Så er det nu jeg skal til at bygge et nyt hus. Men først skal vi rive alt det ned, som vi har bygget på de sidste 11 år. Jeg tror jeg vil starte med de yderste tagfrustrationer, og langsomt kradse dem i stykker med mine negle, indtil mine fingre er lige så blodrøde som lagenet ved de en, to, tre fødsler det kostede at starte byggeriet. Når toppen er taget af, vil jeg kigge indenfor. Muge skeletterne ud, pletfjerne de dårlige minder og derefter gå i gang med bodelingen. Du kan få sofaen og sengen. Jeg tager fastelavnsdragten og halsbåndet. Du kan tage hækkesaksen og ligusterhækken. Jeg tager solstolen og æblerne. Du kan tage CD´erne og DVD´erne. Jeg tager fotoalbummerne og vinylerne. Du kan tage forståelsen og beslutningen. Jeg tager accepten og viljen. Du kan tage bestikket og porcelænet. Jeg tager krydderierne og bordet. Du kan tage bøgerne. Jeg tager litteraturen. Du kan tage fordøren. Jeg tager smutvejen. Vi deler børnene. Du kan få deres hjerter, jeg tager deres øjne. Du kan tage deres hænder, så tager jeg deres fødder. Du kan tage deres lange, lyse hår, så tager jeg deres små, søde navler. Du kan tage deres hørelse, så tager jeg deres stemme. Og så vil de aldrig blive hele igen, før de flytter hjemmefra og vi giver dem dem selv tilbage. Men sådan er det, det er hvad det koster i mors og fars nye betalingsring. Og når så alt er delt, så vil jeg banke fundamentet op, for at finde ud af hvorfor det ikke var stabilt nok. Sank det lidt i den ene side, fordi du ikke talte højt nok om hvad du ville? Var mørtlen dårlig, fordi jeg var for meget mig og for lidt os? Stod det skævt fordi jeg røg hash eller fordi du gik til Zumba? Fik ukrudtet fat fordi vi glemte at gøde? Kunne det nogensinde reddes, eller var det selv jorden der var forurenet fra starten, så vi aldrig havde en chance? Det skal kulegraves og undersøges. For det næste skal bygges bedre. Der skal være grønt græs, fordi man husker at vande det. Det skal bygges i læ, så stormene ikke får fat. Der skal være en ladeport som dør, så hjerterummet kan vælte ind. Og hver dag skal jeg udvide min horisont en smule, så den til sidst revner og lukker alt det ind som jeg ikke vidste fandtes. Måske får jeg nye børn, helt uden at skulle lugte af bræk og skifte bleer. Måske er der flere end mig der kan stå på ski. Måske møder jeg en der kan råbe og ryge hash – så kan jeg hviske og gå til Zumba. Måske bliver det et bofællesskab i et stykke tid – måske en lejebolig – måske et rækkehus. Eller et lille, nybygget kolonihavehus, med yndig kørvel i urtepotterne, nyklippede rosenskud og en yndig havelåge i jern og kæder, som næsten er ubrugt og aldrig knirker. Men lige nu skal jeg først se tiden i øjnene og blive klar til livets anden del. Hvis blot den kan blive lige så god som den første, så er det ikke så skidt – og jeg ved godt at det ansvar kun er mit. Og jeg håber da for dig at du også kommer videre. Selvom du har taget fusen på mig, har overrasket mig som en flygtning i Greve og synet af en ædru svensker, så fortjener du at blive glad igen. Fordi børn drikker glade voksne til morgenmad. Jeg troede jeg skulle gro gammel i vores hus. Men nu vil halvdelen af ungernes barndom finde sted i et ukendt land – halvdelen af deres historier og minder vil være på et sprog jeg ikke forstår. Og jeg må begynde forfra på nye historier. Det er ok. Jeg var bare ikke lige klar til at vende bladet endnu. Men jeg spidser blyanten og vender siden. Snip snap snude, nu er historien ude – tip tap tønde, jeg glæder mig til at se den næste begynde…
- Ingen kommentarer til …for det ender med et nyt hus…vi ta´r fusen på dig
