Kategori: Ólivers blog

Sidst ankommende, jo, jo. Ane og Andreas har været der fire gange. Jeppe og Anna har været der én gang. Og nu var det så vores tur. Erla har drømt om det i fire år, siger hun. Der er mange ting man kan drømme om i fire år. Men denne her gang var det noget som kunne købes for penge, så hun fik en tur i Astrid LIndgrens Värld, med hytte til fem og to dages entré i julegave. Og heldigvis tog hun mig og ungerne med. Dét var tur. Vi startede med en enkelt overnatning tæt på Vimmerby (jo, den by findes), ved en lowkey campingplads uden forstyrrende luksus, ved søbredden, med myg, regnbuer, punkterede luftmadrasser og det hele.Detaljen med madrasser gjorde at Erla måtte på eventyr i de svenske byggemarkeder hen under aften, men hun klarede det med stil. Svensk idyl.
Næste dag ankom vi så til Astrids Verden. Der er ingen rutschebaner. Ingen candyfloss. Ingen radiobiler. Og heller ingen kø. Til gengæld er der mere end 60 skuespillere, et væld af full- og minisizee miljøer fra bøgerne – og veludstyrede amfiscener, med både lys, lyd og musik – og trådløse headsets til folkene på scenen. Det er god stil og et slaraffenland for Röskva.  Og lur mig om ikke også Máni, Óliver og forældrene havde en god tid. Om aftenen følte vi os hensat til The Truman Show, da vi overnattede i stugbyen. Mere end 100 små røde hytter, med en anseelig andel af volvoer – og selvfølgelig børn over det hele. En stor omgang jævnaldrende kloner, som prøvede at balancere en let aftenbrandert med korrekt timing af aftensmad, et styrbart sukkerforbrug hos ungerne og en ihærdig indsats for at udvise interesse for forslag om alt fra gæt og grimasser til kortspil og minigolf. Det var hárligt.

Efter Astrid Lindgrens Várld tog vi mod syd, for at campere i to dage. Vi havde været vilde og impulsive hjemmefra, og ikke undersøgt en døjt. Vi besluttede os for at det skulle være efter to timers kørsel. Vi tog ind til Vimmerby, fandt et turistkontor og en campingbrochure – og efter kortgennemgang og GPS-Check, kørte vi afsted. Oh, no….
Den først campingplads vi ankom til var 4-stjernet, havde fast et omrejsende cirkus på pladsen og virkede bare ikke så idyllsik og lowkey, som den fede statusopdatering man havde håbet på. Röskva spottede cirkuset med det samme, men vi tænkte at ungerne, og vi selv, havde brug for noget mere afslappet. Vi kørte 10 kilometer videre til den næste campingplads.
2-stjernet. Og stedet emmede af idyl. Det var en sød gammel mormor som tog i mod os. Man kunne leje både. Det lå ned til søen. Hun havde ingen dankortterminal – fluesmækker, hvor romantisk! Og registrering med kuglepen! I notesbog! Hurra! Vi så os lidt omkring på pladsen. En trind og sød mand fra Danmark kom over til os for at spørge om vi… om igen. Det fedeste læs, i bar mave, med charterrøv og fedtet skæg kom hen for at se os an. Det rev os ud af idyllen, og vi fandt hurtigt en plads. Klokken var nu 20:20 om aftnen, solen var ved at gå ned, ungerne havde ikke spist aftensmad og teltet var ikke slået op. Men pludselig så vi os omkring. Der var ingen andre børn. Ingen hoppepude. Intet cirkus. I køkkenet var der ikke noget kogegrej. Og stedets sjæl ændrede pludselig karakter. Vi ville blive slået ihjel og bestjålet. Pladsen var fyldt med østeuropæere og tykke, halvnøgne mænd – og ingen børn. Stedet lå afsides, kun søen ville kunne høre vores skrig. Vi fortrød. Stak halen mellem benene. Vores selvforståelse i retning af at være fordomsfrie og åbne mennesker led et knæk. Og klokken var 20:40.
Vi kørte videre til den næste. Der var fyldt med mennesker. Indgang til pladsen, til fods, kostede 140.-, men vi måtte gerne kigge. Manden i modtagevagten var lidt beruset. Vi lod ungerne sidde i bilen og løb ind. Skyndte at tjekke for to ting – var der børn og legeområder – og hvor fanden var køkkenet? Men pludselig stod vi stille. Stirrede i vantro mod den åbne friluftsbalsal, i svensk rødt træ, lige ned til søen. Der, lige ved siden af søen, stod 100+ ældre, og svingede hofterne til vel nok det største udendørs halbal for svenskere vi har set i nyere tid. Og der var drøn på. Fadølsanlægget kørte lystigt. Og det var ingen hoppepuder, omend nogen af damerne nok håbede på at opnå den status i løbet af aftenen. Fælleskøkkekenet var igen kun et rum udstyret med blus og vask – ingen service til låns. Vi havde vores eget med, men en ekstra gryde i stedet for Trangiaen kunne være rart. Vi gik tilbage til indgangen og spurgte hvornår Damhuskroen lukkede? “Kl 23 i kváll – i morgon er det klukkan 01…” Suk. Og klokken var nu 21. Vi havde tre sultne børn, ingen mad og et uudpakket telt. Fuuuck. Uroen begyndte at brede sig. Vi tog en rask beslutning. Kørte tilbage til den 4-stjernede cirkusplads og tænkte at det var det bedste valg ud af tre onder…
Og vi havde to fede dage. Vores naboer var jævnaldrende, med unger der havde navne som “Gaia” og “Falke” , som skulle starte i Rudlf Steiner børnehave efter sommer. Det hjalp på selvforståelsen. Hvis de kunne sove her, så kunne vi også. Det blev til to fine dage i høj sol, med masser af hygge. Mad på tube. Lunkne øl. Myg. Sejlads. Minigolf. Kortspil. Bueskydning. Krusbärcider. Badning i søen. 26+ gradeer og alt det jazz. Køkkenet havde igen ingenting, så note to self: husk ekstra kogegrej, tallerkner osv.

Nu er vi hjemme. I et superlækkert, rengjort hus, som svigermor har efterladt i tiptop stand. Vi bestod campingprøven med glans (vi mangler lidt grej, men det gør man jo altid), og begiver os gerne ud i det blå med telt og unger på. Det kan anbefales! Og det samme kan Astrid Lindgrens Värld.