…blogbogstaver fra det sydfynske
Ane er grunden til at vi flyttede til Svendborg – og datteren Alma var Mánis første damebekendtskab. De har lært at kravle sammen, de har spist jord sammen – og så har deres mødre started en “Storebørnstur-klub”, hvor det kun er Erla, Ane, Máni og Alma som må komme med. Og så vidt jeg ved, så er det ikke så ringe endda – but what happens at himmelbjerget, stays at himmelbjerget I guess…
Anyways – hun blev også konfirmeret – og vi var med, og med lidt billeder siger vi tak for en dejlig dag.
Så fik Máni sin konfirmation. En stor dag, på mange måder. Og valget var helt og holdent hans – vi forlangte “blot” at han skulle gå til præst, og så måtte han selv bestemme om han ville konfirmeres eller nonfirmeres. Med respekt for de værdier, fortællinger og den etik og moral de vel nok har bevæget sig igennem hos præsten, så undlod jeg at indgå i alt for omfattende diskussioner omkring biblens skabelsesberetning, men talte istedet med ham om næstekærligheden og det at tro på noget større end en selv – men han ved godt at jeg ser bøgernes bog som good ol’ fantasy. Men Máni ville det, og efter den prædiken han fik i kirken, så forstår jeg ham godt. Præsten var både nutidig, humoristisk og henvendte sig til de unge på deres præmisser, og formåede at skabe et rum hvor man kan tale om de ting som man ellers ikke får talt om i hverken skolen eller henover middagsbordet derhjemme…
Men dagen oprandt, med et familiært tilløb fra Island. Allerede torsdag aften landede folket fra Reykjavik og Sverige, Akranes kom fredag, Sjælland kom lørdag og Jylland dukkede op på dagen. Og alle gav en hånd med hvor de kunne. Og det var jo netop det der var Mánis største gave – at stå og se ud over 43 voksne og 30 børn, som han kan kalde både sin familie og sine nære venner. Det var fantastisk og rørende. Solen slog igennem, og efter konfirmationen i kirken, så blev dagen brugt på lækker mad, fælles fodbold, fysikforsøg fra Troels, masser af taler, sange og samvær på kryds og tværs. Selvom mig og smukke har været sammen i snart 16 år, så er det jo første gang nogle folk i familien møder hinanden.
Vi er bare grundlæggende super taknemmelige over at I kom. At I tog jer tid til at fejre Máni, give ham virkelig flotte gaver (han er klart den med flest penge i banken lige pt.) og hjælpe mig og Erla på den måde som I gjrode.
Og sidst, men ikke mindst, så tak til dig min seje og søde Erla – hold nu kæft hvor du gjorde det godt i ugerne op til, du var fantastisk! Godt skuldret 🙂
Well, bedre sent end aldrig – og selvom I nok har set alle billederne, så kommer her et lille udvalg:
Så er der en uge til – og vi har så godt som styr på det hele, bl.a. fordi fruen i huset fanme er et jern til at have et blik for detaljen. Vi glæder os helt vidlt 🙂
Når man nu bor på sydfyn, med både bakker og vand i nærheden, så burde man jo få sig et kajakkursus, en paraglider en mountainbike og en båd. Og et døgn med 48 timer. Men nu prøvede vi så lige det nyeste tiltag – 2 km. fra efterskolen er et af Danmarks længste og smukkeste MTB-Spor lige åbnet, og vi var til åbningsfesten. Det var 12 kilometers hård kørsel, og jeg skulle hilse og sige at det føltes som 25… Hold nu kæft, det var hårdt – og sjovt, udfordrende og meget smukt. Tag din cykel med, næste gang du kommer 🙂
Se mere om sporet på skovhuggeren.com
Så blev Toke fejret, fordi han skal velsignes – han er allerede gift. Brylluppet/velsignelsen står i maj, ligesom tre andre konfirmationer, så der bliver smæk på. Anyway, hans polterabend faldt dagen efter en 40-års fest, som var dagen efter min turné. Kunne godt mærke jeg ikke var helt ung længere. Men det var tophyggeligt, særligt fordi Mikkel, Marcus og Troels var en del af festen, med både appelsinkanoner, laser-lerdueskydning og beerpong. Det er ikke så tit vi ses, men når vi samles, så formår vi at have det sjovt. Troels dejsede omkuld, hvilket selvfølgelig straks resulterede i påtegnede motorbriller med sprittusch og båthorn 🙂
Så var vi afsted igen, og denne gang ville Óliver gerne med. Sidst jeg tilbød ham at tage med til Tyskland på turné, der ville han ikke, fordi tyskere jo lige havde været i krig og de har tunge dyner. Han har åbenbart tilgivet dem begge dele. Sidste år var vi i Norge, og selvom den turné havde sit at byde på i forhold til natur og oplevelser, så er det lidt sjovere når der er varmt og billigt, istedet for koldt og dyrt.