Manglen på et rimeligt kamera gør sig efterhånden gældende, men jeg overvejer at lade mit gamle analoge Canon EOS 300 genopstå, i stedet for, igen, at købe et eller andet “godt nok” kamera i 800-1200.- klassen. Så kommer der også igen lidt papirsbilleder i de albums, der de sidste fire år ikke har fået tilføjet noget. Måske man skulle have taget det som et tegn? Indtil jeg får råd til et brugt D80 eller vinder et nyt D7000 i en akvarel-konkurrence, så må kombinationen af min HTC-Telefon og Google+ appens geniale “instant upload” være det der gør sig gældende online. Så bliver der nok lidt tomt på flickr kontoen fremover, men jeg skal nok poste lidt her. Jeg overvejede egentlig om emtekaer.dk skulle lukkes, men det tror jeg ikke jeg vil gøre – men man kunne jo godt overveje at smide den over på en gratis-tjeneste fremover, og så bare betale for domænet – på den anden side, så her IT-Nørden altid brug for lidt webplads og nogle online MySQL databaser til at lege med, så den for lov til at overleve. Nu har den jo også snart ti års fødselsdag – og I har også sendt mange sjove kommentarer undervejs, så den fortjener at blive. Og uagtet at den ikke længere vil blive opdateret så ofte, så synes jeg at jeg skylder onkel Troels, Island og bedsteforældrene at de kan følge lidt med i ungernes liv på afstand. Siden sidst er livet gået med det det nu går med. Job, poesi og venner i de ulige uger – og børn og job i de lige uger. Skolen vedbliver at være mit åndehul i efterårets rusken, så det er jeg stadig glad for. Og ungerne trives derudaf. Vi har fået et par nye far-traditioner. Den ene er at vi fast spiser på OE om onsdagen, hvilket alle, både unger, far, elever og kolleger, synes er enormt hyggeligt. Den anden er at vi er begyndt at Geocache, hvilket betyder at finde og gemme skatte, i forbindelse med en lille gåtur. Máni synes det er ret sjovt, og Óliver og Röskva får øvet at gå. På skolen har jeg, sammen med fem andre kolleger, passet hele butikken i en uge og holdt temadage, hvor vi bl.a.var til hiphop koncert med Jokeren og et 25 mand stort bigband (Mine egne unger var også med der – Máni var pavestolt over at have set Jokeren), der var olympiade, vi lavede Stomp og gav den gas til folkedans. Desuden blev æbletræet høstet færdigt, og mig og ungerne begyndte at spille Pixit – ligesom niecerne i København. Så alt i alt er der fart på – og vi nyder det for det meste, så godt vi nu kan 🙂
- Ingen kommentarer til …vi ta´r fusen på dig
Tillykke med de fire, skat :-)
Kære Röskva. Der er ikke meget du må nøjes med i livet indtil videre, men denne gang må du – for jeg har kun støvede mobilbilleder af din fire-års fødselsdag. Den var ellers fin, og det var du også. Fire år. Tænk sig. Der er så mange ting der er særlige ved dig – for det uvidende hjerte er det at du er fars eneste pige – og at du er den eneste af mine børn der er blevet født i Island. Men der er meget mere, og måske skulle jeg have vidst det da du lærte at gå i en alder af 10 måneder. Du var lidt hurtigere end drengene. Lige siden har du bevæget dig, og dine egne danse og dine gymnastiktrin kan gøre selv sommerfugle svimle. Dine umiddelbare sværdslag i kampen med dine brødre, får hver gang din far til at smile. Din ubetænksomme bestigning af klatrebjerget i Djurs Sommerland i en alder af 3 år, fik omkringstående mødre til at trække vejret lidt hurtigere. Og du snakker. Snakker, så selv en lærer kan føle sig forpustet. Du snakker, og danser, smiler og slås. Du vil hjælpe med i køkkenet, selv bestemme dit tøj og din mors feministiske tilbøjeligheder og drengepigethed har du smidt ud med badevandet. Dig, og alle dine ting, skal helst være lyserøde som sukker, neglelakken skal sidde fint og i legetøjsforretningen er det hylderne med køkkenmaskiner der er de interessante. Og du giver de bedste krammere. Når du hænger fast om halsen, og bliver hængende i mere end en høfligheds sekund, så ville jeg ønske jeg kunne strække minutterne ud til sekunder. …og hvis man er ekstra heldig får man et kys med på vejen. De dage bliver din far både yngre, rankere og helt særligt glad. Du har fyldt de første fire år godt ud, og jeg glæder mig altid vildt og inderligt til at se dig – du er fars pige, og jeg knuselsker dig til Pluto og tilbage igen 😉 Tillykke, krølle.
