Mine elever skulle tage en pröve i morges i dansk. Hvorefter en af pigerne i frikvarteret var ret opsat på at vise mig et klip på youtube. Jeg fornemmer hun ikke er superglad for dansk – men klippet er altså ret griner, måske endda hvis man ikke forstår islandsk.
- Ingen kommentarer til Danmörk er ömurlegt landEt lille stykke af paradis findes mellem 15:49 og 15:55
Der er en særlig tid hver onsdag hvor jeg under mig selv en særlig luksus. Udefra er det ikke noget særligt. Det er bare en pølse i en pølsevogn og en kakaomælk. Men hver onsdag, når jeg er færdig med at undervise i 8 timer og så derefter et lærermøde – og jeg skal skynde mig for at nå at hente ungerne inden kl. 16:00, så Máni kan nå i svømmeskole kl 16:30 og vi derefter skal lave mad derhjemme. Så er det magisk. Det er som om disse seks minutter, i en ofte regnvåd og tyst pølsevogn i Reykjavik, står for et særligt tilvalg af personlig frihed. En tilfredsstillelse af det fysiske behov efter en lang dag – og så frigørelsen fra alle de behov der ellers hver onsdag kommer fra andre. Jeg tror ikke jeg kommer til at smage pølser der smager bedre en denne ene ugentlige onsdags pølse. Og jeg kan ofte begynde at glæde mig til den halvvejs igennem lærermødet.
Efter bidden af paradis idag, så var jeg til ultrenørdefilmen over alle. Helvetica – en dokumentarfilm om en skrifttype (7.8 i IMDB score). Og jeg gætter da på at jeg har været i ophedede diskussioner med ihverfald 5 eller 6 af vores faste læsere derude. Om at
Times New Roman skulle brændes i helvede og at
Garamond er vejen frem hvis man vil noget. Det var superfedt at se Brody, Carson, Spiekermann og Norm blive præcis ligeså begejstrede og entusiastiske som jeg selv over emner som
Helvetica,
Arial og mange andre. Og mens min kollega sad og halvsov ved siden af mig, så lod jeg mig inspirere og forundre – og sad og drømte om at lave min egen skrifttype en dag, mens min mening om Helvetica svingede fra dybfølt foragt til inderlig kærlighed. Det var fedt…
Så for at teste jer lidt, så prøvlige engang og se om I kan ramme Helvetica ud af de her par eksempler. Aftstemning til venstra som altid…
1:
hop
2:
hop
3:
hop
4:
hop
5:
hop
Blogged with Flock
- 2 kommentarer til Et lille stykke af paradis findes mellem 15:49 og 15:55Heima
Derude langs kanten af Island lever de også. Som de har gjort i generationer. Og mens den islandske vind blæser ned fra fjeldene og havet tager sine ofre, så står de imod, står sammen, lever, elsker og dør. I går var jeg inde og se premieren på Sígúr Rós nye dokumentar film “Heima” om en spontan tour de lavede sidste år, hvor de i 2 uger rejste rundt på island og gav gratis koncerter. For at give noget tilbage til det land og det folk der har støbt dem. Man kom til at knuselske de kære islændinge ude på landet. Dem der står på den anden side af posh-wannabe RVK 101, i deres uldtrøjer og slidte bukser og lader sig bjergtage af en fandinvoldsk koncert i den gamle, nedlagte fiskefabrik. Nu er bandet så også ret sublimt, med både horn, celloer, trædeorgel, akustisk bas og så videre. Og filmen dvæler ved forfaldet, ved det håndgjorte og ved det storslåede. Og er med et stort centrum placeret i musikken, i stedet for “Rocket Brothers agtig” socialrealisme om “interne spændinger i bandet” og deslige. Hvis filmen kommer til Danmark, så gå ind og se den. Den er et meget præcist portræt af det oprigtige Island som findes uden for byens flimmer…
Filmen er åbningsfilmen til Reykjavik International Film Festival som startede i går. Og som selvfølgelig har alt for meget at byde på. Men en af tingene vi blandt andet skal, er at daffe i svømmehallen lørdag aften og se – og høre – film som bliver vist på bunden af det lokale svømmebad. De starter med lidt børnevenlige ting, hvorefter de viser den originale “Jaws”. Der tror jeg så nok vi tager hjem 😉 Well, hygge derude. Og bare rolig Sólrún, jeg skal nok snart skrive om nogen spændende computer-ting, så du ikke kommer til at kede dig…
PS: Og hey Frank, giv din kvinde en sang på din fiol og sig tillykke fra os oppe nordpå…
- Ingen kommentarer til HeimaFernisering og fest. Lars spiller et Gig på Babalu og atelieret holder fest igen dagen efter. Living in the City…
Aron og jeg startede med at hænge op torsdag…
Og for første gang i 2 år kom det islandske folk til tiden 🙂
Det glade ægtepar.
