HAN HED JAN kan jeg huske. Det var måske ikke så meget hvad han gjorde, men mere at han gjorde det Tog mig på fisketur. Tog mig på fisketur på et tidspunkt, hvor det virkelig betød noget. Han var min matematiklærer, og jeg kan tydeligt huske det. Min mor og far lå i skilsmisse, en knapt så køn en af slagsen, og min tillid til voksne kunne ligge på et meget lille sted. Jeg ved ikke hvorfor han gjorde det. Mine evner inden for matematik var ikke synderligt overbevisende, på nær når det kom til geometri – og jeg var ikke det mest rolige barn i klassen. Jeg tror endda det var Jan som tog fat i det dørhåndtag, som jeg havde brugt tre engangslightere på at opvarme i frikvarteret.
Jeg har også haft andre lærere. Der var Ib, som måske ikke lærte mig så meget rent fagligt, men som havde en ganske særlig sans for, hvornår rundbold og fodbold var vigtigt. Og som gemte sig i en bunker, da vi var på lejrtur, og sprang op af den med en tot tørv på hovedet og råbte “Hände hoch!”. Så var der min seminarielærer Inge, som kunne huske mit navn forleden – efter 14 år. Og Steen, som altid gik ulasteligt klædt og yndede at jorde de dumme og dovne, med en udpræget brug af fremmedord i timerne. Jeg kunne sikkert blive ved.
Og måske skulle man søge at finde en fællesnævner. En fællesnævner for de lærere der har sat sit spor i mig. Autenticitet og stolthed kunne være beskrivende for dem. De tog sig selv og deres gerning alvorligt. De kunne lide at være lærere – for det at være lærer for dem, var også at være sig selv. Og det må vel være et flig af lykken? At kunne spejle sig selv i sit hverv. At føle at ens personlighed, væren og udsigtspunkt mod verden bidrager positivt til det job man nu har. At man er en empatisk læge. En udholdende soldat. En grundig forsker. En kreativ pædagog. En forretningsmand med sans for tal. For hvis ikke man kan se sig selv i det job man har, så må en af delene vel dagligt lide et lille anstød?
På den anden side, så kommer der forhåbentlig aldrig til at være en fuldt overlappende symbiose mellem de to positioner. Man skal også kunne tage jobbet af sig og hænge det lidt til tørre, inden man kaster sig ombord i familiens skød, så man kan være nærværende – og det nytter heller ikke noget hvis de professionelle op- og nedture har al for stor indvirkning på ens person. Mit job antager en del af min identitet, og derfor er det også vigtigt at der er en del jeg kan genkende og være stolt af. Samtidig er det jo netop også en identitet som, groft sagt, kan siges op og vælges fra, hvis den giver anledning til for megen tristesse og ulykke. Der er vi ikke endnu. Så langt fra. Men jeg kan mærke der er sket en forskubning. Sjælens tektoniske forståelser har rykket på sig. Og måske er kimen til en lidt større adskillelse mellem jobidentitet og egenidentitet blevet sået. Og det kunne jeg godt frygte.
For netop denne forståelse, at “det er jo bare et arbejde” eller “nu tager jeg hen for at udføre mit job” er gift for den gode undervisning. Læring opstår i trygge møder mellem åbne mennesker, som vil hinanden noget særligt og ærligt. Og hvis jeg lægger menneskeligheden fra mig på hylden derhjemme, inden jeg tager hen for at undervise, så er det ikke den bedste udgave af lærer-Kim som eleverne møder – og det er den bedste udgave de fortjener. Det er vel derfor man blev lærer.
Der er en reel risiko for at dette kim slår rod. Som det er nu, udvikler jeg mit arbejde i samarbejde med mine kolleger og mine elever. De har fingrene lige så meget nede i mulden som jeg har. De ved godt om der i elevflokken gemmer sig en skilsmisse der skal tages hensyn til, eller om der i et andet fag er et særligt forløb som skal have lov til at fylde lidt mere i et stykke tid. Undervisningsopgaven er en evigt dynamisk størrelse som ikke kan djøffiseres, og som umuligt kan ledes af andre end dem som dagligt møder op til de runder af undringer, spørgsmål, latterudbrud, oplevelser, afsondringer og indsigter som klasens liv byder på. Måden som skolen ledes på i dag er baseret på tillid. Min leder har tillid til at jeg udfører mit hverv på den bedst tænkelige måde – og mine elever har tillid til at det jeg byder dem, er for deres eget bedste. Ikke forstået i en prøve-gabestoks-optik, men nærmere som en tillid fra elev til lærer om, at det der foregår i timerne, er umagen værd – også på den lange bane.
Det der foregår i disse dage, kan dårligt beskrives med ordet “tillid”. Tilsyneladende har brede dele af befolkningen mistillid til, om lærerne nu også arbejder det de skal. Og lederen skal, om han eller hun vil det eller ej, påtage sig et ledelsesansvar, hvor det tilsyneladende udelukkende er ham eller hende der ansvaret for om projekt “skolereform” lykkes. Og selv samme leder skal også leve op til en reform, som ikke i sit væsen udspringer af lyst og engagement fra dem som skal udføre dem, men istedet kommer oven fra. Det er en gordisk knude, og jeg tror måske nok inspektørens kontor fremover kan omdøbes til “Venteværelse for Sisyfos”. I et klima som dette vil der nok være “for sur jordbund” til at tilliden kan finde det nødvendige fæste – og uden tillid til hinanden i skolens undervisningsrum, så kan vi ligeså godt lukke skolen. Hvis man er utryg, lærer man intet. Hov, var det en tiger?
Men tilbage til Jan og fisketuren. Jan var ikke min lærer den dag. Han var en mand, som så en barn der havde brug for lidt ekstra omsorg – om det så bare var for en enkelt dag. Men man bliver det man spiser, man er hvad man hører og man tror på det de andre siger. Hvis vi fremover ikke længere er lærere, men i stedet er offentligt ansatte i Virksomhed Skolen A/S, så bliver vi også det. Vi kommer til at tænke i timer og minutter, og samtalerne med ledelsen kommer ikke til at dreje sig om innovative nye projekter, men i stedet om tal og arbejdsmiljø. Jeg vil gøre mit til, at det ikke kommer til at ske for mig. Så må vi se hvor længe jeg kan holde stand.
Og nej, vi fangede ikke noget den dag. Men vi fik meningen med livet på krogen et kort sekund, og det er vel ikke så ringe endda. Tak for fisketuren, Jan.
-
Ingen kommentarer til Lærertanker