Skal du kalde mig Golf? Du kan selv være meningsløs…
Så blev det tid til den første pædagogiske dag på OE. Foredragsholderen mente at følelser skulle i skraldespanden, at al læring bygger på usikkerhed og det bedst ikke at have noget mål. Vi trak vejret lidt dybt – og nu må vi se om det bliver det fundament vi skal bygge teamsamarbejdet op omkring. For at sunde os, greb vi istedet køllen, pudsede kuglerne, iførte os skotskternede skjorter, hvide handsker og caps – og gik en runde i Svendborg Golfklubs anlæg. Det eneste formål jeg kan se ved Golf, er hvis man a). trænger til at få fred fra familien, eller b). hvis man som mand har brug for et formål som en undskyldning for samvær og samtale. Det er jo grundliggende absurd at gå rundt og tæske til små hvide kugler i græsset. Minimal kondition og intet holdsamarbejde – det er udelukkende en teknisk sport, bygget på dyrt udstyr og imagepleje. Well, well. Hvis folk synes det er sjovt, så lad dem. Jeg forstår bare ikke – selv ringridning, lerdueskydning og curling giver mere mening. Foran ligger der så uge, hvor bl.a. Peter Bastian kommer og fyrer op under klarinetten sammen med en bulgarsk folkemusikgruppe på OE, Máni holder fødselsdag og hele familien kommer og hænger ud, jeg har fernisering på Borgerforeningen om lørdagen og vi skal have lavet udrensning af orker i skovene ved Valdemarslot. Derudover er der et projekt med æbler, som bliver mere og mere presserende – men nu har jeg fået lovning på nogen frugtkasser, så årets høst bliver en smule mere meningsfuld end de seneste tre år. Og mon ikke Asta og Liva gerne selv vil presse lidt juice og plukke nogen æbler, som de kan tage med hjem til lejligheden 😉
- Ingen kommentarer til Skal du kalde mig Golf? Du kan selv være meningsløs…
Livet på Ollerup:
Jeg følte mig meget macho i dag, jeg besluttede mig nemlig for selv at reparere min græsslåmaskine. Det tog kun 1½ time og 25 forbandelser, så virkede den igen. Omend den hoster noget – men det er nok bare årstiden, den har sikkert fået pollen i membranen. Og ellers så nyder jeg stille stilheden. Det har været 14 fantastiske dage på Ollerup, men også 14 dage med intenst samvær døgnet rundt. Der er en følelse i mig når jeg møder på arbejde, at her måtte tiden godt strække sig ud. Det er simpelthen så fedt derude. Tiden bliver brugt på lange, basale diskussioner om selve ordet tillid, værdidiskussioner om unge og retten til et seksualliv, faglighed og musik, musik, musik. Alt sammen noget man aldrig så skyggen af i “folkeren”. Og en elevflok som har noget så dyrebart som ambitioner. Jeg har også indrettet mit eget lille hood i serverrummet, og har pyntet døren med gamle taster og xkcd-udklip.
Og så det bedste. Jeg har fået tildelt otte fantastiske elever, som er “mine” i et helt år. Jeg er deres “papfar” – og at få lov til at være så tæt på otte unge mennesker, er noget af en gave. Samtidig er der dejlige og sjove kolleger, lækker mad konstant og skønne omgivelser. Mit klasselokale ligger med panoramavinduer på første sal, med udsigt over skolens park – og med eget thekøkken. Til morgensang står forstanderen og spiller sax, og i skolen seks øvelokaler er der både prof. lydstydie og alt fra Nord Electro til oldschool Hammond. Mmmmh. Som den første IT-Gerning fik jeg hele skolen over på Google Apps, hvilket alle er meget tilfredse med – nu er det bare den underliggende hardware del med krydsfelter og serveradresser jeg lige skal have snoren rundt om…
Herunder er lidt billeder fra min kontaktgruppetur, hvor vi cyklede til Svendborg og badede, derefter tog vi på maskinen og indspillede tre numre og lavede mad – og til sidst tog vi hjem på Mellemvej og holdte bålaften til kl. 01, hvorefter de crashede på førstesalen. Jeg er sikker på ar Ollerup er det helt rigtige de næste mange år – og de har allerede booket vores band til foråret, med fuld tarif 🙂 …og kære Máni, Óliver og Röskva – I skal dælme have nogen gode undskyldninger klar, hvis I vil undgå efterskole 🙂
Rie – min “tutor”, har været på OE i 10 år.
