Så blev det søndag aften, og ungerne skulle over til mor efter en dejlig efterårsferie. De har både nydt sol og gode timer med Erla på Langeland og haft det rart hos bedstemor i Ebeltoft. Máni har været helt overdrevet sød (endda lidt for sød?) i løbet af ferien, Óliver har trommet, danset og grinet og Röskva har været en puttetrold. Tre dejlige unger – og uanset hvad der kommer, så har de jo også to dejlige forældre. Og så blev efterårsferien sluttet af på en rigtig rar måde. Erla var så sød at invitere mig på islandsk lammesteg i hendes hus, så vi fik et par hyggelige timer sammen og dejlig mad – hendes mistro på egne madevner burde hun egentlig pakke væk – jeg har indtil flere favoritter på Erlas menukort 😉 Det var afslappende, varmt og trygt at være lidt familie igen, omend det var for en kort stund. Ungerne hyggede sig, Erla og jeg fik grinet (jo, det kan vi stadig – og jo, det var befriende), snakket om ferien og teatret i Ebeltoft – og et øjeblik blev den umulige virkelighed holdt væk fra døren. Det var rart – og natten gav søde drømme…
Aftenhygge med mit nye Olympus PEN E-pl1 kamera, som jeg er supertilfreds med indtil videre.
Derefter var vi ude at se på Hundstrup. Det er en økologisk selvbygger landsby som ligger 12 km fra Svendborg. Og jeg var jo ret vild med fællesskabet på Møn, og synes det er med at bo mange sammen, og være i et miljø med mange unger, hvor man hjælper hinanden (læs fællesmad, børnepasning) og hvor der er højt til loftet og langt til ligusterhækken, det er jo tiltalende. Og så kan det godt være at Jeppe siger at jeg er ligeså økologisk indstillet som Monsanto og Erla mener at mine hylder er ligeså lige som tårnet som i Pisa, men det vil jeg da sk… på 😉 …desuden er det jo bare en lille drøm, ganske ufarligt. Det koster vist både mange penge og meget tid at bygge selv – men det er trods alt besnærende…
Og da jeg ikke komemr til at bygge mit eget hus foreløbigt, så må jeg j starte i det små og reparere alt det jeg ikke nåede, da jeg troede jeg skulle bo her indtil Máni blev konfirmeret…
I morgen tidlig drager vi mod Ebeltoft – hvor vi har en date på Glasmuseet om at lave kalejdoskoper kl. 14:00… Og så starter Ebelfetival, Djursland børnekulturuge, Bedstemors madforkælelser osv. i fire dage. Det bliver dejligt.
Intense og omkring sig
Om igen og igen og igen
og stemmerne
Elkogeren bobler
Sproget fosser over
Timerne forkortes
Senge bortkommer
Mit tempo stiger
Vi er store rodehoeveder
Ingen ordensmennesker tilstede
Hele min verden lovede jeg
Til dem
Og det bestod
Selveste jer, mine tre godtfolk
Overlegent elsker mit hjerte jer
Lette er I, energien fiser omrking mig,
I er mit dejligste gemmested
I er kloge og belevne
En reel ven er hos mig,
Kom med jeres sorger
Det letter,
Jeg forkorter pinen
I glemmer og jeg gemmer
Leger sindet pletfrit
Vi holder vreden nede
Og stirrer imod
En fremtid
Som er vores
Helt igennem…
Oh, det er ren feelgood,
Oh, det er stor whopper cheese,
Oh, det er velholdte toner og tossede timer…
…og så kommer ungerne – og regnen 😉 Heldigvis har de haft fede solskinstimer med mor i sommerhus på langeland, det har sikkert været en dejlig tur – og idag var de også på langelandsfortet. Billeder fra turen kommer ganske givet op i aften – på Erlas blog 😉 . Jeg fandt så i mellemtiden i husoprydningen et gammelt gavekort til biffen og gik ind for at se “Headhunterne”. Fin film – selvom norsk nu aldrig kommer til at være et respektabelt sprog når det tales indbyrdes imellem voldsmænd. Det synes jeg stadig er lidt grinagtigt. I dag står den på lidt småindkøb, opmuring af skorstenen, lister (så huset kan sælges) – og så noget forefaldende skolearbejde. Og når så ungerne kommer, så er der trods alt lagt en smule planer.
