Bygget af uimprægneret træ, var det et højbed som eksisterede fint i tråd med indholdets forgængelighed. Flossede oversavninger langs bræddernes ender, en tvivlsom blanding af for korte søm og gamle skruer. To lag af jord, som bestod af tørv, der blot var vendt på hovedet, og nyindkøbt spaghnum af billigste slags. Beddet ville ikke holde længere end det skulle. Men som ekspedienten havde sagt i byggemarkedet, så var det fint nok – man skulle jo bygge af uimprægneret træ, når det drejede sig om et bed til grøntsager. Og når beddet faldt sammen, så kunne man bare bygge et nyt, der hvor det gamle havde stået. Jorden ville blive bedre med årene.
Og nu stod det der. Fuldstændig uvidende om hvor sølle det i virkeligheden var, når man sammenlignede med andre højbede i kvarteret. En humlebi af et højbed. Og midt i beddet spirede både ærter, gulerødder og salat op. Insisterende værkster. Opsatte på at få det bedste ud af beddet, prægtigt som det stod i denne første sæson. Med årene vil brædderne smuldre og sømmene vil rustne. Beddet vil gå i opløsning under vejrets konstante angreb. Men jorden, frøene og grøntsagerne vil blive stærkere for hver sæson. Ligesom jordbærbeddet, som giver flere og flere bær for hver sommer der går.
Jeg ser lidt til beddet hver dag. Det er hyggeligt. En dag får jeg min første salat, med lidt ærter og gulerødder til. Den kommer til at smage godt, det er jeg helt sikker på.