Jeg har det svært med opstarten af job i år. Det er som om skiftet fra en fantastisk sommer badet i sol til full-scale planlægning er lidt for vild. De første uger er det ren brandslukning. Det at sidde og forbrede sig om aftenen, så man bare med nød og næppe er klar til dagen efter. Og det gør også noget røvkedeligt ved vores kommunikation. Alle kommunikationskanaler er fanme kun fyldt op med praktiske beskeder. Overskuddet og tiden til at lytte mellem linjerne og mærke efter andres behov og gøre noget andet end lige at klare det nødvendige, det er der ikke. Og sådan har det været i en måned nu.
Hmm. Egentlig var det meget godt lige at skrive. For det er trods alt kun en måned. Og det er næsten det samme hvert år, også fordi vi har tre fødselsdage, to lejrskoler og opstart af nye klasser og fag. Men det må fanme ikke blive ved. Så bliver jeg sindsyg. Ja, ja. Så spørger latte-bloggerne derude nok “Jamen, hvad kan du selv gøre?”. “Luk røven” kunne være noget man fik lyst til at sige, men på den anden side er det jo næsten et rimelig (omend pisseirriterende) spørgsmål. For uagtet hvor meget man end ønsker sig at andre skal gøre noget anderledes, så kan man kun ændre på sig selv. Dilemmaet er at hamsterhjulet skal køre, ihvertfald hvis man har den prioritering at man synes det er rart med et hus med plads til tre børn, en have, bil og så lige have råd til at sende tre unger på efterskole, samt at rejse lidt indimellem. Så skal der ligesom penge ind på kontoen. Men lidt hverdagskrydderi og andet end praktik i samværet må der for helvede være plads til. Så måske skulle ungerne tage lidt mere ansvar, lave lidt mere mad. Måske skal der ikke stå varm mad på bordet hver dag. Måske skulle man forbyde al snak om praktik face to face og så kun tale om praktiske ting via digitale medier. Måske skulle man begynde at male igen. Måske skulle man fokusere at få sejlet de fem gang i kajak så man fik en nøgle til klubben. Måske skulle man gøre nogle af de ting man indimellem fabler om kunne være sjove at gøre og så kun snakke med folk der virkede interesserede i dem. Måske skulle man huske kæresteaftener. Måske skulle man ikke holde regnskab. Måske skulle man…. Måske skulle man overveje hvad 40-års krisen skulle munde ud i.
Nå. Vi ser. Skulle bare lige ud med noget. Selvom denne blog ligner lutter lagkage, så er den jo bare en omgang filtreret hurra-krymmel – og det blev jeg lige lidt træt af. Men nu skal jeg nok fortsætte med flagene , så kan vi tage denne type udbrud over en kop IPA under himlen når vi mødes derude…
- 1 kommentar til Hamsterhjulet. AAAARGH!
Du er sej, så det går Mega!!!
Kh Don