…blogbogstaver fra det sydfynske
Den er nu ikke så ringe, den folkeskole. Den årlige billedfestival bød igen på både naive, søde, klodsede, eftertænksomme og sjove indslag. I år havde Röskva givet den gas med farverne på et ret abstrakt maleri, der både lugtede lidt af 80øerne og en smule Per Buk.
Der er vidst en hel del at være taknemmelig for i år. Masser af gode oplevelser og rejser med familien, nye opgaver på jobbet, frisk luft med nære venner og gamle onkler og stadig bud efter cirkushesten til dette og hint. Máni er startet på efterskole og er superglad for det, hvilket også har skabt lidt tiltrængt luft for Óliver, så han kan prøve at være den store. Ungerne vokser og langsomt begynder fruen og jeg også et mærke tosomheden og alderen over 40 komme snigende. Det skaber masser af tanker – er vi der hvor vi skal være, hvad skal tosomheden bruges til, hvad med jobbet, hvad med huset og så videre? Men så længe konen er sød og sexet, ungerne er raske og man synes jobbet giver mening, så burde det jo være nok – happiness is a choice. Men det er også lidt kedeligt at læne sig tilbage. Yolo. Så måske nærmer vi os der en retning for det nye år? Men inden det kommer, så er der et lille tilbageblik.
Året startede med de her skønne mennesker som vi endelig har fået en nytårtradition med – det sæter jeg virkelig pris på. Karaoke, limbo, lækker mad og masser af grin. Perfekt.
Så blev jeg færdig med min PD i “Proejktledelse og faglig vejlending”. Og fik kort derefter en mulighed for at prøve tingene af som projektleder for Efterskoleforeningen i forbindelse med Ungedagen 2019.. Fruen smed mig i havet og bød på Asti som tillykke 🙂
FM i Poetry Slam. Som sædvanlig en fed aften med fuld sal. Jeg deltog ikke som slammer, men tog vidst billeder og klappede.
Så blev jeg gammel – og det blev Óliver også.
Og måneden sluttede af med en begravelse af Gulddrengen. Første koncert i Royal Arena – og vi synes det var et hit. Sjov koncert og fedt backingorkester.
I februar stod den på job og så årets første ferie. Denne gang til Vemdalen på ski, bare os fem. Det var superhyggeligt. Hytte med sauna og godt med sne. På turen hjem svingede vi forbi Göteborg og besøgte Inga og Jondi og havde et par gode dage dage.
Der faldt sne i marts. Lige præcis nok til at Galgebakken skulle have en tur. Søren og Sofie og ungerne kom forbi med rester fra deres påskebord, så det blev pludselig en ret hæderlig og sjov påskefrokost. Og selvfølgelig en kærkommen lejlighed for frøken Röskva til at lade limpistolen og gå amok i pap og æg.
Så så Svendborg Forsamlingshus dagens lys. Det er Josefine Ottesen der står bag og Óliver var med til at tromme det igang. Stedet har klart potentiale og ligger ret perfekt midt i Svendborg, vi må se hvad det bliver til.
Så kom Begga forbi og besøgte os. Og på trods af at Erla vist var syg, eller en af ungerne, så var hun med på at tage i Lego House. Dejligt at der ikke er så langt fra Island alligevel…
På jobbet kastede vi os ud i et samarbejde med Svendborg Kommune. OEX klassen designede, 3D printede og lavede visioner for kommunens nye Tankefuld projekt. Det var lærerigt og inspirerende og gav en god didaktisk pejling for hvad en fag- og karakterfri klasse kan give.
Så fik jeg endelig set Solvej – og farmen. Solvej fyldte 40 og inviterede til gilde på hende og Jerrys nye landsted, tæt ved Sorø. Hele det gamle sjak af ø-lejr folk og gymnasievenner var der, så det var en fest. Lækre mennesker, solide omgivelser og gode timer,
Og så blev vi flere i familien. Frida kom til verden og jeg har jo siden erfaret at hun er superskøn. Årvågen, nysgerrig, rolig og tryg ved andre. Dejligt at blive onkel igen – og jeg har endda fået lov til at passe hende en smule i januar 🙂
Hverken Röskva, Óliver, Pder Most Garden eller msukskolen ligger på den lade side, så der er altid enten trommer eller saxofon igang derhjemme – og selvfølgelig masser af koncerter – og således også i Marts. Her det vist årets koncert på Gymnasiet med Röskva og jubilæumskoncert med Óliver på Svendborg Teater.