Matti og Snæja. Nybagte sommerhusejere og havbadere begge to…
Røskva og Ingvar opførste sig forbilledeligt til ferniseringen. De var for en gangs skyld begge to meget nemme og søde at have med 😉
Aron – manden der anerkendte min kunst og sagde ja til udstillingen 🙂
Svigermor og drengene kommer med til festen…
Far og søster er klar…
Den stolte kunstner viser frem…
De smukke søstre.
Lars og Raggi står og joker.
Og hvis man tror at en restriktiv alkoholpolitik gør at folk drikker mindre, så er det forkort. De 4 kasser øl røg på 1½ time.
Mmmh. Heineken. Godt efter flere måneders venten.
Galleriejerne med venner…
Bandet Grrrrr spillede op til dans….
Det er ret griner at se hvordan folk står og vender og drejers sig nå de skal nærstudere billederne…
Dagen efter landede Lars et Gig på café Babalu i Downtown Reykjavik.
Lars kommer med en pointe.
Kåre og Thorbjørn. Også kendt som bandet “Grrrrr” (siges ens på islandsk og dansk)
Derefter var der fest ude i studiet. Jeg er lidt ramtt her efter gårsdagens fernisering, men der er ikke noget som en ekstra bytur der kan hjælpe på tømmemænd. Jeg har forresten også fået plads ude i studiet/atelieret til at male, så jeg nu kan fordive de mørke vintertimer med noget kreativt.
Kim, Thorbjørn, Kåre og Ingunn.
Louise med hendes veninde Saga. Saga tog Louise på en bytur i det islandske natteliv.
Og der er allerede solgt tre billeder…
Blogged with Flock
- 3 kommentarer til Fernisering og fest. Lars spiller et Gig på Babalu og atelieret holder fest igen dagen efter. Living in the City…Living in the city! From 20:00 to 22:30 tonight!
Grrrrraaaand Opening Night!
19:30 – Kim Arrives at Hverfisgötu 37. Nervous and excited.
19:32 – Kim opens his first beer.
20:00 – Erla, Lars, Louise, Máni, Óliver and Röskva arrives.
20:02 – Máni and Óliver eats the first lollipops.
20:07 – People start to arrive.
20:08 – People say Wow!
20:31 – The band arrives, sets up their stuff. People get excited. Say Wow! again. And they start drinking the free Gin instead of the free beer.
20:45 – The owner of Foss Hotels drops by and buys all the artwork. Kim gets excited. Erla says Wow!
21:00 – The band starts playing. People go absolutely crazy, starts moshpitting and crowdsurfing instantly.
22:00 – The police comes. When they see the artwork and all the goodlooking people, they throw their uniforms and starts dancing. The shorter policeman does a headspin.
22:30 – Gallery Gel suddenly becomes too little for the wild crowd, and the all the shiny, happy people walks out, aiming for the first and best bar to celebrate that the night and spirit is still sooo immensly young.
And the rest will become history….
Looking forward to seeing you all!
Warm hugs and headspin – Kim.
- 5 kommentarer til Living in the city! From 20:00 to 22:30 tonight!Alle dem der synes at Troels skal sætte en video på Youtube af hvor dygtig han er til at kitesurfe…
…de skal skrive en kommentar hvor de plager ham så godt de kan.
- 3 kommentarer til Alle dem der synes at Troels skal sætte en video på Youtube af hvor dygtig han er til at kitesurfe…Esjan klæder sig på…
I dag står frosten tindrende klart uden for vinduet. Høsten kom og gik på en uge og det er nu blevet vinter på Island – i det mindste for dem der ikke er indførdte. Fjeldene uden for vinduet er begyndt at blive hvide på toppen og snegrænsen bevæger sig roligt ned mod byen, hvor vandpytterne er bedgyndt at få et tyndt lag is. Koldt. Igen. Og sikkert de næste 6 måneder…
I går var vi ude til Septembers fåreindfangning. I stormende, iskold regn. Máni gik modigt frem mod den store fåreflok og hjalp med at få dem ind i folden. I mens stod Óliver og kiggede på sin modige storebror, hvilket på sin hvis også må have krævet sit, da han 5 minutter senere spiste 4 store skåle kødsuppe. Procentsatsen af islndske gener i Ólivers blod må ligge ret højt.
