Kategori: Kims blog

Wow. Jeg gjorde det sku. Da Ilhan Erkek solgte os bilen (Ja, det er anden gang vi køber bil af en guldbeklædt tyrker) sagde han henkastet at der kun var en højttaler der virkede, men at han ville give os to med som jeg bare kunne sætte til. Det kunne jeg sagtens klare. Så da Erla kom forbi og så at jeg havde splittet instrumentbrættet ad og der stak ledninger ud mere end 5 steder, så var hendes kommentar et forvirret “Vil du med i svømmehallen?”. Men jeg gjorde det sørme. Jeg er faktisk lidt stolt. Og jeg har ikke sprunget en eneste sikring. Så langsomt men sikkert lærer jeg mere og mere om biler – så kan det være at jeg om 40 år kan kaldes erfaren bilejer. En af dem der der lige slår på topstykket og siger den lyder lidt rusten i kadangakslen…

Og PS. I kan rende og hoppe med jeres meninger om bordfodbold. Erla må jo have bestukket jer. Bare vent, jeg skal vise jer…jeg kan nemlig flagtaktik.

Puha. Småfed sidder man her. Efter kogt fårehoved i Akranes. Jeg ved ikke helt hvor jeg skal begynde. Altså jeg har fået job. Halvparts. Som fritidshjemsleder for en flok unger fra 2. klasse. Skal arbejde fra klokken 13´17. Og så skal jeg tale med en på mandag om at blive dansklærer for 9 – 10. klasse.
Derudover har vi fået Ilhan, vores elskede volksvagen. Fin stationcar fra 95, kørt 186000 til 18.000.- Og jeg er ret vild med at køre igen. Har lige lidt problemer med stereoanlægget, men det er da trods alt en dejligt befriende macho-aktivitet at gå og bryde sit hovede med.
Skitkalt er navnet på den hav-badeklub jeg er kommet med i. Vi svømmer i havet hver søndag kl. 11 og slutter med svømmehal bagefter. Havet er 12 grader. Svømmehallen er 43. Sidste gang var vi 13 mennesker og de der selvbevisende macho-vikinger havde været så kåde at tage en frisbee med. Så man kunne stå der med cocktail pølse og rosiner og med et selvsikkert smil gribe efter et stykke plastik altimens hver en fiber i ens krop langsomt begyndte på forstadierne til kryogenisk nedkøling. Fuuuuck det var koldt. Og 43 grader bagefter? Halleluja. Men som de så islandsk sagde, så var det da et fint gennemsnit.
Vores første undskyldning har været her – det vil sige at nu når Lars og Lise var her i en uge, så var man jo nødt til at drøne med Jeep i þorsmörk, slappe af i sommerhus, bade i den blå lagune og spise kogt fårehoved. Mums. Det bliver den gode del af at få gæster. Den dårlige del bliver de der “Kim, hvad skal vi nu lave?” agitge gæster – men dem har vi ikke haft endnu. Og DU vover at blive den første 😉
Men jeg har det fedt – både med mig selv og med min kone. Máni trænger i den grad til at komme i børnehave, men nu er der heller ikke så lang tid til. Jeg skal nok skrive meget mere omkring loco-priser, den islandske folkesjæl, vores første islandske bryg-forsøg, fede steder og ups´n´downs om at flytte til Klakkan (Islandsk for isterning).

Sjaumst – Kim…

Nogengange ved man ikke helt hvad det er man savner før man får det. Jeg har ganske åbenbart savnet nærliggende bedsteforældre og det rurale Island. Vi startede bilen og kørte i sommerhus her i weekenden. Det er 1½ times kørsel fra Reykjavik, ud på vestlandet, et sted der hedder Snæfellsnes. Sommerhuset ligger med udsigt til havet, lige nedenfor to store fjelde på 1100 meter, med en flod løbende forbi og 24 islandske heste der går og græsser i folden ved siden af. De syv af hestene er svigerfars – resten af tilhører andre dele af familien. Vi ankom henad eftermiddagen fredag og fik varmet huset op – med elvarme og blæser, brændeovnen tænder man først når man skal hygge sig, da skovene på Island ikke er de største. Men der er brændeovn – og den blev tændt. Vi gik en aftentur ned til floden og ungerne sølede sig til i vandpytter og tyrede sten ud i mini-elven. Så kom svigerforældrene og vi hyggede til kl. 11, da ungerne så endelig mente at det måtte være mørkt nok til at man kunne kalde det aften.

