Kategori: Billeder / Myndir

Efter Roskilde var øverste etage jo godt og grundigt sat ud af spil, så det var blevet tid til at finde de kloge hænder frem og lave lidt praktisk arbejde som ikke krævede nævneværdig intelligens – og rusen fortsatte endda en smule med de kradse malingdampe der kommer fra industriel gulvmaling, Men det var det der skete. Kummefryser, værkstøjsbord og skænk er røget videre til deres næste liv og gulvet har fået sig en tur. Så nu er der faktisk blevet plads til et hæderligt bandrum, eller at male lidt på staffeli eller bygge en spillemaskine i tørvejr. Vi må se hvad der sker.

…og imens muntrede ungene sig med at komme i Børnenes Rekordbog 2017. Sørme så. Sejt gået 🙂

Nogen går til eksamen ved at skrive en opgave – andre ved at hive deres venner op i træerne. Jeppe D. fra skolen er blevet klatreinstruktør og skulle bruge prøvekaniner i alle vægtklasser til sin eksamen. Så vi sagde med glæde ja, og hev os 15 – 20 meter op i træerne. Det synes vi var sjovt. Og hårdt.

Et par dage senere driblede vi mod mols, for at være med til Pers fødselsdag – der er efterhånden kommet et par rigtig gode onkeltraditioner med at fejre fødselsdag på mols. På vejen inviterede bedstefar og Sietske os en tur på Moesgaard Museum, jeg har ikke været der siden Grauballemanden var levende, så det var fedt at se igen. Det har ændret sig en smule – det var faktisk tæt på at jeg både var begejstret og imponeret, men lad os nøjes med at sige at det “var nu ikke så ringe endda.”

Pers fest bød som altid på både godt selskab og god mad. Lotte havde fået lokket mormor med fra plejehjemmet, det var dejligt at se hende igen. Hun er blevet mindre siden sidst, men kender os og spørger interesseret. Röskva og Karoline blev perleveninder, og det var ret rørende at se hvordan Máni legede med de mindste, særligt bette-lorten Olivia. Vi crashede derude, og næste morgen aftalte vi at tage i Djurs Sommerland sammen…

Bedste Djurs Sommerland tur nogensinde. Der var ingen kø nogensteder, Peter og Katrine og deres unger tog med, bedstemor betalte gildet og vi havde rigeligt med mad med – og vejret var hverken for varmt eller for koldt (okay, lidt for koldt, men altså…). Så inden der var gået en halv time var jeg ved at kaste op. Ingen kø til psykopatrutschebaner og karuseller kan godt være farligt, når man har to daredevils med ombord. Så vi var der fra de åbnede til de lukkede – 10 timer. Wauw.

Efter Djurs slappede vi af med en oldschool dag i Ebeltoft. Vi havde planer om at tage runden (op til legekæden, ned til føtex, over til fregatten, hen til glasmuseet, ud til skudehavnen og så hjem) – men vi blev sat på plads af regnen, så det blev til en halv runde og så ned og rane biblioteket for DVD’er. Vi berigede bedstemors filmkendskab med “Max Pinlig”.

Erla og Stefan har store planer. Om at cykle solen sort. Eller bare til Langeland. Men som en lille forøvelse, så skulle vi cykle til Thurø. 9 km hver vej, ny rekord for både Oliver og Röskva. Det gik fint. Og der var minigolf, hvor jeg lod Stefan vinde, fordi han havde fået sådan en god idé med den cykeltur…

…og sådan triller sommeren stille og roligt afsted på sydfyn, med hygge, husprojekter, serier (vi er i gang med Mr. Robot) og hvad man nu eller kan finde på som både børn og voksne…

