En uge som sådan kan jo godt være trættende. Specielt når den indeholder et nyt barn og 10 timers musikundervisning. Så der stod jeg så, fredag eftermiddag. Sent. 16:30 cirka. Med to fredagstrætte børn i en overfyldt Bonus butik og skulle handle ind. I kassen sad en nybegynder og i kassen overfor sad åbenbart en af mine gamle elever. hvilket jeg var lykkeligt uvidende om. Indtil den kære dreng råbte henover de cirka 16 mennesker der stod i kø – “Hey Kim, det er mig. Kan du slet ikke huske mig? Du var min lærer sidste år!” Jeg kaster et febrilsk smil og prøver at redde den med et “Øh, jo da. Hej hej. Hvordan går det?”. Hvorpå jeg er gennemskuet af samtlige kunder og eleven selv. Min hukommelse er værre end en guldfisks og mine skuespillerevner er ikke store nok til at dække over det. Stakkels elev. Dumme lærer. Og jeg tænker om jeg dog ikke bare snart kunne komme ud herfra. Men nej. For da jeg begynder at læsse varer på båndet, da viser det sig at Óliver har været så elskværdig at hjælpe mig med at handle ind og jeg derfor med et par undskyldninger undervejs må række den stakkels kasseekspedient et par dåser kattemad, et kødben, tre elektriske tandbørster, to pakker damebind og en pakke flødeboller som vi altså ikke liiige havde brug for. Dumme far. Stokkonservativ. Sådan er det at blive 30. I mellemtiden har Máni fundet ud af at man kan svinge sig i stativerne langs kassen og han svinger lystigt ind i mindst tre andre kunder. Jeg elsker bare fredage 🙂
Tags: indkøb
- 5 kommentarer til Fredag, bloody, fredag.
