Kategori: Kims blog

Jeg har den røde og den blå familie. Den røde side er familien med et par kendte musikere, og så ellers et par stykker ud i de kreative erhverv. Der er også akademiske humanister og lidt i den retning. Den røde fortolkning i vores familie går mere på liberale holdninger og friheden til at gøre hvad der passer en. Ingen censur – og ofte et navlebaseret udgangspunkt, hvor det bjerg man selv står på, nok er det smukkeste. Det er der ikke noget galt med. Det er bare sådan det er. Vi er en flok røde, søde, frisindede egoister, som vil hinanden det allerbedste, når det lige passer. Så er der den blå side. Der har været mere end en enkel snak henover bordet, om hvorvidt det nu var dovendyret eller skolelærerne der var de mest afslappede dyr i verden. I den blå familie ejer man butikker, tøjmærker, arbejder i banker og har indtil flere huse i udlandet – og kører i fede biler. Men så rækker mine fordomme heller ikke længere. For her er der ikke tale om kalenderunderlagt egoisme, men derimod oprigtig interesse for hvordan det égentlig går. Og man hjælper hinanden med både huse, børnepasning, madlavning og selvfølgelig gode råd om økonomi – også selv om det er ubelejligt.

Hvorfor denne lille tirade? Well, jeg stemmer ikke blåt og Kasper Colling Nielsen skriver godt – så der er ofte lidt dissonans mellem mine fordomme om borgerlige, og så dem jeg møder i virkeligheden. Heldigvis.  Per og Kirsten er skide søde. Per fyldte 60, så selvfølgelig kom vi derover. Og ganske som forventet, så var det vildt lækker mad, gode tider med fætre, kusiner, niecer og nevøer – og nattebadning i det månebelyste djurslandske hav med brormand… Tak for festen, det var hyl!

Forleden holdt min far en fest. Den skal vi ikke dvæle ved – og dog. For Danmarks Hyggeonkel, aka. min storebror Jeppe (han var tidligere et meget uhyggeligt menneske, men han er i klar bedring), sagde noget vigtigt i sin tale – nemlig at min far opfatter verden i relationer. Jeg er ikke sikker på at jeg kan gøre min far kunsten efter, så jeg når de 65. At samle 130 mennesker, fra all walks of life. Relationer skal passes, og hvis man er god, så gør man det med samme nidkærhed som den lille prins passede sin blomst. Familien først, så vennerne og så resten af verden.

Enhver coach som havde kigget på min kalender, ville måske nok have sagt at min prioritering af familiefest, i ugen før jeg havde mit eget danskhold og min egen eksamen, ville være en smule overmodigt. En ærlig coach ville have kaldt det dumt. Men coaches kan fyres, og valget var klart. Kinge havde inviteret til fest på farmen, og så tager man til fest på farmen.

Farmen er kapitel to i Kinges liv, og jeg har ikke helt overblikket endnu over hvem det egentlig er han fordriver livet med. Det er ihvertfald Hanne. Og Louise tror jeg. Og nogle børn, og heste og hunde og kaniner og hundestejler og søer og bindingsværk og solnedgange over bakkerne på djursland. Man skal være død for ikke at kunne påskønne det. Så vi tog dertil, ligesom sidste år. Også fordi det er godt at se sine fætre til andet end begravelser – og fordi Linnet familien tilsyneladende horer som kaniner og nu har så mange børn, at hvis ikke man følger med, så er man ilde stedt når demensen indfinder sig. Sommeren havde valgt at lægge sig lunt i svinget, og ungerne nød dagene i fulde drag. Teltet blev også luftet for første gang, og vi varmede op med at tage en grundlovsfest i Ollerup med over 4000 besøgende.

Så tak for lækker mad og kano og heste og bål og hundestejler og badekar og ultimate og fodbold og  alt det som det hele drejer sig om. Så må de der coaches vende sig i graven…

Titlen på indlægget? Det er fordi lillesøsters kæreste hedder Aske (det er ham på sidste billede). Nu har vi mødt ham to gange, han var både til Lars’ fest og med hos Kinge. At udsætte en kæreste for Linnetsyle to gange, tyder på mod hos lillesøster – men undertegnede kan som repræsentant for Linnetjuntaen erklære at han er godkendt – for 2015 i det mindste 🙂

Så er opgave nummer to ved at være færdig. En kort opgave på seks sider, et produkt og en mundtlig eksamen d. 11. juni. Og jeg skal aflevere i morgen. Produktet er så godt som færdigt (se her)  og opgaven ligeså. Det blev til endnu en neddykning i et personligt interessefelt, brugen af lyd og radio i skolen. Jeg forstår jo ikke hvor vi bruger det så lidt. I sprogundervisningen burde det jo være obligatorisk, men det har helt klart også nogle kvaliteter i dansk. Og DR producerer jo stadig fantastiske radiodramaer ganske kvit og frit – lyt her – og den amerikanske podcast “The Truth” – lyt her –  er sublim, særligt fordi episoderne på 12 – 20 minutter passer perfekt til en morgencykeltur. Anyway. Vi satser på at det går godt, og om ikke andet, så var fedt at få lov til at dykke ned i den auditive materie…

Et fint blogindlæg, fra en vårhare der ihvertfald fik nr. 1 korrekt…

http://blog.samaltman.com/the-days-are-long-but-the-decades-are-short