emtekaer.dk

Så blev det oktober og sidst jeg bloggede var engang i maj. Nu er det jo ikke ligefrem fordi 2910 har ligget på den lade side; der er sket så meget at jeg måske helst ville have været foruden. På den anden side. Der er også kommet meget godt ud af det. Fars død, uagtet hvor meningsløst og hårdt det var / er, har også givet nogle smukke dage og tættere relationer til søskende og folk langt ude i familien, husets ongoing istandsættelse, som snart nærmer sig sin afslutning, har givet et leverum som vi er glade for og indimellem de to store konstanter, så har livet foldet sig ud undervejs. Min hukommelse er ikke den bedste, og jeg ved at jeg hver nytåraften nyder at sætte mig ned med bloggen og se på det år der er gået. Så jeg må igang igen. Stille og roligt, en post ad gangen, indtil fortiden indhenter nutiden. Nu er jeg igang igen. Det er en rar følelse.

- Ingen kommentarer til Elektrisk livsvidne

I dag skulle vi have siddet i Wakamba i den sensommersol som pludselig er kommet. Men det gør vi ikke, for du er her ikke.

Eller.

Det gør vi ikke, for min far er her ikke længere. Jeg ville ønske jeg kunne skrive til ham. Og meget andet. Ringe til ham. Høre ham trampe stille ind i køkkenet. Vise ham vores ombygning. Se ham læse med Röskva. Se ham spille med Óliver. Høre ham tale med Máni om det nye gymnasieliv. Bede ham om at lægge telefonen væk; høre for meget om hans lyster og smage for lidt på hans madeksperimenter. Jeg har lyst til at skrive direkte til dig far, for at få dig tættere på. Men det kan jeg ikke. Og jeg ved godt, at jeg sagde, at jeg tilgav dig for at du selv valgte at tage herfra, men de ord blev sagt i en overstrømmende følelse af smertelig ømhed, kærlighed og omsorg for dig. Omsorg for dig, som det menneske der har stået ensomt i sin lejlighed klokken 01:40 den 15. maj og valgt at forlade mig, mine søskende, din kæreste og dine børnebørn. Tårerne strømmer ned af mine kinder nu. Jeg har nok ikke tilgivet dig helt alligevel. Jeg forstår det ikke, far. Hvordan kunne det hele være så slemt, at det var den eneste udvej?

Det kommer godt nok til at tage noget tid, det her.

Du ligger lige under overfladen døgnet rundt og jeg bider tænderne sammen. Klarer lige det med huset. Det med jobbet. Det med familien. Klarer lige det hele og løber afsted, imens et stykke af min sjæl stadig står og flagrer ved det bjerg af blomsterkranse som lå til dig efter din bisættelse. Jeg er nu klar til, at kunne se på billeder af dig uden at græde. Jeg kan stadig ikke klare at læse dine gamle mails, dine SMS’er, dine messengerbeskeder. Dem jeg ikke fik svaret på, dem jeg gjorde. Du kommer for tæt på.

Jeg husker vores sidste samtale. Et videocall med dig og alle os fire børn. Vi fjollede og grinede og spillede virtuelt basket. Heldigt for dig, at din sidste samtale med dine børn var en samtale med latter, men hvis du nu bare havde givet et lille hint om at du var på vej væk, var samtalen måske nok blevet en anden. Det kunne jeg godt have brugt.

Men du ville ikke stoppes, tænker jeg. Dit liv, din beslutning.

Egoist.

Ja, undskyld. Men jeg bliver fandme gal på dig indimellem. Det hjælper også lidt. At være rasende på dig. At være helt og aldeles uforstående over at du valgte at gøre det få dage før Ólivers konfirmation, det barnebarn som har siddet og klippet dine musikvidoer; som har jammet med dig. Og hele den islandske familie, som du elsker at tale med, var også på vej. Du må ha´stået i et mørke, som jeg heldigvis kun selv kan mærke omridset af. Ellers giver det. Absolut. Ingen. Mening.