Blogged with Flock
- Ingen kommentarer til Esjan klæder sig på…Mit faderhjerte bløder…
I går holdte vi min store søns 5 års fødselsdag. Et stort tal. På toppen af rangstigen i børnehaven. Sidste år før den store skole. I den seneste uge havde vi talt ned. Snakket sammen om hvor mange gang han skulle sove endnu indtil det var hans rigtige fødselsdag. Han vågnede kl. 8 om morgenen og kunne næste ikke vente til kl. 14 hvor gæsterne skulle komme. 6 timer – det er lang tid. Men heldigvis kom Vésteinn et par timer før inden han skulle på arbejde og gav Máni 4 store pakker fra bedsteforældrene på Island. Og her startede så det der skulle vise sig at blive ved. Han fik nemlig tøj. Tøj, tøj, tøj og tøj. Og på et tidspunkt kunne jeg mærke tårene presse sig på da jeg stod og så på min store dreng lege febrilsk med det ene stykke legetøj han fik – en lille politimotorcykel – og sige “viuu viuu ivuu” altimens han kiggede på bjerget af tøj på sit gavebord og spurgte “Hvorfor er der ikke flere pakker, far?”
Jeg synes det var sååå synd for ham. Og vi havde gået sammen og kigget på legetøj i flere uger hver gang vi handlede ind, og han havde lært ikke at plage men istedet sige “Det her ønsker jeg mig til min fødselsdag far…”. Og jeg havde lovet mig selv at jeg ville sætte en ønskeliste op på hjemmesiden med hans ønsker. Hvilket jeg ikke fik gjort. Og selv gav vi ham en kasse med 1800 legoklodser, men lego havde han jo faktisk ikke ønsket sig, da han ikke er helt gammel nok til det endnu… Så idag så tager vi ud og bruger alle pengene fra oldemor på legetøj, så både far og søn kan få det lidt bedre. Og inden at alle gæsterne fra igår nu synes jeg er et utaknemmeligt skarn, så vil jeg da sige at maden smagte fantastisk og vi er ovenud glade for at I hjalp til og at Máni ser de brandgodt ud i sit nye tøj, det var en fed tur i svømmehallen og så videre…men stadigvæk…
Da jeg sad og græd ud i favnen hos en af mine danske kolleger på lærerværelset, så kunne han godt forstå mig – og sagde at han prøvede altid at gøre en dyd ud af at komme med det legetøj som fødselsdagsbarnet legede med resten af dagen. Det behøver jo ikke altid at være det dyreste, men nærmere det sjoveste (kan du huske da du kom med hans første sværd nede på Møn, Jeppe?). Det er da en fed udfordring og måske den rigtige måde at tage det på.
Og hvad kan Kim så lære af det?
1. Han skal huske på hvad hans børn ønsker sig i fødselsdagsgave. Og fortælle folk det, hvis de altså ringer og spørger.
2. Han skal huske ikke bare at lade Erla ordne alt med gaver, men nogengange selv ringe til de børn i familien der har fødselsdag og spørge dem hvad de ønsker sig.
Eller bare nogengange tænke på hvilket slags legetøj ungerne i børnehaven/frtidshjemmet/skolen selv tager med når de vil vise hvilke nogen fede, nye ting de lige har fået.
3. Hvis han er helt idé forladt og har møgtravlt, så skal han ringe til forældrene en uge før fødselsdagen og give dem nogen penge og spørge om de ikke vil være søde at købe en gave for ham, så deres barn kan åbne en gave for pengene på selve dagen…
Kære Máni skat, nu kommer jeg og henter jer om en halv time og så sætter vi din lillebror af derhjemme så vi to kan komme ud og købe noget legetøj… Knus fra farmand. (og gad vide hvor gammel du er når du første gang sidder og læser din mors og fars blog på internettet…)
- 5 kommentarer til Mit faderhjerte bløder…