Fengum brilliant heimsókn 🙂 Margt brallað, nóg prógramm, mikið spilað og nóg af nestismurningu 🙂 Komið fljótt aftur.
- Ingen kommentarer til Besøg fra udlandetRødding familiehøjskole
Denne her blog er jo også mit værn mod vold – og mod demens. Så derfor skal højskolen også med; og alt hvad der derefter hændte. Jeg prøver at ramme et nu på et tidspunkt, men det bliver ikke nu.
Anyways.
Vi havde fået bestilt en plads på en af Rødding Højskoles familiekurser, som særligt i år passede ret perfekt, i og med at ungerne havde hver deres “linie”, da de ramte i de rette aldersgrupper. Og Máni så vi slet ikke, da han boede med de andre teens og havde sig en vistnok temmelig hyggelig, sjovt og måske lidt flirtende (med både piger og måske en halv øl) sommeruge ved vestkysten. På kurset kunne vi vælge mellem madlavning, debat, yoga, kor og dans. Og ud fra en simpel “det har jeg da vist rigeligt af til daglig”-udelukkelsesmetode, så hoppede jeg på dansekursus med Erla. Sammen med 8 andre kvinder. Og lad det være sagt med det samme; en uges flowdance er udfordrende. 50 minutters afrikansk trommemusik. I mørke. Og flow. Altså… Det var faktisk skidesjovt. Uden ironi. Dans er godt.
Resten af dagene gik med lækker mad, søde voksne, ingen indkøb, ingen snak om “hvad skal vi lave i dag?”, en superfed gåtur til Mandø, fællessang og inspirerende morgensamlinger, bålhygge – og det vildeste afslutningsdiskotek for ungerne med alt hvad den kunne trække af oppyntning, slush-ice, candy-floss, popcorn og en masse diskopop. Og mens de voksne blev passet af voksne, så blev Máni, Óliver og Röskva “passet” af tidligere højskoleelever hele ugen, som gjorde et fantastisk stykke arbejde. Det var superfedt for dem at opleve næsten-voksne være i stand til at lege, snyde, fortælle røverhistorier, lege vandkamp og madkamp og bare give den gas. Så snart ugen var ovre, var det første spørgsmål i bilen: “Hvornår skal vi det igen?”.
Og jeg tror såmænd ikke det bliver sidste gang 🙂
- Ingen kommentarer til Rødding familiehøjskoleStaycation
Så kom vi hjem fra en uges ferie i Aarhus og Ebeltoft og tænkte vi lige tog en uges slapperferie, inden vi skulle på højskole. Vi lå dog ikke på langs, men fik spist, hygget, badet, krokketeret, spillet og grinet med et væld af gode folk. Vi fik dejligt besøg fra Henný og hendes mand fra Island – med deres fem fælles børn, vi fik sommerhygget til grillparty med Marco og kollegerne, Søren og Sofie bød på krokket og fuldblodsfjollet snakkespil og lækker grill og så kom Ane, Andreas, Stefan og Signe også forbi og udløste et gigantisk rend af unger, hvilket vi udnyttede til at spille Ultimate i den nærliggende park. Derudover var der strandture, to mountainbike ture, masser af læsning og bare hjemligt kick-bak. Det var superhyggeligt og fedt at opleve at staycation faktisk også fungerer ganske godt 🙂
- 1 kommentar til StaycationAarhus og Ebeltoft
Som en måde at tvinge os selv til at gøre hovedrent og komme lidt af sted, lejede vi vores hus ud i fem dage. Vi fandt så selv en lejlighed i Mejlgade i Aarhus og brugte noget sommerferie på at få set Aarhus og opleve Den Gamle By, se Aros og ellers bare spise ude, gå i biffen og spille spil. Vi lavede endda en spille-regel, som betød at vi skiftedes til at vælge brætspil hver aften, med tvangsdeltagelse for alle og man skulle emme af begejstring og ja-hat. Det virkede faktisk ganske godt og vi overvejer at fortsætte traditionen.
Efter Aarhus driblede vil til bedstemor i Ebeltoft og startede ud med at prøve et virkelig fedt koncept første aften; Det Grænseløse Køkken. Et fantastisk rum, hvor der denne aften blev lavet libanesisk og syrisk mad, med øl og sodavand leveret fra det lokale gårdbryggeri. Jeg har aldrig før fået så god mad i Ebeltoft, det smagte simpelthen fantastisk. Og omgivelserne var også lækre. Projektet drager snart videre, og hvis du er i nærheden, så husk at besøg det.
Traditionen tro røg vi også i Djurs Sommeland. Bedstemor gav turen, og vi havde en supperhyggelig dag, med børn der nu er blevet store nok til at prøve det hele – flere gange. Og mor prøvede endda en rutschebane, så der blev sat nye rekorder hele vejen rundt.
Til sidst tog vi ud og sagde hej til folket i stråhytten. Superhyggelig eftermiddag med havebadning og vandkamp – og en perfekt måde at afslutte vores lille Djurs-visit på.