Tirsdag og onsdag bliver en slapperdage i huset, hvor der er tid til at lege lidt med naboens, se den nye filmsamling, gå på biblio, pakke til Ebeltoft – og måske nå et enkelt besøg ud til den selvforsynende landsby. Og så kunne man jo også spille, lave bål og alt det andet – og måske lære Máni at blogge på hjemmesiden, hvis han synes det er sjovt. Torsdag er det vejrguderne der bestemmer. Hvis vejret er med os, så udnytter vi tilbuddet i Tivoli friheden i Aarhus, og smutter ind og kører i radiobiler og snitter i græskar. Hvis det pisser ned, så tager vi mod Ebeltoft med det samme. Om fredagen er der teater og alment gang i den pga. “Æblefestival” i Ebeltoft, Lørdag står den nok på svømmehal og så et par timer ude på Mols, sammen med Kinge, Toke og Mikkel – og så lørdag/søndag er der jo lige besøget ud til oldemor. Og så var den efterårsferie gået. Søndag skal jeg også pille min udstilling ned – den solgte ikke så meget som jeg havde håbet, så det kom til at koste mig 300.- at have den hængende. Well, well – godt man ikke er kunstner. Denne gang glæder jeg mig vist mere end almindeligt til at se dem – måske fordi det er fulltime, og samværet ikke blive afbrudt af madpakker, arbejde, idræt, skole osv.
Nuvel, der skal shoppes og mures – jeg må se at komme videre…
Ovre til højre kan I se lidt nye links. Deriblandt også linket til Erlas nye blog. Hun havde det, forståeligt nok, lidt svært med at blogge og sætte billeder ind på Emtekaer, når jeg nu indimellem bloggede om mit syn på skilsmissen. Hun er et andet sted i sin process, og er måske nok mere klar til at sætte billeder af børn ind og blogge om det forestående venindeliv, end om tabet af en fælles fremtid.
Anyway, jeg synes det er dejligt. For det første fordi jeg nu kan følge lidt med via både ord og billeder i de uger hvor jeg ikke har ungerne, og så også fordi hun har valgt et fint tema på den bedste bloggingplatform der findes – wordpress. Erla skriver på Islandsk – og er vist begyndt at tale islandsk til ungerne når de er på besøg hos hende. Dejligt – lidt mærkeligt at det først kommer nu, men bedre sent end aldrig. Når det kommer til at tale Islandsk ihvertfald. I andre tilfælde der kan selv “for sent” være det samme som “aldrig”, men det er en anden historie.
I denne her uge har der været foruroligende stille. Tiden er gået med arbejde, et bankmøde, et mæglermøde og stille dage i efterårssol. I disse dage, hvor timerne efter kl. 17:00 som oftest blot er fyldt ud med behåret samvær med katten, online tidsfordriv og gentagen oprydning, der tror jeg dagene i Wyoming for mange somre siden kommer mig til gode. Ensomheden er ikke uvelkommen, og mit eget selskab er for det meste udmærket. Som de fleste mænd har jeg det dog bedst ved tosomhed på den lange bane, men lige nu skal der stilles skarpt på de ting som en singletilværelse også kan give. Der kan tidsnok komme ny suppe på bollerne, og tilsyneladende er der masser af kvinder i samme situation som mig.
Men jeg har tænkt sporadisk over kød-statistikken. I skilsmisser er det i 70% af tilfældene kvinden der smutter – og hvis det er manden der smutter, så er det fordi han har fundet en ny. Altså kan fraskilte kvinder se frem til et kødmarked hvor 30% af mændene er single fordi de har været utro, og hvor de resterende 70% har været så kedelig/dumme/fattige/antilyttende/sure/heddetsåmegetkim, er der er en kvinde der er skredet. For mændenes vedkommende bliver kødmarkedet udgjort af 70% kvinder der er umulige at stille tilfreds eller meget svære at høre, og 30% kvinder der var så kedelige at være sammen med, at deres mand fandt en anden. Så er der indimellem også de singler der ikke har været gift og fået børn endnu – og det er der jo nok en fucking grund til. Spændende. Nå, det var et…sidespring 😉 …og bare rolig, så sort og surt ser jeg ikke på fremtiden – dertil findes der for mange søde mennesker lige omkring mig…
Lige nu forsøger jeg at få skrevet to nye numre til vores band inden den næste øver, jeg skal involvere mig til op over begge tindinger i to ugers nonstop musikteater på efterskolen fra uge 45 – og så er der lige Odense SpokenWordFestival i November, de fynske mesterskaber i Poetry Slam 2011 i december og DM til januar i Odense.
