Kategori: Kims blog

Óliver har hostet sig selv fuldstændig hæs i nat, så jeg er hjemme med ham, og vi tager til lægen om lidt. Den stakkels unge har kun hæs hvisken tilbage, selvom det dog lykkedes ham at råbe af mig én gang, hvilket han selv så ud til at være meget overrasket over. Så ret roligt på hjemmefronten idag. Efter jeg nu har fået ‘top-of-line’ lyd udstyr, nemlig min Sansa e280 og GradoLabs sr-60 øretelefoner/høretelefoner/hovedtelefoner (Hvad fanden hedder det?), så er jeg begyndt at rippe hele vores cd-samling over til MP3. Fint “pisse-koldt-og-mørkt-udenfor” projekt. Samlingen ender nok på ca. 130 gb musik. Uha uha. Jeg bruger CDex og ripper i mp3 (VBR-NEW, Quality 0, ingen on-the-fly og min. 224-320 kbit). Smart at netforbindelse autonavngiver hele skidtet. Nå, nu står Óliver og ringer til nogen på telefonen, vi må videre i programmet…

PS: Vores kamera kommer snart hjem igen efter reperation, så jeg glæder mig til at smide nogle nye videoer op…

Ses pludselig, Kim.

- Ingen kommentarer til Stener Tirsdag

Ny måde at se billeder på og ny måde at organisere på. Ikke længere et kvartals billeder i én folder, men istedet organiseret efter semantisk sigende navne. Vi er jo trods alt mennesker.
Det er stadig fede flickr vi bruger, men nu kan man se billederne med større thumbnails for os folk med briller. Så fremover peger de to links øverst på siden (Billede Galleri) og her til højre under ´nye billeder´ på denne side.
Det minder om de gode, gamle dage med Singapore Gallery som jeg brugte engang. Supersimpelt design og intuitiv brug. Efter at have klikket på et billede i et album, så bruger man bare de små ikoner ovenover for at bladre.

Prøv evt. at trykke der hvor der står flash, efter at have valgt et album. Ikke så brugbart, men lidt liret.

Så mangler jeg bare lige at få billederne i posterne til at opføre sig ordentligt ((Dvs. ikke ryge ned i den næste post. Er det noget du kan klare Matti?)), så min søde Erla kan blive tilfreds med vores hjemmeside.

- Ingen kommentarer til Større og nemmere? Jeps.

Kører man 45 minutter nord for Reykjavík kommer man til Akranes. Byen ligger ud til havet og kan udefra føles øde og stormomsust. Der er ikke meget liv i gaderne til hverdag. Men livet er ved at vende tilbage. Efter tunellen er kommet, er folk begyndt at flytte tilbage, og fra at have et enkelt lyskryds og et supermarked, har de nu fået to (selvom det ene kun er en fodgængerovergang) og de store kæder som Bonus og Kronan er ved at opføre mastodont supermarkeder. Huspriserne er stadig forholdsvis billige herude, og for børnefamilier er der alle de fritidstilbud man kunne tænke sig.
I dag holder Løgreglerne (islandsk for politiet) på hovedgaden med blinket tændt. De mange fakler bag bilen brænder i kontrast til det blå blink. Der er ikke tale om nørrebrosk revolte, men derimod en samling af flere hundreder mennesker som skal gå i procession gennem byen for at skyde julen af. Det er nemlig i dag at den sidste af de tretten julemæmd tager hjem til deres mor, den store, sorte altædende julekat. Forrest i optoget går byens teenagere klædt ud som julemænd og elvere og derefter kommer byens indbyggere med hænderne fyldt af unger, madpakker, klapvogne og fakler. Den arktiske vintersol er ved at sænke sig igen, klokken er trods alt også 16:00. Taktfast går vi efter løgreglerne, til lyden af særegen islandsk visesang og garde-trommespil fra frontløberne. Efter en længere gåtur ned langs de kolde skumtoppe ved havet når vi til det store bål. Et bål der ser ud som om det er bygget af kæmper – kæmper som ikke vidste hvad de ellers skulle bruge deres europaller til. Oppe fra blokvognen istemmer et band indtil flere kendte børnesange og vi danser rundt om bålet mens vi synger “Jeg gik mig over sø og land” og “Så går vi rundt om en enebærbusk” på islandsk. Glødestormen og røgen generer Óliver lidt, men ikke nok til at stoppe ham i at danse.
Bålet falmer efterhånden og jeg lægger mig på det sorte grus sammen med Máni og stirrer mod aftenhimlen. Pludselig eksploderer himlen i farver og et fyrværkeri der overgår tivolis midnatsforestilling slutter endelig aftenen af med et brag. 997 tons fyrværkeri er blevet brændt af i Island i år. Jeg gætter på et par tusind af de kilo må være fra i dag.
Med iskolde tæer og næser går vi over i idrætshallen ved siden af og ser kåringen af årets sportsidioterstjerner og får en varm kop kakao. Hvorfor skal idræts prisuddelinger altid spille Phil Collins eller eurodance?
Mánis fingre er ved at fryse til is, men han insisterer på at skyde de sidste håndholdte romerlys af mod havet. Fætrene kommer og skyder med. Da årets allersidste fyrværkeri brænder endeligt ud tager jeg ham i hånden og vi går ind til bedstefar og får varm mad…

