emtekaer.dk

Det viste sig at være rigtigt set. Máni havde godt af at få en stille aften på sofaen, uden en lillebror til at engagere ham i aktiviteter. Feberen faldt støt og lørdag morgen var han, om ikke i hopla, så ihvertfald frisk nok til at sætte sig ud i en bil. Skyerne glimrede endnu engang ved deres fravær, mens vi kørte ud af Reykjavik imod Selfoss og Ingolfsfjeldet. Familien havde, som de efterhånden har fået for vane at gøre, lejet en stor hytte hvor samværet udspiller sig omkring en hulens stor bunke unger, to hunde, ramme efter ramme af øl og så masser af mad, anekdoter og guitarmusik. Konceptet har ikke ændret sig en meter, siden jeg prøvede det for første gang for et par år siden. Og det ender vel med at jeg bliver ligeså forstokket omkring det, som jeg er omkring julen. Det er bedst at have det som vi plejer. Efterhånden som avancementet af sociale interaktioner for Óliver kræver et større og bedre ordforråd, så kommer det islandske snigende tilbage til ham. Han taler stadig som en halvdøv indvandrer på krykker, men han gør et ærligt forsøg. Eftermiddagen bød på turens andet besøg i svømmehallen – og for ikke at være alt for mainstream, så valgte vi en lille lokal svømmehal, hvor der kun var en enkelt rutschebane og fire udendørs bassiner med sol og 36 grader varmt vand. Det var, ifølge Erlas lillebror, ret så hipt. Ifølge undertegnede var det bare lidt trangt og pisselækkert. Klokken 17:40 kom vi hjem til vafler og kaffe, for lige at tage den værste sult, imens Sveinn lagde fire lammekøller på grillen, Ingi åbnede de første øl og damerne snittede frugt og grønsager. Jeg indtog en velafprøvet rolle, fra min tid i børnehave, som ham den sjove fra Danmark – noget med at puste ild og stille op til dåsekast. Nuvel. Mad – mmmh. Videre. Erlas lillesøster er ikke lesbisk. Og heller ikke fra tyskland. Men hun spiller fanme en fed bas. Og hendes kæreste kan synge, hendes barndomsveninde kan spille violin og de to sidste kan så give den gas på trommer og guitar. Tilsammen kalder de sig Cosmic Call, og ligesom familien har købt en god portion af mine billeder, så tog vi også over for at se hende spille om aftenen i Selfoss. Og jeg mener ikke kun de unge. Nej. Vi tog allesammen afsted. Familiens politimand, Jónas, blev hjemme og passede krapylerne, mens vi, iført alt fra dynejakker til shorts, tog over og udgjorde 90% af publikummet. Cosmic Call er på tour med tre andre bands, og efter at have hørt på lortebandet “Soundcheck” i en halv time – og derefter en omgang norsk heavy – så kom de på scenen. Nepotisme eller ej, så synes jeg stadig de har fat i den lange ende. Alene instrumentariet, med både keys og strings, gør en stor del. At så bassisten er velsignet og at forsangeren både hopper og snakker med publikum gør det jo kun endnu bedre. Og jeg fandt ud af, at det der med at være valutatuurist ikke er så ringe endda, fordi en stor fadøl på Island pt. koster 30 kr. Hjemme igen faldt den samlede flok så i den gamle fælde, og der gik præsteanekdoterogguitarsangtildenårlemorgen i den. Jeg kunne ikke klare det, og hoppede tidligt i seng. Dagen i dag gik så med at rydde op og bruge et par timer på at lufte ungerne ved den nærliggende bæk, hvor vi sparrede en psykologregning eller to, ved at foretage den meget meditative og mentalt sunde aktivitet “kaste sten i vand”. Nu er vi back in RVK, har nydt lækker, obligatorisk søndagsmiddag hos svigerfar og har nu puttet ungerne. Jeg har heldigvis 40 sider tilbage af Brooklyn Follies, hvilket betyder at denne aften er reddet – men en del af morgendagens program bliver at finde en ny bog – og gå i svømmehallen. Godnat derude, hvorend i er 🙂