Lørdag morgen stod vi op og tog så på en ret uforglemmelig tur. Vi kørte i Ingvars store 7-personers jeep tværs over Snæfellsnes mod Stýkkishólmor for at gå i en af de utallige udendørs svømmehaller – med varme potter og rutchebaner i varierende størrelse og varmegrader – alt fra 27 – 42 grader. Máni vokser derudaf og er nu nået til at svømme selv med badevinger og tage ture i de store rutchebaner med far. Det er superfedt, endelig en der gider at rutche med mig. Efter svømmeturen tog vi til en lille skov – noget som svigerfar partout skulle vise mig, da jeg havde formastet mig til at kalde hans selvplantede skov ved sommerhuset for et krat. Der spiste vi de medbragte madpakker og kørte så mod nationalparken og Snæfellsjókull – gletcheren på Snæfellsnes. Og da far og Lise jo kommer om et par uger og lejer en bil, så ville vi lige prøve fjeldvejen og se om den var farbar i en almindelig personbil. Op i 900 meters højde med evig sne og fantastisk udsigt – og jo, der var masser af andre tosser i almindelige biler der kørte rundt deroppe, så det skal gentages om et par uger. På vejen hjem kørte vi forbi Hellnar som har et kaffehus der ligger helt nede ved vandet, ret isoleret lige overfor et fint fuglefjeld. Et sted Michelin guiden har glemt at opdage, og som kun de lokale garanteret kender. Men de har vafler, Stella Artois og Cappuchino – og udendørs terasse… Godt hjemme gik vi over til hestene, og jeg må åbenbart ha’ lugtet af hengemt hø, for alle 24 traskede i god rottefænger stil lige i halen på mig, det var ret griner. Frem med kameraet, og jeg troede aldrig jeg skulle skrive det her, men jeg fik nogen fede hestebilleder. I det fjerne sad svigerfar på sin terasse og kiggede på sin smukke kone og datter, sine to børnebørn og hestene der hilste på svigersønnen. I hånden havde han en velvoksen øl, solen var ved at gå ned og i baggrunden sydede lammelåret på grillen om kap med den stille susen fra vandfaldene oppe i fjeldet… Så bliver det vist ikke bedre. Det var bare den helt rigtige måde at ankomme til landet på. Så vi stortrives, bliver indtil videre inviteret ud til middag et par gange om ugen – og der er allerede gang i nepotismen mht. at finde noget arbejde. Imorgen starter Óliver i vuggestue og vi er begge to helt sikre på at han næsten ikke kan vente, han trænger i den grad til at komme ud at lege med nogen jævnaldrende. Well, over’n’out – håber I kan klare varmen derhjemme og vi tales snart ved.

Knus og smil – Kim.

Stýkkisholmor

Snæfelssnes, med gletcheren i baggrunden

Vi udnyttede chancen for at få et ordentlig slapper og drønede til Akranes idag. Hold kæft hvor har jeg savnet at have bedsteforældre i nærheden – nu hvor jeg prøver det. Bare at give ungerne til dem og så lægge sig på langs efter man har ranet deres køleskab. Gad vide om man bliver for gammel til det engang? Well, solen skinner også idag. Det er vist endda sådan at islændinge ligefrenm sparer deres overarbejde op til de dage hvor solen skinner, for så skal man ud og nyde livet. Jeg gik tur med Oliver nede på de sorte, vulkanske sandstrande og kastede sten i vandet. Vi var i svømmehallen og fik lækker islandsk laks til middag. Mmmh. Flytningen igår gik godt, og vi har endda fået sovet første gang i lejligheden. Så nu skal der bare pakkes ud – og mumles lidt i ny og næ, når man skal finde sig et par bukser eller et håndklæde imellem de 45 flyttekasser.

Jeg sveder! I Reykjavik! Det havde jeg alligevel aldrig troet – solen skinner endelig og vi har været nede og få udleveret mit ID-nummer / kennartali / CPR. Den nyeste indvikling i vores container saga er at de ikke vil oprette os på folkeregistret før de har vores vielses attest. Den er i containeren. Og de vil ikke åbne containeren før vi er oprettet i folkeregistret. Men det er vel måden man skaber lav arbejdsløshed på – sæt folk til at gå i cirkler 🙂

Det var sen aften da vi sad på Øresundskollegiet og takkede af med en havefest. Mæskede os med jordbær, hvidvin og chokoladekage. Lærte de vigtigste strofer på islandsk, såsom “ak og ve – jeg arme and”. Og Hørte på Georgs nyeste kommunikationsteori der mente at promillen hos talende danskere medførte øget lighed med lyden af skræppende ænder… Dernæst var det farvel til bror Troels. Et sidste kram af den friske bror der er i storhedstiden af sine tyvere. Svæver i testesteron, uniambitioner og ren og skær ballade. Ungerne knusede ham til døde og lillebror fik plantet et frø af vemod hos mig i Terminal 3. Flyveren lettede fra den danske sommer og vi faldt alle fire i søvn med det samme – og vågnede 2½ time senere til lyden af velukendt islandsk – “Velkomin Heim…bla bla bla 10 grader”. Ud af Keflavik gennem lavamarkerne, forbi aluminiumsfabrikken med de lange grønne rør og så op til vores lejlighed. Lidt lille, lidt social boligblok – men et centrum og ganske sikkert et fint udgangspunkt for fremtidige gode tider. Havudsigt, 10 minutter fra den übertrendy midtby og så opvaskemaskine, badekar og altan med gasgrill. Så nu sidder vi hos svigerfar med to timers jetlag og stener. Máni fik hurtigt overtalt bedstefar til at tage ham i svømmeren, vi har imens købt ind for 8.192 kr – det fyldte 3 bæreposer – og så gør vi klar til imorgen. Der er dog et mindre aber dabei, fordi dem vi deler container med har mistet deres lejlighed. Så det kan være vi lige skal vente i et par dage indtil de har fundet ud af noget opbevaring… Men det er godt. Har betydning på den fede måde for både mig selv men også for kvinden i mit liv og kærligheden. Smider den første video op om en uges tid når vi er kommet lidt mere på plads. Det her tegner lyst.

Love’n’all fra Island – Kim.

PS: Urbane vinkler på Island:

Kristjansson.dk
anetq.blogspot.com