- Ingen kommentarer til Aarhus og EbeltoftSå blev huset malet
Efter Vejen var der udsigt til tre dages tørvejr. Det betød at der ikke var nogen vej udenom – vi skulle male huset på tre dage. Så vi købte 40 liter god maling i en lækker sydlansk-rød farve, samt lidt hvid og lidt sort og så lånte vi stillads af OE. Inden da havde Erla fjernet alger og jeg havde pudset alle huller op med mørtel. Og så gik vi igang. Malede fra kl. 09:30 til 22:00 i tre dage – næsten. Uden at blive skilt undervejs. Og vi var HELT færdige bagefter. Men nu er huset simpelthen så fint og vi er meget, meget glade for farven. Så kom forbi og kig og klap, det fortjener huset – og malerne…
- Ingen kommentarer til Så blev huset maletSå blev jeg borgmester
Jeg gik ud af spillertunelen og mødte 20.000 mennesker og DR1 live – samt fire pressefotografer. Selvom jeg har prøvet at stå foran en hel 1. klasse, så kan den slags altså stadig godt give lidt sommerfugle i maven. Bag historien ligger at Svendborg Kommune skal være vært for DGI landsstævne i år 2021, fire år efter Ålborg, som netop har haft det. Og som en del af afslutningsshowet, så blev Svendborg Kommune bedt om at levere et 5 minutters show. Den lokale teatermand kendte mig og foreslog at jeg kunne klæde mig ud som borgmester og slamme, hvorefter UFO kunne rappe og vi kunne krydre det med lidt storskærms-video. Jeg sagde selvfølgelig ja. Det var virkelig en sjov opgave. Med en tekst der skulle godkendes af kommunens PR folk, og en hel del ømhed over at jeg lånte den rigtige borgmesterkæde. Men supergod oplevelse hele vejen igennem – og en hyggelig køretur med Kristian UFO hjemover med masser af snak om livet efter ungdommen. Dejligt.
Link til video – starter ved 01:16
- Ingen kommentarer til Så blev jeg borgmesterVi lakker mod ferie
Så er skoleåret ved at rinde ud. Hylden blomstrer, svigermor er landet og der er festival på OE. Alt i alt superfint og alt i alt meget tiltrængt. Desværre skal jeg også i år sige farvel til ham her: Marco. Mit teater-sidekick og den gode legekammerat på arbejdspladsen. Vi blev ansat samme år, har haft mange mindeværdige stunder som teater-bosser, til julefrokoster, turneér og en del mere… Så det er træls – men så kender jeg i det mindste en sjov mand mere i KBH.
Så er der også dem her. Min bedste kontaktgruppe so far. August, Karl, Karl, Erik, Alma, Dagmar, Ingrid, AnnSo og Freja. Søde, sjove, drilagtige, dovne, humoristiske, opmærksomme og bare en flok med god kemi. Og her sidst på året har de jo vist sig fra deres bedste side 🙂
Mens Óliver slår på tromme, så er Krølle også i gang med sommerafslutningerne. Denne gang er hun blevet udvalgt til at spille videre i musikskolens messing-band, så nu kan hun en smule trækbasun oveni violinspillet. Hun er gæv. Og så synger hun forresten også i kirkens børnekor. Og går til spejder…
Máni brillerede også til sin forårsfest. Han har haft IT og medie, og har sammen med en ven bygget et hologram, ved at projicere fire vinkler op på en slags tragt – det fine er at det faktisk virkede rigtig godt. Derudover har han lige afsluttet sin 8. klasse med et 10-tal i et tværfagligt forløb, så han klarer sig godt i skolen og lader til at trives.
Han har så også fået en lille hobby med at male grafitti, så nu øver han sig hjemme i garagen. Jeg har talt med ham om at bygge en arkademaskine sammen til efteråret, som et lille far-søn projekt; så kan vi kombinere både IT-nørderi, bygge-ting-i-træ og grafitti til at pynte. Det bliver så fint…
Så alt godt, vi glæder os bare syyyygt meget til at få ferie – den her lærerslutspurt i juni måned er sku lidt vild i et hjem med to lærere og tre skolebørn.
- 1 kommentar til Vi lakker mod ferie
Med sølvpapegøjen på flyvetur
Så gik det på magisk vis op. Alle fire søskende fik synkroniseret deres kalender med farmands og drog til Holbæk for at hænge ud til Skvulp-festivallen. Det sker jo ligeså tit som der kommer en ny pave, men heldigvis var det sjovere end det. Sølvpapegøjen var i hopla og farmand formåede at fyre den godt af som åbningsband til festivalen. Derefter stod den på festivalstemning med chilismagning, Asta kom i en kugle ud på vandet, Sietske gav en lækker middag midt i byen (tak!) og til sidst sluttede vi aftenen af med Vild Smith på den store scene, efterfulgt af fælles dansefest i DJ-Domen. Fed fredag! Næste dag afprøvede vi Holbæk klatrepark og det var virkelig både udfordrende og sjovt. Ungerne var enormt seje, særligt Asta, som turde kaste sig ud i et 10 meter frit fald og 250 meter svævebane. Vilde ting! Om aftenen tog Louise pigerne med ned til Søs Fenger koncert, mens drengene blev hjemme og så en velspillet Champions League finale. Alle tabte penge på online betting (vi er ikke just en familie overrendt af fodboldeksperter) på nær undertegnede, som vandt hele 48.- Wow. Så tak for en fed weekend, pops, dejligt at det kunne lade sig gøre 🙂
- 1 kommentar til Med sølvpapegøjen på flyvetur










































































































