Nu burde der selvfølgelig være et korbillede eller to, men historien er måske nærmere at de to små søskende besluttede sig for at sige ja til turné med efterskolen og derfor stor-nød en uge med farmand, masser af musik og skønne unge mennesker. Turnéen er altid en fornøjelse, men særligt i år var det hyggeligt, fordi begge unger besluttede sig for at tage med. Thor havde også Asta med og Óliver især nyder at være sammen med teenagerne fra OE.
Efter et par år eller fem eller syv så lykkedes det endelig. Troels lavede sit PhD-forsvar og blev godkendt, så nu er han ekspert. Store tanker om små ting. De gamle bød på mad efterfølgende – så tak for en hyggelig dag, godt gået, brormand 🙂
Vinteren slap åbenbart sit tag, så marts var også den første chance for at få luftet mountainbiken igen.
Máni mødte for første gang sin efterskole – og startede med tæt kropskontakt – her hængende på skuldrene på en af pigerne fra sin kontaktgruppe. Han klarede det i god stil.
Sveinn og Borghildur kom forbi. Vi havde forinden fået ordre om at finde et eller andet som Sveinn kunne hjælpe os med af håndværksmæssig karakter, og vi overvejede nyt køkken, men det endte med ny baksetkurv og minidrivhus.
Så besøgte vi også Jeppes kolonihave for første gang, Sommersky. Ikke som de københavnske kolonihaver, som indimellem blot er små ikea-parcelhuse, men nærmere at hyggeligt klondyke af brændeovn, trange rum og genbrug. Lige som det skal være.
I samme omgang hoppede vi også forbi bedstefar og en tur i den nærmeste klatrepark.
Og så en lille arbejdsrevolution. Jeg havde besøg af en tidligere kontaktgruppe – noget der aldrig er sket før. Måske fordi vi havde det helt særligt sammen, på trods af at de er meget forskellige.
Haven eksploderede som altid om ørene på os. Vi tog det værste og lod resten stå – og begyndte at nyde udelivet i det som skulle vise sig at blive den varmeste sommer i Danmark i mange år. Nice. Gode venner, havbadning, bålmad og mountainbiking. Svigermors 40-årsgave, en ordentlig røvfuld båludstyr, kom til sin ret.
Og så en af årets sødeste øjeblikke. Da Máni stiller sig op foran hele Röskavs klasse, sammen med Röskva, og synger Justin Bieber karaoke – Máni er godt til meget, men der er nok andre end ham som er bedre til sang. Og netop derfor var det bare så virkelig fint. Der var et farhjerte der smeltede der…
Martin blev gift engang, men vi nåede aldrig at holde en polterabend. Så det var på tide. Vi kombinerede en lækker båd til 1 mil., med adskillige rammer øl, et fort, en svensk ø og planer henad vejen. Det var ikke så ringe endda.
Hvad gør man når et stykke af haven har gamle betonrester, støbejern og tidsler? Bygger en terrasse henover. Af sibirisk lærk. Frida skal jo gerne kunne få en splint i fingeren uden af få kobbersulfatforgiftning.
Årets høst. Nu med rabarber som vi senere brugte i syltetøj, hvilket igen viste sig at blive til den bedste syltetøj vi nogensinde har lavet. Mums.
Så kom Troels forbi og tog et kajakkursus med mig. Et weekendkursus som gav adgang til Svendborg Kajakklub. Ikke dårligt. Jeg nåede dog kun at sejle 22 af de obligatoriske 50 km., så jeg har stadig noget at se til når klubben åbner.
Så var det Erlas tur til at få en PD. Hun klarede det i flyvende stil – selvfølgelig. Så nu er begge forældre blevet en uddannelse klogere. Det var fedt at gå i skole igen – og egentlig hyggeligt at vi gjorde det på samme tid, det var som de gode gamle dage på seminariet 🙂
Og så var det Mánis tur. Han klarede folkeskolen med bravour, også selvom han skulle skifte skole tre gange – det var så ikke en del af planen. Han havde gode klasser, fik masser af søde venner og står her med Alma, som han har kendt siden de begge to kravlede og åd jord.
