerne og ingen belskift. Der var masser af traven frem og tilbage, overfede medpassagerer og andre irriterende unger, men det kunne som sagt have været meget værre. Huset vi er landet passer os glimrende. Der er to legeværelser til ungerne, det ligger lige ved siden af en superfed, nyrenoveret svømmehal og i samme bydel som svigerfar. Efter indflytning tog vi over til svigerfar og fik grillet lammelår – og ungerne tog sig en tur i jacuzien med Solveig og Arnor. Efter en omgang sondering ved middagssnakken, lader det til at alt er ved det gamle. Folk passer deres arbejde og deres studier, har ikke tænkt sig at blive skilt, får nogle børn og starter vel en lille revolution hist og pist. Derefter tog vi ned i midtbyen for at gøre Kim lidt jaloux. Eller det vil sige at vi skulle ned og låne et jakkesæt til den begravelse vi var til i dag, for sådan noget som jakkesæt er ikke noget som hverken Kim ejer eller som han har lyst til at tage på efter han selv har rejst med det. Henny og Kristjan havde fået sig et superhyggeligt to-etagers hus fra 1908 i midten af Reykjavik, som de var ved at sætte i stand på den gammeldags maner. Mand, det var lækkert. Osede af Reykjavik og gode gamle dage. Klokken var efterhånden 23 efter en omgang snak, så vi tog hjem for at putte unger – Röskva plagede om at sove 🙂 I dag startede dagen så med at Máni fik 39,4 i feber – og vi skulle til begravelse. Så moster tog ungerne, jeg iklædte mig kejserens nye klæder, og vi tog over for at begrave Erlas farmor. Jeg skulle bære kisten sammen med Erla og seks andre – hvilket i forvejen havde gjort mig en anelse nervøs. Men ved hjælp af spejling og gode instrukser blev det en både smuk og vellykket begravelse. Det var forresten både samme præst og i samme kirke som Röskva blev døbt, hvilket for mig skabte gode bånd. Lige nu er Máni ved at komme sig, Óliver er taget i spejderhytte med resten af familien og Röskva og jeg er trætte efter turens første omgang svømning. Hun ville SELV køre i alle rutschebaner – hvilket hun (næsten) fik lov til. Så imorgen tager vi så på landet sammen med resten af familien – og håber Máni kan klare det. Næste uge skal jeg så i lydstudie tre gange for at indtale en dansk børnebog på 104 sider, tjekke op på udstilling – og sikkert i sommerhus med familien. Det er fedt at være tilbage 🙂

Når man som jeg og Erla er et par rodløse unge mennesker, der prøver at få tre børn, ny by og jobs til at gå op i en højere enhed, så er det ubeskriveligt lækkert at se at vi kan samle så mange dejlige mennesker omkring os. Vi havde en fantastisk dag med jer allesammen, og vi går stadig og smiler over den fede fest vi havde. Tak for alle de gode grin, for de dejlige gaver, for den lækre mad og for at vise både danseglæde, børneoverskud, praktisk håndelag og for at give uvirderlige vennetjenester når vi nu ikke har nogen bil selv. Vores dejlige hus og have fik en stor bunke karma smidt ind, naboerne fik mødt baglandet og dem af jer vi har talt med siden, virker også overmåde tilfredse med weekendens fest. Det var formidabelt 🙂

Mi casa, su casa –

Kim, Erla, Máni, Óliver, Röskva og Múggi.