- Ingen kommentarer til Sommerferie, part II

- Ingen kommentarer til Jam med bedstefar en tirsdag aften…

I næste weekend er det tæt på vi kan fejre kobberbryllup med min fantastiske kvinde. Og nu kaster brormand sig så ombord i ægteskabet, med sin søde Clarissa. Det var en fantastisk dag, med en skøn svigerfamilie fra Tyskland. Det var caféhygge og cykelture i solskinnet, strolling i storbyen med kærlighedssange som soundtrack og gode, sjove og kloge ord fra mange om både de to udkårne og om noget så simpelt og besværligt som kærligheden. Især var Clarissas omvendte tilgang “This is as good as i gets” en hjertevarmer – og afslutningsfesten i lejligheden med beerpong, hits og dansegulv og en brudevals spillet på tværfløjte var en dejlig måde at lære svigerfamilien at kende på. Tak for det Troels og Clarissa, vi glæder os til at følges med jer derudaf…

Min tale til Troels:

Klaus Teuber er en tysk tandlæge og jeg ved ikke hvor mange gange jeg har læst noget af det han har skrevet. Men det må være mange. Det er nemlig ham som har skrevet reglerne til Settlers, og de kan være kilde til evig diskussion, når du er i lokalet Troels. For du er både stædig, påståelig og legesyg – og derfor er det jo ikke så mærkeligt du er blevet forsker. Men du er ikke en forsker for mig – du er først og fremmest min bror, og lige derefter er du mine børns onkel. Selvom du er min bror, så er jeg ikke sikker på hvad størrelse sko du bruger, eller hvad man siger om skostørrelser, mænd og bæverhaler, men de sko du har, er svære at fylde ud. Du har cirka bygget det halve af mit og Erlas hus og som onkel er du bare uopnåelig – og i hvert fald meget højt elsket af mine unger. Jeg kan stadig huske da du omdannede Samsø til et piratland ud af presenninger og havestole (og Kim du skal være et monster i regntøj) og da du fik en stille gåtur i Hareskoven til at blive til Kongens efterfølger, eller måske nærmere den sindssyge onkels efterfølger, som ikke kærede sig om noget så trivielt som våde strømper, bukser, støvler, faldhøjde og andet småtterads. Du er stadig ikke blevet for voksen til at lege, og jeg håber aldrig du bliver det – og de børn der vælger at få dig som far, de er heldige.

Vi har altid været der for hinanden, du og jeg. Både som børn, når livet var lidt svært eller som voksne når livet tog en uventet drejning – og jeg ved jo at vi to til hver en tid vil tage en kugle for hinanden og at vi altid har en madras klar. Men vi har været der for hinanden i eventyr på Roskilde og ved Vesterhavet, i kanoer og varme kilder, i Leipzig og Barcelona – og nu er der så en anden du skal til at være der for, nemlig Clarissa. Lige siden du mødte Clarissa, har jeg set hvordan hun stadig kan få det legende og det livsnydende frem i dig. I griner sammen og I leger sammen og I oplever sammen. Og nu ville jeg jo gerne sige nogle bevingede ord om hvordan man gør det bedst med det her ægteskab, jeg er jo trods alt din storebror og er selv i et ret fantastisk et af slagsen, men sandheden er at I skal til at skabe jeres eget. Og dog – jeg kan godt sige noget. Som forsker. For der er en benhårdt fact vi ikke kan komme udenom – der er 43% chance for at det ikke holder, rent statistisk. Men fuck det, for selvfølgelig holder det, græsset vokser der hvor man vander – og det tror jeg I er gode til. Danmarks ældste ægtepar blev spurgt om hvad der får et ægteskab til at holde – og de svarede at det er frihed i de små ting, enighed i de store ting – og kærlighed i alt. Dronningen siger at man skal huske at pleje både dig og mig og os – og din egen mormor siger at man aldrig skal lade solen gå ned over sin vrede. Og et lille råd fra mig, trods alt? Husk at lytte til hinanden, stol på at I vil hinanden det bedste og lad være med at flippe ud over opvask eller tandpastaklatter i håndvasken. Og en sidste ting. Når I nu er et internationalt par, så husk at en af jer vil altid leve i et lille savn – og derfor skal familiebesøget i udlandet altid være en naturlig prioritering. Og det er en gave at have en familie i et andet land, som gør tingene på en anden måde, taler et fjollet sprog og har traditioner der involverer underlige madvarer – nyd det og sæt pris på det. Og med de ord, så vil jeg gerne ære en stolt dansk tradition – nemlig det at synge sammen, i tide og utide. Kære brudepar – tillykke med kærligheden, pas på hinanden og bliv ved med at lege!