De stolte forældre sender ham til sidste skoledag og afterparty på maskinen. Hvor han drak breezer lige foran næsen på sin far – og dansede med pigerne. God dreng 🙂
Juli startede med den bedste Roskilde i flere år. Jeppe D fra arbejdet, som har sort bælte i friluftsliv og kajak, bød mig ombord i Transporteren. Der var fede aftener med både gym-vennerne, Jeppe og Søren og en perlerække af lækre koncerter. Vi boede med de andre gamle i et område lige ved badesøen, så det var ganske simpelt perfekt.
Svigerfar fyldte 70 og for 10 år siden bød han på en tur til Kroatien. Denne gang bød han igen på ferie, så vi to til Tenerife i 14 dage. Det var en fantastisk ferie. Erlas gamle ven fra skoletiden, Matti, bor her efterhånden fast og hans kone har skrevet den mest populære islandske rejsebog om øen, så med den som pejlemærke fik vi også set meget mere end hotellet og poolen.
Efter Tenerife fortsatte sommeren under anderledes low-key forhold. Vi pakkede teltet og driblede til Ebeltoft for at nyde lidt sol med bedstemor, Troels, Clarissa og Frida.
Det blev også til en dagstur til ø-lejren på Lyø for lige at se de gamle venner. Röskva var ret pjattet med konceptet, så måske tager vi derover lidt flere dage næste år, hvis det kan passe.
Udenpå fyldte fruen 42. Indeni? Det skifter lidt 🙂
Og så blev det tid til at sige farvel til Máni, som skulle til at starte på Koldingegnens Efterskole. Der blev både afholdt farvel-dinner ude i haven for vennerne og så blev der også farvel-fejret med Alma, som skulle afsted på Vejstrup. Snøft – og nyd, nyd, nyd. Det indvarslede også en ny tid for rytmen derhjemme, men vi har vidst vænnet os til det.
Wakambaturen er blevet en fast augusttradition. I år prøvede mig og Sietske at komme med i den store bagedyst, det gik næsten…
Det var tæt på at jeg hev stikket på Tønder, ikke på grund af selskabet eller musikken, men fordi festivalen simpelthen ligger helt håbløst for mig og familien. Det er midt i skoleopstart, og særligt en efterskoleopstart med introuge, gør at festivalen bliver mere en stressfaktor end noget man glæder sig til. Så der er Tønderpause, ihvertfald i år. Men. Jeg tog afsted og selvfølgelig blev det godt, ustresset og musikalsk. Ligesom sidste år. I år fik den en ekstra tak med slægtshistorie, med besøg på diverse kirkegård og hos slægtninge. Et eller andet sted, så er det jo vores familie der har reddet Danmark fra Tysken, skabt den danske højskolebevægelse og udvundet landbrugsjord fra marskens fugtige greb. Cirka.
Så blev han 16 år. Sweet sixteen. Nu må han købe øl, køre på knallert og knalde. Ikke så slemt endda, så længe han ikke kombinerer det.
Hende her fyldte også år, 11 af slagsen. Og nu fik DR sørme også øjnene op for hendes kreatalenter. Jeg fik fri fra jobbet og tog med hende til Aarhus, hvor der både ventede hotel, festuge, en meget glad datter og så aftenhygge med bedstemor. Jeg tog en galleri-vandring og kom til at lave et impulskøb til 4.000.- Men jeg kunne ikke lade være.
Til februar er der premiere på Kyndelmisse/lysfestivalen i Svendborg. Jeg skal levere levende ord sammen med Kåre Wangel, ligesom vi gjorde ti paraden sidste år. Det bliver noget med kæmpedukker, kunst, musik og en hel del mere.
Så kom Sveinn og Borghuldur på besøg, endda sammen med bedstefar, så det var en sjælden mulighed for lige at nyde lidt samvær. Dejligt når den slags sker.
Og sidst men ikke mindst, så flyttede Felix ind – en meget, meget sød killing, som vi fik fra Kinge. Meget kælen, meget legesyg og flottere end Simba. Desværre er Perle blevet gammel og sur, så vi har “mistet” én kat og fået en anden, men mon ikke de accepterer hinanden på et tidspunkt…
Oktober blev den store relationsplejemåned. Startende ud med en fætter-kusine weekend i det sydfynske. Jeppe og pigerne kom og slog sig ned i tre dage, så vi gik ture, spillede spil og fik hygget os ind i efteråret med hyggechampen over alle.
