Ungerne er 8, 10 og 12 år. Der er vel groft sagt kun tre år tilbage, hvor vi kan være sammen synkront og have det sjovt. Om tre år flyver Máni mod en efterskole og så gymnasieliv og hvad deraf følger. Og ungerne er nu så store at de er superdejlige at rejse med, de kan klare alting seng og Óliver og Röskva har ihvertfald stadig den højt skattede evne at kunne blive begejstrede. Så det er vel nu vi skal se at komme ud af røret og få set lidt af verden…
…hvilket var lidt samme grund til at jeg tog dem ind for at se Fyrtøjet, for lige om lidt så er de for store. Erla havde taget Máni med til Hamburg, sammen med Ane og Alma på storebørnstur, så far og de to små var hjemme. Vi udnyttede chancen og drønede ind til H.C. Andersen museet, for at kaste os ombord i forklædningerne. For mig var der tale om enten en-virkelig-kedelig-forlystelse eller all-in. Fyrtøjet er som sådan bare nogle kulisser og så en hulens masse udklædningstøj. Så enten kan man så gå rundt og smile og sige sikke en fin hat og kigge efter en kaffeautomat og sige nej i museumsbutikken og kigge på uret efter hvornår de der museumsansatte har tænkt sig at komme og underholde ens unger så man kan få det med og så se at komme hjemad efter man har spist sin lunke krydderbolle med leverpostej – eller man kan italesætte aktantmodellen, spørge om voksne også må blive malet i hovedet og så ellers give den gas i tre timer med 3 x egne eventyr. Det var faktisk sjovt. Og de andre voksne så sig vist nødet til enten at tage tidligt hjem eller trække i udklædningstøjet. Fnis. Efter vi var kommet hjem, gik Röskva igang med at lave legofilmsudgaver af vores eventyr, og så fik den lørdag jo hurtigt ben at gå på… Det er vel det som visse eksperter i familien kalder for “hygge”.