Huset sættes til salg nu, og indtil det er solgt (i år 2014 – gid jeg tager fejl…), så vil jeg bruge min tid på at vise mine unger at jeg elsker dem, nyde jobbet, nyde fritiden – og blive bedre til at ringe til de lokale venner… og hvis så livet tilbyder en fristelse undervejs, så må vi se om der er appetit. 🙂
Så er det nu jeg skal til at bygge et nyt hus. Men først skal vi rive alt det ned, som vi har bygget på de sidste 11 år. Jeg tror jeg vil starte med de yderste tagfrustrationer, og langsomt kradse dem i stykker med mine negle, indtil mine fingre er lige så blodrøde som lagenet ved de en, to, tre fødsler det kostede at starte byggeriet. Når toppen er taget af, vil jeg kigge indenfor. Muge skeletterne ud, pletfjerne de dårlige minder og derefter gå i gang med bodelingen. Du kan få sofaen og sengen. Jeg tager fastelavnsdragten og halsbåndet. Du kan tage hækkesaksen og ligusterhækken. Jeg tager solstolen og æblerne. Du kan tage CD´erne og DVD´erne. Jeg tager fotoalbummerne og vinylerne. Du kan tage forståelsen og beslutningen. Jeg tager accepten og viljen. Du kan tage bestikket og porcelænet. Jeg tager krydderierne og bordet. Du kan tage bøgerne. Jeg tager litteraturen. Du kan tage fordøren. Jeg tager smutvejen. Vi deler børnene. Du kan få deres hjerter, jeg tager deres øjne. Du kan tage deres hænder, så tager jeg deres fødder. Du kan tage deres lange, lyse hår, så tager jeg deres små, søde navler. Du kan tage deres hørelse, så tager jeg deres stemme. Og så vil de aldrig blive hele igen, før de flytter hjemmefra og vi giver dem dem selv tilbage. Men sådan er det, det er hvad det koster i mors og fars nye betalingsring. Og når så alt er delt, så vil jeg banke fundamentet op, for at finde ud af hvorfor det ikke var stabilt nok. Sank det lidt i den ene side, fordi du ikke talte højt nok om hvad du ville? Var mørtlen dårlig, fordi jeg var for meget mig og for lidt os? Stod det skævt fordi jeg røg hash eller fordi du gik til Zumba? Fik ukrudtet fat fordi vi glemte at gøde? Kunne det nogensinde reddes, eller var det selv jorden der var forurenet fra starten, så vi aldrig havde en chance? Det skal kulegraves og undersøges. For det næste skal bygges bedre. Der skal være grønt græs, fordi man husker at vande det. Det skal bygges i læ, så stormene ikke får fat. Der skal være en ladeport som dør, så hjerterummet kan vælte ind. Og hver dag skal jeg udvide min horisont en smule, så den til sidst revner og lukker alt det ind som jeg ikke vidste fandtes. Måske får jeg nye børn, helt uden at skulle lugte af bræk og skifte bleer. Måske er der flere end mig der kan stå på ski. Måske møder jeg en der kan råbe og ryge hash – så kan jeg hviske og gå til Zumba. Måske bliver det et bofællesskab i et stykke tid – måske en lejebolig – måske et rækkehus. Eller et lille, nybygget kolonihavehus, med yndig kørvel i urtepotterne, nyklippede rosenskud og en yndig havelåge i jern og kæder, som næsten er ubrugt og aldrig knirker. Men lige nu skal jeg først se tiden i øjnene og blive klar til livets anden del. Hvis blot den kan blive lige så god som den første, så er det ikke så skidt – og jeg ved godt at det ansvar kun er mit. Og jeg håber da for dig at du også kommer videre. Selvom du har taget fusen på mig, har overrasket mig som en flygtning i Greve og synet af en ædru svensker, så fortjener du at blive glad igen. Fordi børn drikker glade voksne til morgenmad. Jeg troede jeg skulle gro gammel i vores hus. Men nu vil halvdelen af ungernes barndom finde sted i et ukendt land – halvdelen af deres historier og minder vil være på et sprog jeg ikke forstår. Og jeg må begynde forfra på nye historier. Det er ok. Jeg var bare ikke lige klar til at vende bladet endnu. Men jeg spidser blyanten og vender siden. Snip snap snude, nu er historien ude – tip tap tønde, jeg glæder mig til at se den næste begynde…