Efteråsferien gik i år til Møn, for at se vores tidligere hjem; skolen på østmøn. Desværre var den til salg (igen) og ejerne var ikke i humør til at få besøg. Vi brugte i stedet tiden på et vandrerhjem i nærheden, med gåture på klinten og sightseeing i storbyen Stege. Tiden er ikke gået helt i stå siden vi flyttede – de har f.eks. omdannet sukkerfabrikken til et ganske hipt fabriksområde med gallerier og de obligatoriske bolchefabrikker og mikrobryggerier.
Så kørte vi til Göteborg for at besøge Erlas søster Inga – og se den lille nye. Hende og Jóndi har lavet samme omgang som os – tre børn i rap, to drenge og en pige. Det kan jo kun blive godt.
Og så havde vi sørme bryllypsdag – vi fejrede det med en gåtur sammen med ungerne 😉
På vej stoppede vi ved Troels og Clarissa som havde indbudt til aftenmad og hygge. Lou og Emil kiggede også forbi, så det var en fin afslutning på uge 42.
Og Felix var stadig cute.
Det lille projektmonster, bedre kendt som Röskva, har i flere år ønsket sig en Halloweenfest. Så vi gav efter. Sammen med en veninde fra klassen og hendes forældre samlede vi kræfterne og forvandlede hytten og inviterede til uhygge. Det gik , datteren var glad og min kone var yndig.
Spoken Word? Der var masser henover året. Workshops, sprogfestival, flere workshops, videooptagelser og nye talenter – så jubilæumsåret for PSFyn (10 år gammel i år) foldede sig ud i god stil.
Og et ret sjovt sammentræf var at både min egen og Mánis efterskole lavede teaterforestilling. Der var lidt forskel på udtrykket, men det var fedt at mærke hvordan Mánis efterskole havde givet eleverne frie hænder til at skabe en ret sjov fortolkning af “Midt om natten”. Begge efterskoler formåede ihvertfald at komme i mål med det som i virkeligheden er formålet med at bruge skoletid på at lave teater; at få sammentømret elevholdet på en ny måde, vise dem at man løfter bedst i flok og at man ikke når til et flot resultat uden at anstrenge sig lidt…
Har selvfølgelig sine traditioner. Ude på friskolen stod den på spiselige nisselandskaber og kor med Óliver på shaker.
Da Troels og jeg begge holder jul i udlandet, så trommede vi sammen til juleweekend med Mutti. Der blev udvekslet gaver og smil – og Clarissa gav en juleklipning i køkkenet; vi siger tak, det er den skarpeste gryde vi har set indtil nu.
Så lykkedes det endelig. Efter at have boet 10 år i Svendborg fandt drengene hertil. Årets 12/12 kl. 12:12 fandt sted på Mellemvej. Med flammekastere, bandøvning og en hel del mere…
Og så ankom vi endelig til Island. Det har været en luksusferie af de helt store. Dage fyldt med familiebesøg, rideture, svømmehal, klatring, spilhygge, læsning – og vi har formået at undgå både indkøb, madlavning og opvask i to uger. Det fås ganske simpelt ikke bedre…
Den er god nok. Når man betragter nyhedsstrømmen og ser på termometret og så kigger på dette blogindlæg, så lever vi tilsyneladende midt orkanens øje. Det har været et fantastisk år. Og jo, det er selvfølgelig kun highlights der er beskrevet her. Der har været tvivl, kedsomhed, nye drømme, længsler, misundelse, frustration, uudholdelige tandsmerter og alt muligt andet – men alt i alt, så kan jeg ikke være andet end dybt taknemmelig. Så tak for i år til alle der slog vejen forbi; jeg håber vi ses næste år.