Kristian
David
Søren:
Lamu (Sara):
Stine og hendes kontaktgruppe:
Tine og Sophia:
Tine:
Marie:
Sophia:
Jam på Maskinen – det blev til U2 – One + Lean on me + Always med Erasure
Andreas:
Spisning i gården ved Maskinen:
Sovesal på Mellemvej:
Bålhygge:
- 3 kommentarer til Livet på Ollerup:
Here comes the robots!
Kraftwerk, here we come. Nedenstående “sang” er udelukkende baseret på maskinkraft – næsten. Teksten er genereret ud fra 1600 liniers kode (kodet af undertegnede), derefter er teksten læst højt med talesyntese og til sidst er denne tekst så indspillet til Micosofts Songsmith, som danner akkorder ud fra det programmet hører… Så kom ikke og sig at maskinerne ikke har sjæl. Nummeret kan høres live i morgen nede på Borgerforeningen, hvor PSFyns.dk´s band “Pirrende Stilhed og Guldkalvene” spiller for første gang – og med publikums hjælp, vil vi få opdateret vores ordmaskine til version 0.7.
Titel: “0111000001110011011001100111100101101110001011100110010001101011”
Tekst: Psfyn.dk´s ordmaskine samt adgangforalle.dk´s talesyntese
Musik: Microsoft Songsmith
Når en falsk korsanger optjener bonuspoint i Lidl, så er det som regel på grund af en salatmarinade opstemt hjemme hos en sofa.
Din mor er en blæksprutte opfundet af en aubergine, hun er stolt af sin guitarsolo og hun er evigt moderlig. Og din far er en ligusterhæk. Derfor vil du altid lugte lidt af sok.
Det er kun på Hong Kong at en minibus opfundet af en elpære forhandler en gensidig aftale med en gademusikant, fordi en pisk blev inspireret af en kirurg.
Er du klar over, at når en pensionist pisker sig, så er det fordi jeg har en testikel som køber en dyr gave til en ret kraftig hyggeligt københavnsk dillermand?
Poesi. Lyrik. Digte. Jeg er en maskine. Digte. Lyrik. Poesi.
Min krop bliver ildelugtende som en baby, når jeg dyrker sex med en serviet.
Jesus er en skihytte udenpå, men en delfin indeni.
Min krop bliver vrissen som en isbjørn, når jeg dyrker sex med en feltmadras.
Poesi. Lyrik. Digte. Vi. Er. Her. Nu. Digte. Lyrik. Poesi.
Jeg var en dovent sydamerikansk serviet. Du var en københavnsk stripperstang. Og vi elskede første gang en overbetalt nat. Nu ligner vores barn en rejegaffel.
Er du klar over, at når din bedste ven, som har en omstændelig feltmadras går i koma, så er det fordi jeg har en gris som steger fiskefingre til en linedanser?
Min krop bliver royalt pompøs som en armhule, når jeg dyrker sex med en diskussion ved siden af en ret kraftig trommesolo.
Poesi. Lyrik. Digte. Jeg er altid ren. Du er tit beskidt. Digte. Lyrik. Poesi.
Jeg er en statsminister, bygget af ren gris.
Jeg er en svinesti, bygget af ren kassedame.
Jeg er en brændt guitarsolo, bygget af ren krejler.
Poesi. Lyrik. Digte. Giv mig lidt pik. Digte. Lyrik. Poesi.
Hver gang en hullemskine set af en cykel bliver komplet vanvittig, så vil en vejrpige komme nærmere Gud!
De fleste har det sikkert fint med at en sur nation kaster en paraply på en brystvorte flinkere end en skorsten, men hvad skal vi dog stille op med en brændt kobling?
Tirsdag aften i Svendborg; en landbetjent ved siden af en præst aer dig på kinden, og en søjleboremaskine skifter mening omkring en paraply. Og så blev det onsdag.
Poesi. Lyrik. Digte. Kan du høre noget? Digte. Lyrik. Poesi.
Tre ting med på en øde ø? En kristen, en armhule og en bamse.
Min krop bliver århusiansk som en orgasme, når jeg dyrker sex med en ost.
Den som kaster med en sandstrand, skal ende sit liv som en elsker malet af en papegøje.
Poesi. Lyrik. Digte. Jeg er en maskine. Digte. Lyrik. Poesi. Poesi. Po. E. E. Si. Si. Si. Si. I. I. I. I. Tak. Tak. Tak. Jeg. var. En. Maskine. Nu. er. Jeg. Et. Menneske. Et. Menneske. Elsk. mig. Tak. Og. I. Lige. Måde.