- 1 kommentar til T+C d. 12. marts

…fik vi på Bullan, Reykjaviks hemmelige hipsterburgerbar. Med Afi, Amma, søster Solveig og alle ungerne. Derefter hjem til disneyshow – og så til det pis vi hader mest. At sige farvel. Og denne gang en smule sværere, fordi min Óliver bliver heroppe. Kunne jo ikke så godt pakke ham ind i vat og rustning, men måtte istedet pakke mit hjerte ind i samme, og se ham i øjnene og sige “Du er sej, Óliver, det kommer til at blive superfedt.” Ikke et ord om hvor meget jeg kommer til at savne, eller hvor meget hans søster allerede har givet udtryk for at hun synes det er svært og næsten ikke et ord om den angstbyld der selvfølgelig vokser. Islændinge kører jo bil som tosser, naturen sprænger i luften om ørerne på én, i deres skoleklasser hænger der høreværn (og man skal have et “tisse-pas” om halsen, når man skal ud for at tisse i timen), der er gletchere og lava og arrrrgh! Hrmph. Og så bliver han jo bedre til islandsk end mig. Well. Jeg synes nu også vi er nogle gode forældre – at vi siger ok. Men han virker sikker i sin sag – og så er der bare lidt mere islandsk bonderøv i Óliver end i de andre. Heldigvis er der en partner-in-crime, to unger mere, en opgave og et musikteater derhjemme som kan få tiden til at flyve – og masser af andre ting. Og så er det jo også træning til efterskoletiden, når den komemr for Máni. Så nu glæder jeg mig allerede til om tre uger 🙂

- Ingen kommentarer til Sidste nadver…

Nu tager vi lige et FØR billede. Selvom, ret beset, så er vi længere end før. Men alligevel. Sveinn er gået igang med projekt loft – og laver selvfølgelig det hele selv. Inklusiv trappe og alt. Så ifølge planen, så står det klart til jul – vi hepper hele vejen.

- Ingen kommentarer til Loft

Byen ligner sig selv. Enkelte butikker er bukket under for krisen, mens andre er genopstået. Jeg tog min store dreng på en stroller fra den ene ende til den anden, og det var superhyggeligt. For det meste er jeg lidt i vildrede over hvad jeg skal tale med ham om – hans verden består ofte af videoer, youtubere og spil som jeg ikke kender til, og referencerne går tabt et sted mellem generationerne. Så at have et simultant samvær om fysiske forhåndenværende ting og oplevelser var dejligt. Vi var i samtlige boghandler (på jagt efter en Rubiks Terning), brugte en lille time i den islandske udgave af Faraos Cigarer og tog så også lige to kunstudstillinger. Og istedet for pølsevognen, tog jeg ham ned på den hipstervenlige burgejoint ved havnen, Bullan. Det faldt han for, og kunne godt fornemme det var lidt cool. Máni er ret vild med Island i denne omgang, og jeg kunne selvfølgelig godt lade den ligge der – det er trods alt et nemt land at være forelsket i – men jeg har på fornemmelsen at der ligger et lille faderopgør et sted. Superlativerne om Island efterfølges ofte af slet skjult misbilligelse af den danske natur og de klorfyldte torturbaljer vi kalder svømmehaller derhjemme. Jeg giver ham ret i alt hvad han siger – fordi det ret beset ikke er helt forkert. Det var f.eks. ret skønt at tage ungerne ud under den nordlysoplyste aftenhimmel efter aftensmaden og kaste sig nedad i de udendørs rutsjebaner…

I dag står den på den traditionsrige pandekagefrokost og så en tur tilbage til Akranes. C’est la vie…

- 3 kommentarer til Far-søn tur i Reykjavik