- Ingen kommentarer til Tak for 2018 – det var lige i øjet!Det lykkedes, selvfølgelig, min kreative, seje, arbejdsomme datter at komme med i KreaKampen. Og selvom hun ikke kom hjem med et trofæ, så var det en superfed oplevelse for både hende og mig at komme en tur i DR karusellen. Vi var på hotel med alt betalt under Aarhus festuge, så mens Röskva kom i TV, så daffede jeg rundt og snusede til kultur – og om aftenen kom bedstemor også forbi for at sige hej. Det var helt perfekt. Og for Röskva var det også superpositivt, det var nogen søde og dygtige børn hun mødte – og de ansatte på DR Ultra var virkelig søde og proffe, så vi var glade. Herunder kan du se hendes udsendelser – et sødt minde til fremtiden 🙂
- Ingen kommentarer til Röskva i KreaKampenNu det jul igen, ja nu det jul igen, og julen vare lig” til påske,
nu det jul igen ja…..
KOM SÅ IGANG!!!!!!
Næsten alle julehistorier handler om glade nisser og små børn der får det de ønsker sig i julegave. Men hvad sker med dem der er uartige?…
Det startede i 1949, eller cirka der omkring, da Òliver brændte det gamle gymnasium ned i Svendborg. Han var træt af at alle forventede at han skulle være noget stort, som fx. læge eller advokat. Hvorfor kunne han ikke bare arbejde i Netto eller sådan noget.
Han brændte gymnasiet ned den 24/12 i 1949.
Hans forældre sendte ham på en kostskole for børn der brænder bygninger ned.
Efter at Òliver brændte det gamle gymnasium ned, har han hadet julen.
Han bor nu stadig på kostskolen her i år 1952, men han må gerne komme hjem hver 3. weekend.
Det eneste han måtte tage med på kostskolen var en skriveblok og en blyant.
Det var tirsdag, og hver tirsdag skulle alle på hele skolen udvikle en plan for deres fremtid. Òliver plejet som regel bare at melde syg. Men i dag ville han faktisk gerne være med til at planlægge sin fremtid.
Han tog sin skriveblok og en blyant med ned i gymnastiksalen.
Men alle de andre havde allerede skrevet om de næste 10 år af deres liv. Òliver tænker og tænker, i laaang tid. Men pludselig slår det ham, det eneste han har villet siden han kom på kostskolen er at ødelægge julen for alle andre. Og så begyndte han at lægge en plan.
På Grønland ved julemanden
BERTIL!!! DU SKAL KOMME LIGE NU.
Hva…hva….hvad er der julemand, eller jeg mener che…chef.
Du…..har ikke båret det sidste brænde ned i skakten.
Chef, Chef, Chef du skal skynde dig at komme lige nu!
Se, chef apperateren viser at der et barn der er frygtelig uartig, han vil ødelægge julen for alle.
He, he, he……ham skal vi nok få ordnet.
Rut!!! Vi skal til svendborg, nu! Alle jer uartige børn i blir bare her.
Jaaay, alle sammen, julemanden er gået, vi kan flygte.
Nej vi kan ej, du hørte ham jo godt, og desuden fanger julemanden os bare igen.
Henne på kostskolen
Nå Òliver, du er ikke syg i dag.
Neeej heldigvis ik’.
Kom nu igang.
Ja ja.
Efter en halv time havde han allerede lavet en plan.
Hans plan var at rejse til Grønland, og kidnappe julemanden.
Han ville tage ham med hen til det største isbjerg han kunne finde, binde ham fast til det og så ville ingen kunne finde ham.
Meeeen, det kommer nok til at blive svært at gøre det alene.
Måske vil Asger gerne være med.
Asger er Òlivers bedste ven, og hans værelseskammerat.
Han er måske lidt anderledes end Òliver, fordi at han faktisk godt kan lide skolen, og han kom på kostskolen fordi at han brændte den gamle idrætshal ned.
Òliver gik hen og spurgte Asger med det samme.
Det ville han gerne.
De begyndte med det samme at finde en rejseplan for at komme til grønland, men de ville gerne finde en hvor at de ikke behøves at flyve, for ellers ville det blive rigtig dyrt.
Til sidst fandt de en rejseplan hvor at de skulle starte med at gå 1 kilomet, så skulle de køre med bus, så køre med tog, så gå en halv kilomet, så køre med bus, så køre med tog, så sejle med en lille båd, så gå 2 kilometer, så sejle med en anden lille båd, så gå en kvart kilomet, så sejle med en stor færge, så gå en halv kilomet, så sejle med en lille gummibåd indtil de var ved det højeste bjerg nord på, og så til sidst gå 14 skridt, og så var de ankommet til julemandens værksted.
