På en eller anden måde er jeg blevet gode venner med Lisbeth og Julie fra Horsens. De er en del af ledelsen af henholdsvis Det Gule Pakhus og Horsens Kunstmuseum. Og de kan lide mig og det jeg laver, så jeg er både en del af en ny udstilling, skabt i et samarbejde mellem syv jyske museer, hvor jeg har skrevet en tekst om vrede (de syv dødssynder er temaet) og så var jeg ovre og lave en wokrshop i slam, som opvarmning til Jens Blendstrup, en af mine yndlingsforfattere. Udover det var en dejlig dag, med seje deltagere og at Det Gule Pakhus er et superhyggeligt, håndholdt sted, så fik jeg mulighed for at læse et hyldestslam op for Jens Blendstrup, baseret på hans nummer “John Danser Grøntsag”. Og han kunne lide det 🙂 Yes, man… Håber der kommer lidt Horsens forbi min vej hvert år.
Rasmus Seebach bor alene. Om aftenen er der ingen som putter ham, det skal han selv sørge for. Når han vågner, er han stadig en i sengen. Han kigger under dynen, men der er ikke andre end ham, og han kigger på sin opvask, og der er kun én tallerken og én gaffel og én kniv og ét køleskab. ”Jeg er helt alene” tænker Rasmus Seebach. En eftermiddag går han en tur og kommer forbi en kolonihave. Rasmus Seebach får øje på noget meget smukt. – ”Sikke nogle flotte tænder du har” råber Rasmus Seebach. – ”I lige måde” siger pigen bag hegnet. ”Jeg hedder Lonni, hvad hedder du”? – ”Rasmus Seebach” svarer Rasmus Seebach. – ”Vil du hjælpe mig med at vande?” spørger Lonni. ”Ja”. Rasmus Seebach vander alt hvad han kan. Han vander højt og lavt, han vander sko og fliser og vildt og inderligt. Han bliver et med vandkanden. Rasmus Seebach synes han er god til at vande, måske en af de allerbedste. ”Se lige mig” siger Rasmus Seebach. ”Prøv lige at se mig.” ”Flot, Rasmus, men jeg må smutte nu”, siger Lonni. Hver nat drømmer Rasmus Seebach om Lonni og hendes tænder og knæhaser og hævede øjenbrun og tykke ankler og hendes våde, våde, våde sko. Hvad mon Lonni laver lige nu? Tænker Rasmus. Rasmus begynder at følge efter Lonni. Han er iklædt uldsokker og parkeringsvagtuniform, så han bliver stille og usynlig. Lonni ser på sko. Rasmus ser på Lonni. Udenfor en bygning standser Lonni og går ind. ”Tangoskole” står der på døren. Hvem danser hun med? Rasmus Seebach presser hele sit ansigt og begge øjenæbler meget, meget tæt på ruden. Rasmus er glas. Lonni danser. Lonni danser. Lonni danser. Først med den ene, og så med dan anden. Rasmus Seebach kigger gennem vinduet. Han synes Lonni ser glad ud, men dem hun danser med virker trælse. Så Rasmus Seebach går ind for at danse. Alle andre danser to og to, men Rasmus Seebach danser alene. Han danser først på to ben og så på et ben, først det ene, og så det andet. Nogen griner, men så bliver der stille. Rasmus Seebach hopper rundt i en dans som bliver vildere og vildere. Rasmus Seebach er helt ustyrlig. Han danser som ingen på danseskolen har danset før. Rasmus Seebach ligner en rystepudser hvorefter han ligner en vinduesvisker hvorefter han ligner et trykluftbor hvorefter han ligner en børnehave hvorefter han ligner agterpropel på molsfærgen hvorefter han ligner en sømpistol hvorefter han ligner et førstehjælpskursus hvorefter han ligner en drukneulykke og så ligger han ned på gulvet, helt, helt udkørt. Og nu er Lonni helt, helt vild med Rasmus. Rasmus Seebach og Lonni går ture i skoven. De plukker blåbær og spiser svampe. Nogle gange bliver de så påvirkede, at de laver akupunktur på pindsvin eller leger gemmeleg med regnormene og der var engang hvor Rasmus Seebach sked kogler i en hel uge. Det bliver efterår og Rasmus Seebach og Lonni hjælpes ad med at rive blade sammen i kolonihaven. Lonni kaster drillende en håndfuld blade efter Rasmus Seebach, som løber efter hende og knepper hende. Da det bliver vinter, spiser Rasmus Seebach og Lonni pandekager med blåbærsyltetøj. Når de er ude laver de englefigurer i sneen eller skriver deres navn med pis. Indimellem ligner de to engle som flyver tæt sammen. Og når de er indendørs, leger de gemmeleg og de finder de altid hinanden.
- Ingen kommentarer til Legekammerat med Horsens