- Ingen kommentarer til Islandsk juleafslutning

Det var som sædvanlig ikke noget med cirkulærer, tilmelding og ligende. Beskeden var at troppe op med sko og shorts kl 20:30, torsdag aften. Og være med til volley. I kælderen under den regnvåde betonskole, fandt jeg Harald og kompagni, og da jeg nu havde lært lidt af den islandske sociale kode, så vidste jeg at det var op til gæsten at introducere sig – og ikke op til værterne at hilse den nyankomne velkommen. Med fåmælte nik og eksotiske islandske navne blev der givet hånd. Vi var allesammen lidt tideligt på den, men det lod til at det var med vilje, for med afmålte skridt begav flokken sig mod det sparsomt indrettede motionsrum, og begyndte at løfte vægte i en blanding af stilhed og henkastede bemærkninger om nytårsftenens eftervirkninger. Jeg bliver nødt til at sætte vægten ned på min maskine. Hvornår var jeg egentlig sidst i et motionsrum? Gør jeg det rigtigt? Efter 10 minutter er opvarmningen færdig.
Hallen lugter som altid af sur sved, og da teenagerne endelig er færdige med indendørs fodbold, begiver de sig mod baderummet, hvor et par af dem genkender mig fra min tid som ansat i klubben. Og for nogens vedkommende ser det ud som om jeg lige har indsneget mig på helligt territorium eller opdaget deres hemmelige lidenskab. Øjne bliver vendt bort. Træningen begynder. Da Harald er styrmand for volleyholdet, indvilliger han i at træne med den lille, nye, unge dansker. Bakkerslag og fingerslag til at starte med. 7 minutter efter kommer den første smash. Lige i brystet. Jeg griner forfjamsket, og bander indvendigt over at jeg ikke tog den. Vi spiller lidt videre, og jeg gør gengæld. Smasher. Harald tager den med lethed, og smasher igen. I brystet. Jeg bander, og ser mine røde arme. Sådan fortsætter det i 10 minutter.
Så går kampen igang. Der er tre volleybaner. På de to af dem spiller pigerne på 15-25 år. De spiller volley som jeg kender det. Zone og faste pladser. På min bane står der nu 11 andre islandske mænd, i alderen 25-45 år. Det her er deres friaften. Væk fra konerne og børnene. Det her er hellig og højt prioriteret tid. Og de spiller fremløbsvolley. Hver gang jeg har set på fremløbsvolley derhjemme, så har jeg aldrig forstået spillet. Efter det første sæt går det op for mig at jeg bliver lorten, den spiller som skifter mellem holdene, fordi det er jo ikke sjovt at tabe, bare fordi der er en ny på holdet. Tålmodigheden bliver sat på en prøve, og for flere af dem er det næsten mere end de kan klare. På et tidspunkt misser jeg et åbenlyst positionsskift efter en boldovergang og jeg indrømmer højt og tydeligt “Fuck, det der var sku’ da min”. Hvorefter den karseklippede, skægstubbede modspillende mand i blå wifebeater højt råber “Lige præcis!” på islandsk. Min hjerne er ved at brænde sammen i forsøget på at forstå spillet, selve logikken bag fremløbsvolley. Men der er ingen. Det handler om én enkelt fast plads som man så er bedst til. Og nemmere bliver det ikke af at spillerne er højere, bedre og mere sammenspillede end mig og at hver hold spiller med sit positionssytem efter serv. Vi spiller i 90 minutter. Jeg er fuldstændig færdig.
Stilheden i baderummet er næsten til at tage at føle på. Jeg skynder mig at gå i bad og få tøj på. Får næsten taget mod til mig for at spørge om det er samme tid, samme sted næste uge. Men jeg dropper det. Istedet er jeg den første ude fra omklædningen, og siger tak for idag. Der lyder ingen svar igen.

- 5 kommentarer til Bootcamp

Tak for billederne Ragnheidur 😉

- 2 kommentarer til Billeder fra Kims 30 års aften…

I år vil jeg gøre… I år gør jeg det.