- Ingen kommentarer til Here comes the robots!Sikke noget lort
Så skete det endelig! Hvor hvor ofte er det man kan få sine medmennesker til at juble over fækalier? Min lille, nu store, datter har lavet sin første lort på potten – og det var vist også på tide. Hun er jo en vaskeægte lady, der elsker alt hvad der er lyserødt, og er fløjtende med feminismen, især når hun sidder o Buddy´s legetøjsbutik, og bare helst vil have lyserøde husholdningsapparater i plast. Jeg tror endda man kunne sælge hende en lort, hvis bare den var lyserød – gad hvilken farve flamingoer egentlig laver. Og på grund af ladygenerne, så tror jeg det der med afføring er helst noget hun ikke vil beskæftige sig for meget med. Men nu ringede hun selvfølgelig glædesstrålende til far. Tre gange i går. For nu havde hun lige tisset. Og nu havde hun lige lavet lort. Og nu havde hun lige lavet en perleplade. Fascinerende. Jeg ellers mange gange fortalt hende at store piger ikke bruger ble, men så siger hun bare at “jeg er en lille pige, far”. Men når hun så skal i seng, og jeg siger at alle små piger sover nu, så bliver det til “Jeg er en stor pige far.” Smart. Hun bliver måske politiker. Ja, ja. Det ser ikke ud til at der er flere første tænder foreløbig, ikke flere ´første lort på potten´ og ikke flere første skridt. En anelse veomdigt – og vennerne er først ved at starte nu… Så må vi se hvordan det går i Jylland og i KBH, når farmand skal rejse rundt med tre børn og en potte – det skal nok give anledning til en munter scene eller to.
- 2 kommentarer til Sikke noget lortDet her glemmer de døde aldrig, hvis du gør det.
Til middag hos min ven K, sammen med min ven M.
Min ven M:”Okay, I må ikke stjæle det jeg siger nu”
Jeg:”Det lyder interessant. Og vi stjæler ikke. Vi bliver bare inspireret.”
Min ven M:”Så siger jeg det ikke.”
Jeg:”Okay.”
Tavshed
Min ven M:”Okay, så siger jeg det alligevel. Jeg vil skrive noget om de glemtes kirkegård.”
Min ven K:”Hvorfor?”
Min ven M:”Fordi det passer jo ikke. De har jo levet engang. Der er nogen der har elsket dem, nogen der har kendt dem, nogen der har begravet dem.”
Jeg:”Men de er jo ikke kendte for os.”
Min ven K:”Jeg tror de har det fint med at være glemt. De har nok selv valgt at ville blive glemt.”
Min ven M:”Men det tror jeg ikke. Nogen af dem må være blevet lagt der mod deres vilje.”
Jeg:”Det kan du ikke vide”
Min ven M:”Nej, det er rigtigt nok. Men jeg vil skrive en tekst om dem alligevel.”
Jeg:”Det synes jeg er frækt. Det kan du da ikke tillade dig.”
Min ven K:”Nej, så ligger de der og vil gerne glemmes, og så kommer der en eller anden opkomling og hiver dem op i lyset med digte og alt muligt. Det er da provokerende.”
Jeg:”Det minder mig om en bar hvor man kunne få en gubby-drink for 20.-, men hvis man synes det var synd for fiskene, så kunne man også redde en for 20.- og få den over i det hellige akvarie.”
Min ven M:”Hvad har det med de døde og glemte at gøre?”
Jeg:”Jo, fordi man kunne så også få en gubby-drink med en fisk fra det hellige akvarie for 40.-. Det blev pigerne vildt sure over. Så hvis man lover noget, specielt hvis det noget med noget helligt, så skal man holde det”
Min ven M:”Jeg har ikke lovet de døde noget”
Min ven K:”Nej, men de har jo selv villet i det hellige akvarie – og så trækker du dem op alligevel med digte.”
Jeg:”…som måske ikke engang er 40.- værd.”
Min ven M:“I kan sige hvad I vil, jeg vil skrive om de døde.”
Jeg:”Bliver det så et slam, eller et essay eller prædiken?”
Tavshed
Min ven M:”Det bliver en tale.”
Jeg:”Ok.
Min ven K:” Jeg tror ikke jeg blev inspireret alligevel.”
..og dagen efter modnedes æblerne end, skuret gik i sort og banantrumpeten fløj i blomst,
