Nu må jeg hellere lige skrive det mens det stadig er sandt. Ungerne elsker deres skole. Deres klasser. Deres lærere. Jeps. En helt almindelig folkeskole i udkantsdanmark. Og det gør jeg såmænd også. En trofast støtte og tilhænger af folkeskolen. De har masser af temauger, gode lejrskoler, kanoture med klassen og skolefester for samtlige elever. De gør det godt. Og ungerne er superglade, til trods for adskillige skoleskift, nye lærere og ny fag. Máni glæder sig særligt til næste år, hvor han skal have fransk og Design og Håndværk. At hans far s kun lige kan sige “Hunden står bag døren” på fransk, og i øvrigt mener at franskmænd – og folk der holder af Frankrig – ikke er værd at beskæftige sig med, det lader vi pænt ligge. For han er god til engelsk, og så skal valget af 3. sproget først og fremmest være lyststyret, ellers lærer man alligevel ingenting. Og her er så lidt billeder fra den sidste skolefest, inden alle mine tre børn overgår til at deltage i projekt “skolereform”. Heldigvis er Svendborg plaget af en skolekultur og en kulturel skolebagage (Den hidtil gældende “Svendborgaftale”, som er den lokale rammeaftale mellem kommunen og lærerforeningen, er jo kendt for at være visionær, eksemplarisk og skabt i nært samarbejde) som godt kan modstå de fleste idioter. Og så er byen også begunstiget med flere fine højskoler, friskoler, privatskoler og efterskoler, så mon det nu går så galt? Jeg tror det ikke. Men denne sidste skolefest i “den gamle skole” viste fint hvad de kan – ungerne havde haft om forskellige kontinenter og lande i en uge, og Óliver kunne således tale Pashtu og kender forskellige tegn, Máni kan danse Salsa og Röskva, tja, øh…well, det kan jeg ikke lige huske, men det var sikkert også fint…
- Ingen kommentarer til Skolen er død – skolen længe leve!