Godt hjemme igen…

Så er vi tilbage i et land, der ikke har haft en værre vinter i 75 år. Det er dog alligevel skønt at se hvordan ungerne nyder gensynet. Máni og Óliver har ikke lavet andet end at flække af grin og lege sammen de sidste fire timer og de to rejseramte forældre nyder at høre om alle weekendens historier. Og selvom man da godt kan savne de 12 grader og skyfro himmel med sol i Danmark, så er det stadig rart at komme tilbage i den vante gænge. Det var superfedt at se vores venner i både Svendborg og København og vi har nydt turen. Når nu manden her engang får taget sig sammen kommer der måske lidt pics fra turen, og en Röskva der griner højt over gensynet med sin sjove største storebror….

Og nå ja, dette er også en lille test af Politikens nye Twingly service. Smart tænkt af de kære svenskere…

- Ingen kommentarer til Godt hjemme igen…

Bolledag og andet godt

Ja nu har der jo været fastelavnsweekend i Danmark, hvor man spiser boller (eller i hvert fald synger om dem), klæder sig ud og slår katten af tønden. Her er det med en lidt anden form.

Mandag var der bolledag, hvor man spiser boller og da jeg var lille havde lavet sådan nogle pinde med papir på, som man brugte til at slå folk i numsen med og sige bolle bolle. Dette så jeg ikke i år. Men vi fik boller, fiskeboller til aftensmad hos moster og boller med chokolade og fløde til dessert. Dejligt. Og det skønne var, at samme dag kunne vi endelig hente ólivers fødselsdagsgaver fra Danmark så de blev åbnede. TUSIND TAK BEDSTEMOR, BEDSTEFAR OG ONKEL KRISTOFFER, ULLA OG TOMMY 🙂 Han var meget glad.

Máni fjoller

Tirsdag var der så sprænge dag, vhor man skal spise så meget saltkød og gule ærter at man eksploderer. Den del hoppede vi over. Og i dag er der så askedag. Drengene var udklædte i børnehaven. Máni var sørøver og Óliver var turtles. De blev malede, men Óliver var ikke helt med på konceptet og kunne ikke forstå hvorfor vi forsøgte at tale ham fra at blive malet i hovedet som en gris, når han nu var turtles. Det endte med et fint kompromis i form af en lyserød grisemaske til turtles. Da han kom hjem, havde han også skæg og sorte øjenbryn. 🙂  Da jeg var lille skulle man også sy “aske” poser og hænge på folk. I hvert fald går de lidt ældre børn stadig rundt og synger i butikker for slik.

I dag var jeg med Röskva til 5 måneders undersøgelsen. Hun er knap 8 kg. og 65 cm. Hun er fin og flot og tog sprøjten i stiv arm. Ingen grund til at hyle over det.

Ellers så er vi næsten helt forberedt til DK.  Vi har lavet mapper over alle husene, Kim har kigget tilstandsrapporter, jeg har lavet aftaler med alle ejendomsmæglere og printet kørevejledninger ud, så vi er godt forberedt. Det bliver meget spændende. Måske forelsker vi os i et hus…????

god aften, Erla

- 5 kommentarer til Bolledag og andet godt

Adgang til The Pirate Bay

Måske lidt kontroversielt, men jeg synes det er forkasteligt at fogedretten kan censurere nettet i Danmark. Så for at protestere lidt er her en af de lovlige undskyldninger for at bruge tiden på The Pirate Bay. Og en anvisning til hvordan man åbner for adgangen…

Det viser sig at Apple, gennem iTunes, sælger Benn Jordans (også kendt som The Flashbulb) nye plade ulovligt. Det vil sige at han har en standard 50/50 CD-deal med sit pladeselskab om sin seneste cd-udgivelse, som han ikke tjener meget på, men han har ikke på noget tidspunkt skrevet under på at den må sælges gennem iTunes. iTunes vil ikke fjerne hans plade fra butikken, og han tjener ikke en rød fra fra salget. Han har derfor valgt at udgive sit album gratis på The Pirate Bay, som Tele2 nu er blevet tvunget til at lukke for. Hvis du er Tele2 kunde og gerne vil have adgang til The Pirate Bay og få fat i hans plade så gør du bare følgende…

OBS: Jeg fulgte selv instruktionerne fra OpenDNS og omprogrammerede vores router – og vores internet er blevet mærkbart hurtigere…så det kan anbefales, selv om du ikke er Teele2 kunde.

1. Vælg ’Kontrol Panel’ fra Start menuen

2. Klik ’Netværk Forbindelser’ fra Kontrol Panel

3. Vælg din forbindelse fra ’Netværk Forbindelser’ vinduet

4. Klik ’ Egenskaber’ knappen

5. Vælg ’Internet Protokol TCP/IP’ og klik ’Egenskaber’

6. Klik knappen ’Brug følgende DNS server’ og skriv ’208.67.222.222’ i ’Foretrukne DNS’ og ’208.67.220.220’ i ’Alternativ DNS’ felterne

Sådan! Nu bruger din computer Open DNS til at tilslutte sig internettet og du har igen adgang til The Pirate Bay.

God lytter!