Det havde været verdens længste tur syntes Òliver og Asger, men turen var billig, og nu stod de altså lige uden for julemandens værksted.
Det første de så da de gik ind i julemandens værksted var 1011 uartige børn der arbejdede, jeg tror at de arbejdede for julemanden, men hvor var julemanden henne?
Øhhh, hvad laver i her? Vi er bare øh kommet for at snakke med julemanden om den levering der skal hen til svendborg, vi kommer nemlig helt fra svendborg af.
Men julemanden er altså lige taget ned til svendborg for at fange et uartigt barn.
Nå, hvad har det barn gjort siden han skal fanges?
Han har brændt et gymnasium ned og han planlægger at ødelægge julen for alle!
Nå øh det er da ikke særlig godt.
Efter 1 og en halv time i værkstedet:
Der var gået laaang tid, med massere af julesange der blev sunget hele tiden.
Indtil at der er nogen der banker på døren til værkstedet, alle kigger på døren og venter til at den går op og at nogen kommer ind.
Det er julemanden der står i døråbningen nu.
Asger bliver så forskrækket at han vælter bagover og kommer til at vælte en hel stabel brænde.
Òliver ser nu også at der er en lille pige bag ved julemanden, der er nogen der kalder hende for Rut, så hun hedder sikkert Rut. Men det er lige meget hvem det er, og hvad hun hedder.
Han var ikke på kostskolen siger julemanden, og han var heller ikke i svendborg, vi har ledt henne ved biografen, og ved torvet, og ved en skole der hedder ørkildskolen, og nede ved havnen i en park hvor at man kunne prøve et eller andet, og vi ledte ved en masse butikker, vi ledte også henne ved et brændt gymnasium, og ved en kæmpe hal med vand i hvor der var en masse mennesker der svømmede, det var meget mærkeligt.
men chef, hvis han ikke er i svendborg hvor er han så?
Det ved jeg ikke, men vi skal nok finde ham så vi kan redde julen.
Men hvordan?
Lad mig sove på det, alle skal i seng nu!
Psssst, Asger skal vi ikke bare liste ud i den der lade, der er alligevel ikke andet end brænde og hø?
Jo det kan vel vi godt.
Om natten i laden:
Hey Òliver, klokken er 4 om morgenen.
Og hvad så.
Jeg tænker bare at hvis vi skal kidnappe julemanden uden at der er opdager det så er det vel nu.
Det vidste jeg ligesom godt, du behøves ikke at sige det til mig.
Slap nu af det er jo noget vi gør sammen, ik os.
Jo det er selvfølgelig rigtigt, undskyld.
Det er lige meget nu fordi at vi skal skynde os.
Ja løb du bare i forvejen så kommer jeg snart.
ok.
Han snorker godt nok højt, siger Òliver.
Ja han lyder jo som en farlig bjørn.
Ja men der er ikke tid til snak nu, vi skal skynde os.
Hvis du tager fat om hans arme så tager jeg hans ben.
Ok.
Hold da kæft hvor var han tung Òliver.
Ja jeg tror at han vejer 20 ton eller der omkring.
Ja det tog os også en halv time at løfte ham helt her hen til det store isbjerg.
Det gode er at vi nu kan binde ham fast til det.
Efter at Òliver og Asger havde kidnappet julemanden og båndet ham fast til det største isbjerg de kunne finde syntes de at de havde gjort et godt stykke arbejde.
Og det havde de også for der blev ingen jul det år. Altså jeg vil nu ikke kalde det for et godt stykke arbejde, men det var det jo for dem.
Så nu ved du altså hvordan de uartige børn bliver fanget af julemanden, og at de skal arbejde for ham.
Og angående Asger og Òliver bor de nu på grønland fordi at de ikke gad den lange tur igen, og så var det alligevel rimelig kedeligt at bo på kostskolen.
Halloween. Röskva havde drømt om at holde en halloweenfest i flere år, så i år skulle det være. Hun holdt festen på Mellemvej, sammen med en veninde fra klassen og deres forældre. Der blev jagtet halloween-merch i byen gennem et par uger og endelig kom weekenden så. Alle 13 piger i klassen samlet. Spindelvæv. Kranier, Blod. Klam mad. Scary soundtrack – og en enkelt storebror der heldigvis var med på at lege. Der var stjerneløb med diverse halvklamme og heluhyggelige poster, der spillet varulv i stuen og samtlige piger skreg så konstant og så højt at jeg fandt mine ørepropper efter 30 minutter. Ren succes. Om vi så liiiiige gøre det igen, det må tiden vise. Nu har vi jo godt nok udstyret og næste år har vi nok glemt alt om hvor crazy et projekt det var. Det’ uhyggeligt du!