Vi var på interrail. Jeg vågnede en morgen i Prag. Troede jeg havde smidt min dagbog fra Indien væk; vores store tur sammen. Så stod jeg der, midt på banegården i Prag og du var over det hele. Og så begyndte jeg at græde. Igen. Og jeg prøvede at se om jeg kunne genskabe stumperne af dagbogen ved at læse det jeg havde skrevet på hjemmesiden, men det var ikke det samme. For der var to oplevelser jeg ikke havde skrevet om. Den dag jeg vågnede ved vores hus i Our Land og du spurgte om vi skulle svømme over floden. Jeg mindes jeg synes floden så lidt gusten ud, så jeg takkede nej, men du svømmede over – den var vel 100 meter bred, med krydsende flodbåde. Og to timer senere kom du tilbage og sagde at de også var flinke på den anden side af floden. Og så husker jeg kokusnøden. Hvordan vi kørte forbi den ene vejbod efter den anden, men du ville partout have en frisk kokusnød, som du kunne drikke af. Og vi stoppede et sted, hvor du mente at de ikke kunne blive mere friske. Der var meget andet fra den tur (og jeg fandt også dagbogen igen), men lige de to minder er noget af den slags far, som jeg håber på selv at blive ved med at være. Legelysten. Nysgerrig. Måske endda lidt pinlig, akavet og besværlig, fordi legen ikke altid passer ind. Din evne til at aflæse kutyme har ikke altid været skarp og måske er det netop det som har givet dig de ekstra farver i livet.

Jeg savner dig.

Ved din bisættelse var der stuvende fyldt. Over 250 mennesker. Du har betydet meget for mange. Din søster sang. Du fik ikke helt de sange du havde håbet, for vi fandt først dine sangønsker da vi skulle tømme din lejlighed. Du har tænkt på din død i lang tid.

Det kunne du godt have sagt.

Jeg savner dig lidt meget i dag, fordi vi skulle have været i sommerhus. Jeg kommer nok til at savne dig igen. Du ligger stadig lige under overfladen; døgnet rundt. Jeg kommer mig nok aldrig over din beslutning, men jeg kommer forhåbentlig med tiden til at lære at leve med den.

Lige nu skinner solen i Svendborg. Vi lever stadig. Og i stedet for at tage i sommerhus med dig, så tager vi en weekend hjemme. Sammen. I det hus der snart er kommet godt på plads efter kæmpe ombygning. Lidt ligesom mit hjerte og mit sted i verden; der har der også været en ombygning. Og mine børn er blevet til børn som har været til deres første begravelse. Og som kender til ordet selvmord. Det er ikke nemt. Og lige i dag ville jeg ønske du var her, så jeg kunne holde om dig. Og fortælle dig at du er en kæmpe idiot. At du begik dit livs fejltagelse. Men det nytter jo ikke noget. Du kommer her aldrig mere.

Jeg savner dig.

Men det hjalp at skrive det her. Så kan jeg måske komme lidt videre. Tror mit hjerte lige skal have lidt fokus, jeg er ikke helt på toppen. Om et par uger skal du i jorden. Ved siden af din mor og far som du har ønsket. Vi bliver en lille flok på omkring 30. Det bliver fint. Så er vi så langt. Troels har været et jern i forhold til at rydde op efter dig, men jeg ved han også hellere ville have været foruden. Det ville vi nok alle. Din Sietske. Din storebror. Din lillebror. Din søster. Dit kommende barnebarn. Fucking hunden.

Så ingen havbadning i år ved Wakamba, ingen kvædemarmelade med en note af mug. Ingen guitarspil, ingen bar røv og morgenkåbe til langt op ad formiddagen. Ingen late-night meditationer rundt om bålfadet. Ingen minigolf-slagtning. Ingen nærgående spørgsmål eller diskussioner om Trump.

Savner dig, far – og elsker dig. Og tilgiver dig nok helt på et tidspunkt. Bloggen har fået en fast læser mindre. Men en gang om året læser jeg bloggen selv, så alene derfor bliver jeg ved. Håber du er et bedre sted nu, men indtil vi ses vil jeg lige nyde det liv jeg har omkring mig. For det er godt.