VI stod og glippede med øjnene tre timer før flyafgang. Lidt vel tidligt på den. Suset af København havde ikke helt lagt sig – måske er en af sidegevinsterne ved at være flyttet til Svendborg at man nu rent faktisk nyder at få duften af brosten lidt indenbords. Vi lånte Jeppe og Annas lejlighed og fik os en pizza og hvedeøl til aftensmad nede i skydebanehaven, mens ungerne drev rundt imellem soppebassiner og legestativer. Flyturen gik over al forventning. At konen så har udsat sig selv for samme tur, uden at være to voksne, tidligere på året, det fatter jeg ikke. Og uanset hvor meget en børnefamilie påstår at en tre-timers flyvetur gik uden problemer, så lyver de altid lidt. På den anden side, så er alt jo relativt – dvs. at den gik flyvende i forhold til at der var ingen gråd, simultan søvn fra ungerne og ingen belskift. Der var masser af traven frem og tilbage, overfede medpassagerer og andre irriterende unger, men det kunne som sagt have været meget værre. Huset vi er landet passer os glimrende. Der er to legeværelser til ungerne, det ligger lige ved siden af en superfed, nyrenoveret svømmehal og i samme bydel som svigerfar. Efter indflytning tog vi over til svigerfar og fik grillet lammelår – og ungerne tog sig en tur i jacuzien med Solveig og Arnor. Efter en omgang sondering ved middagssnakken, lader det til at alt er ved det gamle. Folk passer deres arbejde og deres studier, har ikke tænkt sig at blive skilt, får nogle børn og starter vel en lille revolution hist og pist. Derefter tog vi ned i midtbyen for at gøre Kim lidt jaloux. Eller det vil sige at vi skulle ned og låne et jakkesæt til den begravelse vi var til i dag, for sådan noget som jakkesæt er ikke noget som hverken Kim ejer eller som han har lyst til at tage på efter han selv har rejst med det. Henny og Kristjan havde fået sig et superhyggeligt to-etagers hus fra 1908 i midten af Reykjavik, som de var ved at sætte i stand på den gammeldags maner. Mand, det var lækkert. Osede af Reykjavik og gode gamle dage. Klokken var efterhånden 23 efter en omgang snak, så vi tog hjem for at putte unger – Röskva plagede om at sove 🙂 I dag startede dagen så med at Máni fik 39,4 i feber – og vi skulle til begravelse. Så moster tog ungerne, jeg iklædte mig kejserens nye klæder, og vi tog over for at begrave Erlas farmor. Jeg skulle bære kisten sammen med Erla og seks andre – hvilket i forvejen havde gjort mig en anelse nervøs. Men ved hjælp af spejling og gode instrukser blev det en både smuk og vellykket begravelse. Det var forresten både samme præst og i samme kirke som Röskva blev døbt, hvilket for mig skabte gode bånd. Lige nu er Máni ved at komme sig, Óliver er taget i spejderhytte med resten af familien og Röskva og jeg er trætte efter turens første omgang svømning. Hun ville SELV køre i alle rutschebaner – hvilket hun (næsten) fik lov til. Så imorgen tager vi så på landet sammen med resten af familien – og håber Máni kan klare det. Næste uge skal jeg så i lydstudie tre gange for at indtale en dansk børnebog på 104 sider, tjekke op på udstilling – og sikkert i sommerhus med familien. Det er fedt at være tilbage 🙂

Når man som jeg og Erla er et par rodløse unge mennesker, der prøver at få tre børn, ny by og jobs til at gå op i en højere enhed, så er det ubeskriveligt lækkert at se at vi kan samle så mange dejlige mennesker omkring os. Vi havde en fantastisk dag med jer allesammen, og vi går stadig og smiler over den fede fest vi havde. Tak for alle de gode grin, for de dejlige gaver, for den lækre mad og for at vise både danseglæde, børneoverskud, praktisk håndelag og for at give uvirderlige vennetjenester når vi nu ikke har nogen bil selv. Vores dejlige hus og have fik en stor bunke karma smidt ind, naboerne fik mødt baglandet og dem af jer vi har talt med siden, virker også overmåde tilfredse med weekendens fest. Det var formidabelt 🙂

Mi casa, su casa –

Kim, Erla, Máni, Óliver, Röskva og Múggi.