Óliver var fantastisk at rejse med. Han er simpelthen bare så cool, og der er nye karaktertræk som træder frem. Han er opmærksom og medlevende og kan sanse når der er en fed stemning i koret efter en god koncert – kommer f.eks. hen og siger “Far, der er bare sådan fed stemning lige nu” mens han smiler over hele femøren. Og hvor de andre børn indimellem prøvede at undslå sig koncerter, så var det ikke en mulighed med Óliver – han glædede sig til dem alle (og de ER altså også gode). Der var også mere end en gang, hvor jeg prøvede at prakke ham en is på, men han er åbenbart også nøjsom, for hvis han var mæt og lige havde fået lidt frugt, så var der da ingen grund til at få en is – og han havde også et blik for den mindste pige, Ellen, som var med på turen. Han tog sig af hende når de voksne havde lidt travlt, og jeg blev helt blød om hjertet ved at observere min egen unge. Mine kolleger kom også hen og spurgte uforbeholdent om hvordan man dog gjorde for at få så dejlig en unge. Det varmer, og gør far stolt. Og jeg er ikke helt sikker på det er min skyld – Óliver er i høj grad sin egen…
Turnéen som sådan, var også lige i skabet. I år er korhittet “Locked out of heaven” med Bruno Mars, som næsten er på højde med “Shadowland” med årgang 13/14. Udover koncerterne var der jo også de obligatoriske besøg til historiens vingesus, men mens resten af skolen var i Buchenwald, den lokale koncentrationslejr, tog mig, Thor, Óliver og Otto i et stort badeland, med både indendørs og udendørs pool. Derefter var det sol og gåtur i de lokale parker, med brætspil, frisbee og is. En okay måde at tjene sin løn på – og Óliver skal tidsnok får set de lejre, det er ikke noget han har behov for lige nu. Dagene blev også brugt på råhygge om aftenen, omend årets kollegahygge om aftenen var en noget slap affære, men vi er måske også ved at være et ældre lærerværelse.
Turen hjem gik med jam – og om tre år er det Röskvas tur 🙂
Så skete det endelig! Vi har indtil videre haft det lidt som en hemmelighed, men nu har vi endelig fået bekræftet at vi kan låne den lokale Postbåd. Det betyder at vi nu vil afholde Mánis konfirmation på Birkholm, som er en lille ø i det sydfynske øhav. Vejen derover går via færgen til Ærø, derefter bus og så postbåd til Birkholm. Øen er et fantastisk sted, uden nogen form for moderne luksus, så vi glæder os til at grave huller i jorden som toiletter, lav svin over bål og så spise på de medbragte paptallerkner, da der heller ikke er vand til at vaske op.
Det bliver godt nok lidt mere besværligt, men vi tror og håber på at konfirmationen på den måde vil give et indblik at dansk natur også kan være noget særligt og at selve dagen på mere end én måde bliver uforglemmelig. Vi glæder os – og husk at medbringe gummistøvler, kompas og pressening…
Man, det var dejligt at se Veisteinn igen. Og hans søde kæreste. Tænk sig, de rejste sørme hele vejen fra USA for at besøge os i Påsken – det er da klasse 🙂 Det var dage med Veisteinns energiske og glade humør, Natalies afslappede og søde tilgang til verden, masser af snak om USA og samfundsopbygning og D. Trump, æggetrilning på galgebakken, koncert på maskinen med Bisse, hygge med ungerne, teater med Röskva, gå-ture, minigolf, film i sofaen og lækkert samvær. Veisteinn og Natalie fik også lige set KBH og Aarhus – og nu har vi – suk – sendt dem tilbage til USA. Men vi ser dem til August igen oppe på øen. Tusind tak for besøget I to, det var virkelig dejligt at se jer igen 🙂