Håber i alle kom igennem en fed nytårsaften, og har alle fingre i behold. Det var en sand fornøjelse i år at fejre med Máni – han synes det var supergriner at fyre ting af. Han spurgte hvad far havde i sin fyrværkeri pose, hvorefter jeg svarede “Årh, bare lidt småting…” Resten af aftenen lød omkvæddet fra Máni: “Far, skal vi ikke fyre lidt småting af?”. Da jeg så sagde at han skulle have briller på hvis vi skulle fyre fyrværkeri af, blev han bange og sagde at han ikke kunne lide fyrværkeri og raketter fordi de larmede, vi skulle altså bare fyre ‘småting’ af… Så nu er det et fagudtryk i forhold til nytårsaftener – småting. Ungerne var oppe til kl 24, vi fik hoppet ind i det nye år ((til stor undren for de lokale – det er åbenbart en dansk tradition det der med at hoppe)) og fik set vores fester. Jeg har fri til d. 4. januar, så fra imorgen kører vi langsomt ungerne ind i børnehave og vuggestue igen, ved bare lige at lade dem være der et par timer. Og så kommer lyset og hverdagen efterhånden snart igen…

Forresten har den kære Lars Linnet overrasket positivt og sendt nogen fede tema-billeder på mail i anledning af min 30-års-fødselsdags opgave. Godt gået, pappa. Jeg glæder mig til at se hvad I ellers kan finde på derude…

For 20’ende gang prøver den polske cirkusfamilie her at få styr på livet, denne gang med en køleskabskalender printet ud (wauw – flot) – fundet via lifehacker.com Jeg har oversat den til dansk, hvis nogen skulle have lyst til at bruge den. Klik på linket under billedet. Og klik på billedet for at se brugen af den i praksis.

Hent Køleskabs Kalender 2007 DK her

Love’n’all – Kim.

- Ingen kommentarer til 2007

Du læser denne besked fordi at:

1.1 : Du er en af mine venner eller veninder
1.2 : Jeg læser din blog fordi den er velskrevet, og jeg tror derfor at du er et interessant menneske
1.3 : Jeg er så heldig at være i familie med dig

Du får denne besked fordi at jeg fylder 30 år den 3. januar. Og jeg bor på Sóltún 30 i lejlighed 503. I Reykjavik. Og jeg inviterer på Chili Con Carne og Kunst kl 17:30 d. 3 januar. Og som du kan se, så er der allerede rigeligt mange 3-taller der. Og på vej til arbejde må man maks. køre 30 km/t og på vores parkeringsplads må man kun holde 30 minutter hvis man ikke er beboer. Så omverdenen råber 30 år til mig. Så derfor, i ånden af det omnipotente 3-tal, så har du nu 3 muligheder for at fejre mig og min krise/fødselsdag:

1 : Du tager et digital billede af noget med 30 genstande eller tallet 30 på og mailer det til mig på klinnet@gmail.com eller printer billedet ud og tager det med. Derefter kommer du til min fødselsdag, hvor du spiser, drikker og er glad.

2 : Du dropper at tage et billede, og vælger i stedet at møde op uden noget. Det er fint, men du vil nu få udleveret et lærred og pensel, og blive bedt om at male et billede i stedet som har noget med tallet 30 at gøre – en mariehøne med 30 prikker, et yver med 30 patter, en kiromantiker med 30 fingre osv. Når du er færdig med at male, så spiser du, drikker og er glad.

3 : Du vil hverken tage et billede eller male, men vil gerne nasse gratis mad og øl uden at yde nogetsomhelst for det = du ikke velkommen. Gå væk. Gerne 30 km væk.

3a. : Du bor i Danmark, og vil gerne komme, men har ikke råd/tid til flyveturen. Se mulighed nummer 1.

3b. : Du bor i Danmark, men gider ikke tage et billede og vælger at ignorere denne indbydelse. Du bidrager derved til min hærgende 30-års krise, som også manifesterer sig i at være i et fremmed land uden nogen venner overhovedet ((Litterært trick. Jeg har venner i Island. Men koblingen af eksistens på fremmed ø og brugen af ordet ‘overhovedet’ er med til at understrege eksotisk ensomhed, hvilket kunne få folk til at få ondt af mig og derved gide lave noget til min fødselsdag. En lidt bøsseagtig måde at få ting gjort på, jeg ved det.)). Hvilket på sin vis booster min selvtillid, idet du derved giver mig en tro på at jeg læser omverdenen rigtigt og at min 30-krise derfor er fuldt ud berettiget og endda rettidig. Tak. På en måde.

Konklusion:

Kim fylder 30 år d. 3 januar 2007 og fejrer det på selve dagen med mad, drikkelse og hyggelighed i lejligheden på Sóltún 30, 105 Reykjavík, kl. 17:30.

Vi sjaumst – Kim.

- 2 kommentarer til Indbydelse til Kims 30 års fødselsdag

For sjov skyld satte jeg lige vores fødselsdags liste, nederst på siden i 3 kolonne, til at vise de næste otte fødselsdage. Og gæt hvilken måned de allesammen er i… Januar. Loco mange fødselsdage. Så det er åbenbart ikke kun kaniner der er liderlige, det må også have smittet fætter påskehare. Som så må have inspireret til natlige aktiviterer efter påskefrokosten. Så hvis jeres kommende børn ikke skal glemmes i mængden, så drop påskefrokosten i 2007.

- 1 kommentar til Påske – boller