Min januar har været og er fuldstændig, helt og aldeles vanvittig. Jeg glæder mig SÅ meget til februar. Der har været terminsprøver der skulle rettes, pigerokade med 15 elever på jobbet, et DM i Slam der skulle planlægges (og slams der skulle skrives), en bogudgivelse der lige skulle skrives et par bidrag til, en børnefødselsdag der skulle planlægges, bages pølsehorn til, laves indbydelser til, købes gaver til, et huskunstnerprojekt der skulle skrives et oplæg til osv. osv. osv… Aaaargh! Og simultant lige tre børn der skulle elskes og leges med, venner der skulle spises med og et job der skulle passes. Jeg bør øve mig i ordet nej. Jeg skal ihvertfald ikke rende og sige “ja” til alt, og så brokke mig over at jeg har travlt. Ovenstående klinger lidt af brok – men det er mest ment som en konstatering. Det er selvforskyldt, jeg ved det godt. Men det er jo også pissesjovt – og det er jo også det der er med til at give de klejner, der gør at der er et trommesæt og en skiferie til ungerne.
Heldigvis er februar lidt mere stille og rolig – der er det kun én omgang Pecha Kucha, to gange slam, en forældrefest og en skiferie der skal ses til…
En af de lyse sider ved bruddet mellem Anna og Jeppe – Jeg og ungerne får set mere til brormand…
Jeppe og jeg tog med ungerne til Nyborg Sansepark – der var rart hyggeligt, med masser af legeplads, sandstrand og små klappe-dyr.
Middag derhjemme, efter hyggelige timer ude i naturen…
Abejdsdag på Maskinen – stedet er vist endelig ved at opleve et generationsskifte, så det er ret fedt at der er nye kræfter til at løfte stedet.
Så var vi til familiegymnastik på Ollerup Idrætshøjskole. Det var rigtig, rigtig lækkert. Tre timer med andre unger, superfede faciliteter, frisk frugt fra Brugsen – og så gratis svømmehal bagefter. Perfekt måde at spendere sin søndag på.
Oliver møder en unge til gymnastik som hedder Valdemar. De spiser frugt sammen. I bilen på vej hjem:
Oliver: “Far, jeg vil gerne lave en legeaftale med Valdemar”
Far: “Okay. Hvorfor det?”
Oliver: “Fordi vi jo er lige gamle. Og fordi han er min ven…”
Far: “Tja, det er jo en meget god forklaring. Det må vi finde ud af…”
I morgen står den så på samtaler, hvor ungerne kommer med ud til skolen og vi laver en ad-hoc dagsbørnehave til mine, Thors og Jespers unger. De er tilsammen 9 unger på omtrent samme alder, så mon ikke de kan få tiden til at gå derude, mens de voksne snakker med forældre. Vi prøver ihvertfald.
Fredag er der klassefødselsdag for min yngste søn, underskønne Óliver – som by the way lavede en ny version af “Summertime” da vi spiste: “Zombietime, der er en kælling i isen…” Det bliver nede på Haahrs, med hele bundtet. Med pappas pølsehorn og mammas fotoskattejagt. Bagefter kører jeg ungerne ud til Erla, men så skal jeg ind til fødselsdag med Lars og Jon, fordi vi alle tre har fødselsdag i januar. Lørdag morgen kører jeg ud til Olli og kysser ham godmorgen på den store dag, derefter tager jeg på arbejde fra 10 til 15 og holder samtaler – og kl. 17:30 kører jeg så til Odense for at afvikle DM i Poetry Slam, og selv deltage. Her eg fået øvet mig? HA HA HA. Well, fuck det – det bliver med garanti en god aften med dejlige mennesker, sådan er slamaftener nemlig altid 🙂
Over´n´out fra en glad, travl og småfed farmand…
- 2 kommentarer til Vi kan sove når vi dør, kun døde fisk følger strømmen og den der griner, har det godt…
Er altså ikke sikker på at jeg er særlig vild med nogle af dine ordsprog 😉 Men nu især den med fiskene. Sær metafor. Tag nu en laks. Laksen følger strømmen ned til havet, når den er ung. Det er for lækker en tur. Den er lige blevet voksen, kan klare alt det der saltvand den skal ned til, etc. Det er først på turen tilbage, moden, godt polstret og fyldt med rogn, at den svømmer mod strømmen – for at lægge sine æg og dø.
Så ordsproget skulle være “Kun velbeslåede, småfede og gamle fisk går imod strømmen”? Det holder selvfølgelig meget godt i relation til eleverne ude på efterskolen, for der er de da lidt bange for at gå mod strømmen – og jo mere mageligt de +30 årige har det, jo mere moderne bliver det at være lidt på tværs og ikke gøre som de andre. Blachmann anyone? Måske du har ret. Og som en del af den kreative klasse der definerer sin selvforståelse ud fra “ikke at være en del af mainstream”, ville det mest provokerende jeg kunne gøre, vel være at læse krimier, se x-faktor, købe økologisk, blive skilt og få en diplomuddannelse i kultur og formidling. Well, well. Vi ældes jo alle 😉