Der var så heldigvis også nogle af husets beboere der tog det heeeelt roligt – nok meget godt, så der er lidt balance i tingene…
Og her er hele flokken – de fylder efterhånden en del, de store unger…
Så fik DR øje på Röskva, og med snart 11 års opvarmning, omgivet af limpistoler, pap, farvelade og meget mere, så virkede det helt på sin plads. Jeg tog to dage fri og fulgte familiens tv-stjerne til Aarhus, for at optage udsendelserne til årets “Kreakampens Julekalender” på DR Ultra. Så hver tirsdag i december kan man få lov til at se hende folde sig ud, sammen med de andre seje unger. Det var en superlækker tur, med hotel betalt af DR, Aarhus Festuge imens og en meget glad datter. Og imens Röskva således brugte dagen hos DR, så fik jeg booket en galleritur og købt et trykket “Lyskurve” af Thomas Juul Krahn, fik prøvet et fantastisk hollandsk spøgelseshus og nød at daldre rundt mellem minder og duften af fadøl. Om aftenen kom Hella ind til byen og vi kastede os over ridehusets foodmarket og fik en koncert med i købet. Så nu glæder vi os bare til at se resultatet.
Sidst, men ikke mindst, så fik vi en ny kat; Felix. Hentede den ude hos onkel Kinge på Mols, og ifølge gårdens yngste, så fik vi den bedste. Han er MEGA-Sød…og Perle er blevet er sur gammel tosse, men hun bliver nok god igen om et par måneder 🙂
…og, byt the way, så havde hun også fødselsdag. For heeeeele klassen, naturligvis. Hvilket var så stort et arrangement (grill, varulv og smuglerløb, tak) at vi måtte hyre fire efterskoleelever til at hjælpe. Det gik. Tak for hjælpen.
Så har de to små været igang med musikken igen. Denne gang var det Röskva på Sax sammen med resten af musikskolen og Óliver på trommer og sandpapir med Peder Most.
Det setup som Röskva er en del af imponerer mig hvert år. Det er ALLE på Svendborg Musikskole som deltager i et ugelangt forløb, hvor eleverne møder ind i tre timer fra mandag til fredag, for at sammensætte en koncert der kan rumme samtlige musikere og sangere på musikskolen. Det er vildt – og enormt rørende at se musiklærerne sidde nede blandt de små poder og spille med, give små tegn og rette blidt undervejs. Og med plads til både samba, kor og filmmusik.
Óliver gav den gas på trommer på Svendborg teater, men tog fusen på os med deres sandpapirsnummer. Og det er måske netop det som kendetegner Peder Most – de har et fedt sammenhold og en god (omend til tider lidt brovten) humor. Han havde holdt det hemmeligt overfor os, så det var sjovt at se…
…og hvis vi bliver lockouted, så skal der fanme spilles musik.
- 1 kommentar til Hr. og Fru MusikMin pinligste historie fra min spejdertid, var da jeg kom til at tisse i bukserne om natten på en lejrtur og derfor smed mine underbukser ud i krattet. Da vi så skulle rydde lejren, samlede vores spejderleder os, viste de våde underbukser frem som han havde fundet og spurgte hvem der ejede dem. Tavshed. Hvorefter han sagde “Heldigvis har din mor skrevet dit navn i dem, Kim.” Jeg håber de er mere pædagogiske nutildags. Ihvertfald er Röskva glad og er nu kommer i junior-truppen. Mit spejdernavn betød en tvehalet fugl, hendes betyder en tavs elefant. Det er ikke alt der giver mening. Efter sommerferien klarede hun dog en ret sej ting – hun gik 30 km, kun sammen med sin trup og et kort – og de gik kun 6 km. forkert (så de gik vist faktisk 36 km). Og så vandt hendes trup noget som juniorerne ikke har vundet før; den gyldne støvle. Som bevis for god hold-ånd, lækker vandresang og øh…stedsans, vel…
Tjikkerlikker herfra 🙂
