De tre guldklumber

Sådan ser de ud, anno foråret 2021 🙂 Máni i 2.g og med kørekort, Óliver på vej mod efterskole efter sommeren og Röskva på vej i 8. klasse på friskolen. Tak for dem <3 Vi er meget taknemmelig for deres måde at være unge voksne på; de er sjove, betænksomme, kreative, kloge – og selvfølgelig også dovne og småblæste, men damn, hvor er de livsbekræftende at leve livet med, også når de er teenagere til randen 🙂

Vi kan jo godt mærke at de ligeså stille begynder at have mindre og mindre behov for os, så vi har haft en del snakke om livet i 40’erne. Min mormor lovede mig at det var de bedste år i livet, og jo, de er da gode, men der er da også ting som forstyrrer og rumler. Som forælder er man jo efterhånden reduceret til vicevært, og hvis viceværten så bare skal vente til den sidste beboer er flyttet ud, så tænker vi at det er ret essentielt, at viceværterne også husker at have det sjovt. Både sammen og hver for sig. Og så er der jo det fandens ved det, at alting er første gang. Det er første gang vi har et barn med kørekort. Det er første gang vi har tre teenagere. Hvordan gør man lige det? Og hvis nu en livsmening har orienteret sig mod at være en god far eller mor og opbygge det gode familiesamvær, hvad gør man så – og hvem er man så – når den orientering begynder at smuldre, eller ihvertfald blive til noget andet. Så det der med at 40’erne bare er nemt, det er ikke helt vores billede af det. Og hvis man så kigger mod ens omgangskreds, sp lader det til at løsningerne enten hedder få en hund, eller bliv skilt, eller køb et sommerhus, eller få en efternøler. Der er ikke rigtig noget af det som er indlysende for os, så vi må se hvad der sker. Hvis du sidder som 50-årig og har svaret, så skriv gerne en kommentar 🙂