- Ingen kommentarer til Farvel far…

Det er næsten umuligt for mig at se Livas dejlige konfirmation som mit tidligere jeg. Dengang vidste jeg ikke at jeg kun var fire dage fra katastrofen. Men jeg vil prøve. Fordi dagen, livet og håbet den dag i maj fyldte præcis som det skulle. Jeg kan huske det var en smuk dag. Vi havde glædet os helt vildt. Sad i Holger i vores fineste puds og så på alle de konfirmander der nu gik omkring på Vesterbro. Det var den lokale by-kirke som lagde rammerne og der var stuvende fyldt. Liva var smuk. I en enkel, lyseblå kjole med et fin halskæde. Smuk og smilende, sød og nærværende overfor alle sine gæster. Det var dejligt at se hende – og at se Annas side af familien igen.

Lige inden konfirmationen gik igang gik jeg over til min far. Han så ikke ud til at være helt på toppen. Og uanset hvor meget jeg end prøver, kan jeg ikke genkalde mig vores samtale. Det var almindeligheder. Lidt snak om de ben der drillede den gamle, hvor meget det irriterede ham. Og jeg var nok ikke helt i humør til at tale om dårligdom – og konfirmationen var lige ved at starte, men jeg kan heldigvis huske vores afrunding:

“Far. Det skal jo nok gå, vi finder ud af det.” Han tog mig i hånden lidt mere fast end han plejede og kiggede på mig.
“Jo. Men hvis nu ikke det går, så husk på at jeg prøvet at være en god far for jer. Jeg har prøvet at gøre mit bedste.” Jeg tror jeg gav ham et kram og sagde “Det ved jeg godt, far” Og så gik jeg op til Erla og ungerne.

Præsten var fantastisk. Brugte sin talerstol som politisk ølkasse og fik talt om at dele sit brugte konfirmationstøj, mens hun pegede på altertavlerne hvor der stod et MobilePay nummer, så man kunne støtte dagens gode sag. Det var rigtig fint.

Efter kirken gik vi i solen mod Vesterbro og Absalonsgade for at nyde en dag sammen. Vi blev forkælet med kølige dråber i haven, mens konfirmanden og hendes veninder skabte liv omkring sig.

Senere.

Festlokalet i Absalonsgade. Rammen for mange legendariske fester. Og nu en konfirmation. Liva havde fået lov til at vælge mad fra sit yndlings take-out og det nød vi andre også. Derefter gik det slag i slag med taler, sange og gaveoppakning – og netop som man troede at nu skulle festen til at klinge af, så bestemte ungerne, eller de smukke unge mennesker, sig for at der nu skulle leges dåseskjul i gården. Så det gjorde vi. Ud at vælte rundt. Ud at løbe. Ud at skrige og ud at være stille. Var far taget hjem der? Jeg kan ikke huske det. Det tror jeg.

Det var en dejlig dag og vi var både mætte og glade da vi trillede hjemover til Svenneren. Men havde jeg vidst at det var sidste gang jeg så min far, sidste gang at jeg kunne holde om ham og fortælle ham hvor meget jeg elskede ham, så havde jeg nok brugt lidt mere tid på det. Men det vidste jeg ikke, for sådan er livet. Og døden.

- 2 kommentarer til Livas konfirmation

Påskefrokost endnu engang, sammen med rødderne fra Vejstrup. De har fået solgt gården og rykker nu ind til Svendborg, hvilket vi glæder os til. Men det var nu også et fedt åndehul de havde derude på landet; vi håber de finder et sted i byen, evt. i kombination med en kolonihave, som passer til deres håndholdte sjæle.

Så var der også en enkelt dags arbejde for mig i påsken – heldigvis var det Thors store rollespil, hvor jeg skulle rende rundt som fugl, så det var okay arbejdstid.

Og lige før påsken havde Röskva premiere sammen med sin årgang på “Mystico”. Et teaterstykke hun har glædet sig til at spille i flere år – for det er altid 5. årgang som laver årets musical. Hun havde en af de større roller, og fik både sunget, snakket og blev gift med sørøver-prinsen, så der var ikke et øje tørt. Nu tænker hun så på at starte til teater igen. Ja, pigebarnet har varierende interesser, men vi har sagt hun maks. må gå til tre ting ad gangen, så det lader til at blive spejder, saxofon og teater efter sommeren. Så er der vist også noget for begge hjernehalvdele og kroppen 🙂

- Ingen kommentarer til Påsketid