Måned: oktober 2015

Byen ligner sig selv. Enkelte butikker er bukket under for krisen, mens andre er genopstået. Jeg tog min store dreng på en stroller fra den ene ende til den anden, og det var superhyggeligt. For det meste er jeg lidt i vildrede over hvad jeg skal tale med ham om – hans verden består ofte af videoer, youtubere og spil som jeg ikke kender til, og referencerne går tabt et sted mellem generationerne. Så at have et simultant samvær om fysiske forhåndenværende ting og oplevelser var dejligt. Vi var i samtlige boghandler (på jagt efter en Rubiks Terning), brugte en lille time i den islandske udgave af Faraos Cigarer og tog så også lige to kunstudstillinger. Og istedet for pølsevognen, tog jeg ham ned på den hipstervenlige burgejoint ved havnen, Bullan. Det faldt han for, og kunne godt fornemme det var lidt cool. Máni er ret vild med Island i denne omgang, og jeg kunne selvfølgelig godt lade den ligge der – det er trods alt et nemt land at være forelsket i – men jeg har på fornemmelsen at der ligger et lille faderopgør et sted. Superlativerne om Island efterfølges ofte af slet skjult misbilligelse af den danske natur og de klorfyldte torturbaljer vi kalder svømmehaller derhjemme. Jeg giver ham ret i alt hvad han siger – fordi det ret beset ikke er helt forkert. Det var f.eks. ret skønt at tage ungerne ud under den nordlysoplyste aftenhimmel efter aftensmaden og kaste sig nedad i de udendørs rutsjebaner…

I dag står den på den traditionsrige pandekagefrokost og så en tur tilbage til Akranes. C’est la vie…

Så skal jeg da lige love for at vi landede i Island. Den første dag gik med et besøg i Keflaviks svømmeland og så til Akranes, men allerede dagen efter gik vi hovekulds i flæsket på naturen. Op på Akrafjellet, som er 550 meter. Hele flokken. Og derefter i svømmehallen, så til fællesspisning – bare de nærmeste 26 – og så til sidst ind for at se Klovn Forever i den lokale bio. Formidabel debut på turen! En anelse crazy at nå op til toppen 15 minutter efter sine unger, for at finde ud af at de har stået og ventet på en, 1½ meter fra et brat fald på 500 meter, uden rækværk og lignende, men derimod i strid storm. Man smiler bare lidt nervøst og beder dem komme lidt væk fra kanten og gratulerer dem med at have løbet op. Det var f…. hårdt – men det hele værd, sikke en udsigt. Og så er der en gæstebog på toppen 🙂 Det var i øvrigt samme bjerg som Troels og jeg besteg for år tilbage, men dengang tog vi den forkerte side og klarede kun halvvejs – men det var vidst også i december… Fedt at være tilbage i det Island man kender. Vild natur, sød familie og god mad – og masser af afslapning.

Så er Óliver på vej mod tamburkorpset. Han kan snart seks sange udenad, og om kort tid så går han med i front. Det glæder han sig rigtig meget til – og er superspændt på starte. Trommeevnerne fornægter sig ikke, så der er lidt overvejelser omkring at bygge et rigtigt bandrum om, så man kan jamme ude bag ved – nu må vi se 🙂

De fleste københavnere jeg kender, bor i lejlighed. Naturligt nok. Men jeg må nu sige at den håndfuld jeg kender, som har valgt kolonihaven (Hans, Mads, Sabrina, Inga), de ser ud til at have taget byen den vej hun skal tages. Og så er der lige Martin. Som netop har købt sig en endnu større husbåd, til kun 1,5 mil. Med tre værelser, to store soldæk og 5 minutter fra Christianshavn. Det er ret sublimt. Jeg var forbi, sammen med David, efter min undervisningstest på Statens Museum for Kunst, til en omgang familiehygge og aftensmad. Og jeg mødte også Malta – hans nyfødte guldklump. Hans førstefødste er et ½ år – min skal konfirmeres. Der er ikke meget livssync i den del af venneflokken. Det var tophyggeligt, og det var også fedt at se Brian fra de gamle radio Dayo-tider.