Kilde: Piratgruppen.org

- 35 kommentarer til Adgang til The Pirate Bay

223 Milliarder…

I går steg Yahoo!´s aktie med 48 % fordi Microsoft offentliggjorde et tilbud som Yahoo! nok får svært ved at sige nej til. Og det er da sundt et langt stykke hen af vejen. Mastodonten Google har også skabt sig som et lille pattebarn, hvilket viser at de jo rent faktisk er lidt bange for miste deres skræmmende 70 % markedsandel af alle internet søgninger. Der hvor jeg så måske kan blive lidt bange, er i de tilfælde hvor et par af mine yndlings webtjenester, Flickr og del.icio.us, kommer under Microsfts kontrol. Sådan er der en del andre på flickr der også her det.

Og så har de kære Microsoft folk jo også lige købt 1,6 % af Facebook for 1,25 milliarder. Der er jo sådan set ikke noget i vejen med Microsft. Jeg er glad for Windows Vista og med deres nyelige innovationer omkring Silverlight og Photosynth, så viser de at de stadig har overskud til spændende forskning. Hvis de nu koblede det sammen med Flickr, så begynder det at ligne noget.

Well, well. Hvad sker der ellers for lille Danmark? Mit fædreland var i de islandske nyheder i går som det land i verden der havde den mest negative presseomtale af muslimer. Og så har ombudsmanden tvunget Tele2 til at lukke for danskernes internet adgang til PirateBay – hvilket får Danmark i samme stats-censurerende liga som Tyrkiet, Kina og Australien. Flot, flot. Hvad skal vi så? Sidde og læse om omdannelsen af Christiania til nyt erhvervsområde i MorgenFascisten Jyllandspesten, mens politiet sætter kameraer op ude i forhaven og vi om aftenen kigger på de hjemmesider som Pia og Anders har besluttet det er okay at se på? Hurra for frisindet, det sørme fantastisk…

Hrmph. Det er altså ikke altid det nemmeste land at overtale folk til at flytte til. Nå, men i aften har jeg besluttet mig for endelig at brænde alle broer med hensyn til min lærergerning i Island. Jeg har jo allerede flottet mig og offentligt sagt der var for mange høns i folkeskolen i et avis interview (det tog de nu forholdsvist fint, det tog dem kun en uge at stoppe med at kagle hver gang de så mig) – og så i aften skal der tages billeder af mig, Bjössi og Matti i bruseren i svømmehallen til en turistbog om Island. Så er jeg ligesom helt sikker på at enhver skoleleder fremover trækker nervøst på smilebåndet inden ansættelse – høns og nøgenbadning går ikke altid godt i spænd med forældresamtaler og grammatikundervisning. De havde forresten også læst interviewet på Olivers stue igår, for de spurgte mig om jeg ikke havde noget korn med til dem. Så kan jeg lære det. Hvis man bliver interviewet skal man huske at de skriver alt hvad man siger – og specielt de ting som man måske havde glemt man havde sagt…

Ellers er vi rastløse og møgnervøse begge to for det kommende besøg til Danmark. Meget spændt på at se hvilken følelse vi får når vi kører over storebæltsbroen til det ukendte fynske land. Jeg håber bare der er sol og mild vind, og ikke dansk slud, blæst og mørke… Jeg håber vi kommer til at kunne forestille os en længere fremtid der, ellers skal vi jo til at starte forfra med alle vores tanker og overvejelser endnu en gang. Damn. Det er alvorligt ment denne gang. Med ansvaret for 3 børn, begyndende skolegang og familiære relationer.

PS: Kære Jeppe og Hella. Skriver I ikke snart en kommentar igen? Jeg savner lidt at høre fra vores danske læsere…

- 3 kommentarer til 223 Milliarder…

Min svigerfars smukke land…

Det er måske nogen der tænker – indimellem os selv – at det må være træls at være fra to forskellige lande. Men jo mere jeg tænker over det, desto mere synes jeg det er en force. Og specielt med Danmark og Island, fordi de to lande kulturelt og sprogligt har så tætte bånd – og dog er sindelag, livsanskuelse og naturen i de to lande så vidt forskellig. Hver for sig kan man hurtigt blive træt af jantelovsramte, sofa-afstemmende godt-nok danskere med deres evindelige kalendere og brok over dsb og verjret. Og man kan blive træt af de evigt for-sent kommende, altid arbejdende, materialistiske og alvorlige islændinge. Men hvis man tager det bedste fra begge lande, så er det en ret perfekt cocktail…

I fredags var vi så islandske og kørte impulsivt ud i ødemarken fordi der endelig var vindstille, frost og høj sol. Og når vejret er sådan, så findes der meget få steder hvor det er ligeså lækkert at være. I den knastørre frostsol mellem de islandske fjelde…

- 3 kommentarer til Min svigerfars smukke land…

Frys!

207 mennesker aftaler at fryse på nøjagtig samme tidspunkt i 5 minutter – på Grand Central i New Yourk…

Det er altså en rigtig, rigtig, rigtig fed idé… Jeg ville gerne have været der, eller gjort det eller prøve at gøre det. Flashmobbing rykker!

- 1 kommentar til Frys!