Jeg når næsten at lukke døren. Så siger hun “Far, vil du ikke putte lidt med mig?” Et kærligt suk undslipper nok, og en indre jubel. Jo, selvfølgelig vil jeg det. “Far, min ryg den klør sådan. Og vil du ikke også synge den med tigeren?” Hun vender ryggen til mig, og mens jeg synger lidt stille Anne Linnet, og husker at klemme hende i nakken på det rigtige sted i sangen, så kommer tanken om at det her synger på sidste vers. Hun er snart seks år. Der kan ikke være længe til at hun ikke længere behøver at blive puttet. Det betyder så blot at jeg sikkert begynder at spørge “Skal jeg ikke putte dig og synge en sang?” Men en dag siger hun også nej til det. Hver alder, sin glæde. Men for fa´en, hvor er hun sød. Og så snart man så bliver en smule skruk, så kan man bare gå i Netto. For der er altid en eller anden stakkels forælder med små, urimelige, hylende unger. Og så tænker man “Fedt at min store dreng er så stor at vi kan smutte i biffen ammen og se Iron Man – og begge to nyde det.”
Röskva skulle selvfølgelig være linedanser, og netop den sang undgår hun så nok ikke til sin konfirmation – og hvis hun er heldig, så har far klippet en hjemmevideo med dengang fra børnehaven. Hun var yndig og dygtig og den bedste og nød det i fulde drag. Bedstefar var også med, jeg havde slæbt PSFyn’s PA-Anlæg med (intet er for godt til min lille pige) og Erla havde sørget for lækkerierne til spisning. Det var klasse.
Oliver er stadig glad for garden. I dag glædede han sig endda til at komme hjem og øve. Skindene får indimellem også nogle pludselige tæsk, så mon ikke han fortsætter ud i musikken? Om et par år vil han sikkert gerne gå til trommesæt på musikskolen – og mon ikke han får lov til det?
Musik & Tekst :Per Krøis Kjærsgaard
Kære linedanser, udspændt
ligger foran dig
selve livet du fik givet
gå nu kun din vej
Du må turde træde ud
hvor dit liv kun er dit
Det briste eller bære må
dette ene skridt
Give fra dig hva du magter
da ser du
en da du nåede ud
og danser til
himmelens stjerneskud
Kære linedanser
hop nu ud ved siden af.
Se dig danser bare sanse
gøre hvad du ka’.
Være én, med én iblandt.
Og mødes så du gror.
Ja vent dig meget fra den kant;
Denne er din jord!
Tro mig når jeg siger til dig
det største – det ser man kun i det små.
Og kigger du opad er himlen blå.
Kære linedanser, ser du
livet er et net,
øjeblikke tro blot ikke
dansen kun er let.
Og en dag gør livet ondt
det ved jeg at det vil.
For livet er et liv på trods
smerten hører til.
Ud af sorgen vokser lykken,
og livet i påskens evige fest.
De stærkeste rødder har træ’r i blæst.
Line danser – vælge livet
hvilken er din vej?
Følge hjertet uforfærdet
Sige ja og nej.
Verden spørger tit hvordan
og alt for lidt hvorfor.
Der er så mange ting man kan
stå for det DU tror!
Gid du aldrig mister modet,
og lader det onde uimodsagt.
Når viljen befries, – da faldet magt.
Linedanser i det høje
dans vidunderligt!
For det næste er det bedste:
glæden ubestridt!
Tænk at få balancekunst
Så helt ufatteligt!
At modtage sin stang og snor
ganske kvit og frit.
Uanset om du nu tror det, så ved jeg
at lyset brænder for dig!
– Og kigger du op, er der nok en vej
