Kategori: Kims blog

De seneste par dage er der indløbet indtil flere slut-ordrer på mine billeder, så lige nu er jeg i gang med at få trykt 3 af de store planet-billeder, jeg har hentet 2 malerier og 2 fotos ude fra gemmerne i studiet og så laver jeg også et glas-panorama til mig og Fruen, så vi kan få lidt island med os til Danmark. Det er jo superfedt at Island har givet mig et så kraftigt skub i den retning – og en masse selvtillid der gør at jeg har endog meget lyst til at blive ved. Det gør mig meget glad at vide jeg kan lave noget som folk vil have. Og som måske endda om 50 år bliver givet i arv til børnene eller solgt videre til andre venner.
Erlas mor har også givet os et kunstværk i bryllupsgave og jeg har da lagt mærke til – under vores jagt i de islandske gallerier – at der er lidt langt imellem de vilde og vovede værker. Men det er jo sikkert fordi afsætningen sker til dem med penge mellem hænderne og de skal helst have noget kunst der passer til Bo Bedre stilen og de italienske lamper. Hvilket er helt cool med mig, jeg vil bare gerne have noget andet 🙂 Desuden er der i dag indløbet en mail fra Rådhuset i Reykjavik – som har en flot udstillingssal ved søen midt i byen – som siger at jeg gerne må få en udstilling, så det er jo super fedt – lidt heftig timing, men vi prøver…

Og så er kimlinnet.dk også blevet pudset af, nu da det ser ud til at der stadig er interesse. Varelageret er opdateret, uvedkommende indhold skåret væk og softwaren bag ved hjemmesiden er opdateret, så det hele går lidt hurtigere…

Så videre, bare videre mand, videre der er mere land. Videre, der er meget vi skal nå, videre, der skal kog på! Love’n’all – Kim. ..

****SPOILER****

…så var jeg inde at se alfahannen over dem alle i går – Indiana Jones. Dengang jeg var lille var han jo for vild. Siden da er jeg blevet ældre – og det er han godt nok også. Jeg tror at Lucas og Steven i en eller anden nostalgi-rus har siddet og flippet over deres ungdoms 50¨er æstetik og så gået amok i props og en stereotyp casting af Russere, der ville få McCarthy til at udbryde “Jeg sagde det jo!”. Andelen af pagefrisurer, khosak-danseoptrin, UFO´er og gamle mænd i den film overgår langt det anstændige. Desuden mindes jeg ikke at have været synderligt langsomt i opfattelsen da jeg var lille (hvis der er nogen der vil opponere, så ring til mine forældre), men jeg skal love for at enhver pointe skal skæres ud i pap og gentages for kong Volmer nutildags. Eksempelsvis:

Sam “So I dont understand that thing about a golden city. There was no golden city”

Indy: “It´s because in mayan ´gold´ means ´knowledge´”

Indy: “So ´city of gold´ means ´city of knowledge´”

Indy: “Knowledge was their treasure. Their Treasure was knowledge, not gold…””

Okay – er det i tilfælde af at der er folk med alzheimers blandt publikum eller går de bare ud fra at folk er dumme som vådt pap i dag? Og sådan var det hele filmen igennem. Plus et par scener med alt for tydeligt bluescreen, alt for tydelig studie-belysning og så en hær af myrer der er så sultne at de slæber en mand ned i deres myretue…come on. Så sulten kan man da ikke være.

Jeg tror jeg er blevet for gammel til Indy – eller også er han blevet for gammel til mig. Og jeg fatter ikke alle de stjerner den har fået i de danske aviser. Men så igen, måske er den blevet anmeldt af anmeldere på 45+ år, som føler sig unge ved at se Harrison Ford med gråt hår – og som er lykkelige for at der endelig er et filmmanuskript der går så tilpas langsomt til at de kan følge med.

Well, det kunne være man skulle se lidt mere af Reykjavik Arts Festval inden den lukker, i stedet for at bruge tiden i biografens mainstream mørke. Den seneste udstilling jeg har set, sammen med Röskva, var af Eliasson og andre og den var formidabel. Lydskulpturer, kradse farver og store værker.

…for så er jeg sikker på at jeg havde tid. Tid til at lave Steampunk kreationer. H.G. Well, Jules Verne, Mary Shelley og det viktorianske england har inspireret en bølge af designere til at lave ting der spænder over alt fra lamper, mus og keyboards til bærbare og biler. Og jeg ved jo godt at jeg som regel hopper i seng med enhver modebølge der breder sig på nettet, men denne her kobling af romantik, gamle dage og så ny teknologi har en æstetik og et design som jeg er helt vild med. Kan I huske den lampe vi havde hængende i Hostrups Have som lignede en motordel fra et rumskib? Den var lidt derhen af. Og N.Y.T. har også en længere artikel om fænomenet… Se bare her:

Art Donovan:

Steampunkworkshop:

Fra det her…

Til det her:

…og en USB mus:

…og så er der endda noget der ligner min fødselsdagsgave (Grado Labs Headset) fra da jeg blev 30:

Well, jeg er ikke 67 endnu. Det må vente.

Tegn på sommer er vel forskelligt fra sted til sted. I Spanien sætter de is i sangriaen. I Danmark får man en Weber-blødning og begynder at åbne øl. I Island skifter man pigdækkene ud med almindelige dæk – også på cyklen. Så det har vi gjort. Og så har jeg lige opdaget at jeg bor lige ved siden af Reykjaviks smukkeste dal. Der er et kæmpe område fyldt med klipper, vandfald, nåleskove og lange cykelstier. Det er helt fantastisk. Og området strækker sig mere end 10 km., hvilket gør det muligt at cykle fra min yndlingssvømmehal og helt ud til Nautholtsvik, som er lagunen med det opvarmede havvand og hvid sandstrand. Så Röskva og jeg har fluks fundet babystolen til Erlas cykel og er begyndt at komme ud af hulen. Det er meget tiltrængt. Ellers er familien begyndt at gøre de indledende øvelser til flytning, hvilket betyder pakning af kasser, opsigelse af net og telefon, indhentning af tusind latterlige cirkulærer til det danske a-kasse bureaukrati og andre fornøjelige ting. Folk omkring os er også begyndt at gå i panik, hvilket betyder at vi næsten bliver budt på middag hver eneste aften – hvilket er en velkommen følgevirkning af vores snarlige exit. Så sommeren er kommet og tiden flyver afsted…

Det var SÅ fedt at se familien igen i går. Erla var smuk og dejlig, ungerne hoppede så det var en fryd og Óliver kunne bare ikke vente, så han stæsede ud i en plørevåd græsplæne for at kunne hoppe op til far. Og resten af aftenen blev der snakket, leget og givet knus på livet løs. Det er superfedt at se familien har savnet en – og helt rigtigt at kunne holde om sin kvinde igen… Og heroppe på øen er der allerede nok at se til, der er nogen der vil have hjælp med et CD-Cover, der er indløbet ordrer på flere af mine planet-billeder fra både folk i DK og i Island og om 1½ uge skal vi til Klan-Fest i Skorradalur. Så der er ingen tid til at slappe af. Röskva er stadig lidt far-syg, men lod til at acceptere at være havnet i manegen igen i det hjemlige, techno-dunkende cirkus med de to brølaber. Dog er der liiige en enkelt ting som er dybt latterligt:

…men sådan er det jo. Snart skal vi til Kroatien i 14 dage og så savner vi sikkert lidt regn og kulde indimellem….