Kategori: Tekster

Det her er en efterlysning. Vi leder efter fremtiden. Den fremtid vi leder efter kan genkendes på et let strejf af optimisme og en snert af fuldførte projekter og opnåede drømme. Fremtiden kan godt stinke rædderligt af sved og slagger, være iklædt ideologier og fordomme der for længst burde have været skiftet ud, men den skulle være nem at genkende alligevel. Den lyser nemlig – for det meste. Vores fremtid har det med at gemme sige bag lavt selvværd, forsmåede chefer, kedelige ægteskaber, falske venner og en kvælende lind strøm af facebook opdateringer om hipster emner, såsom selvudgive digtsamlinger, debut-ep´er på kassettebånd og vintage tøjfund fra Guatemala. Hvis du finder fermtiden, så vær rar at give den til os. Vi savner den.

Det her er en efterlysning. Vi leder efter en ven. Vores ven blev sidst set ringe til os, bare for at snakke og ikke for at planlægge noget særligt. Vi skylder vores ven penge, selvom han har glemt det. Vores ven har det med huske vores fødselsdag og sige ja til at komme forbi og spille kort, selv på en hverdag. Pas på med at tale med vores ven, hvis du møder ham, han finder sig i at lytte til det mest trivielle lort man kan forestille sig. Vores ven benytter uden blusel nepotisme i forhold til os, og sætter os derved konstant i taknemmelighedsgæld. Hvis du er skidesur, pisse urimelig, træt og enormt krævende og det menneske der står foran dig bare klapper dig på kinden og spørger om du vil have en nybagt bolle, så er det nok vores ven. Vær rar ikke at blive venner med ham. Han er vores.
Det her er en efterlysning. Du leder efter en by. En by der lugter som et nøgenløb udover badebroer i aftensol. En by, knastør som størknede vandmænd og humoren på plejehjem. En by der kan leves uden strøm. En by som tørlægger alkoholikere, som får paraplektikere til at danse, som får skilsmisser til at blive til lettere uoverensstemmelser. Hvis du bor i en by, som du ikke gider bo i, så er det ikke den. Hvis du bor i en by som hedder noget der rimer på Anders eller Åborg, så er det ikke den. Hvis du bor i en by hvor der lugter af fisk, så er det ikke den. Vi leder efter en by som er langtidsholdbar som UHT-Behandlet mælk fra Aldi, som lokker som sirener, som har en kommuneskat man er stolt over at betale og som har byråd med der er klogere end vådt bølgepap. Hvis du finder den, så sig det ikke til nogen, men kom over og hils på – vi bor der nemlig allerede

Dette er en efterlysning. Vi mangler arbejde. Dette er en efterlysning. Vi mangler politisk afstandtagen fra Israel. Dette er en efterlysning. Vi mangler nye kunstnere og ikke medieskabte døgnfluer. Dette er en efterlysning. Vi mangler sol. Dette er en efterlysning. Vi mangler flere arbejdere i folketinget. Dette er en efterlysning. Vi mangler fornuftige mennesker på Vejlegården. Dette er en efterlysning. Vi mangler morgendagens guitarspillende venner. Dette er en efterlysning. Vi mangler poesi. Dette er en efterlysning. Vi mangler en som ikke stammer i sætninger. Dette er en efterlysning. Vi mangler en formand til SF. Dette er en efterlysning. Vi mangler en anden formand til Syrien. Dette er en efterlysning. Vi mangler meningen med rejegafler. Dette er en efterlysning.

- Ingen kommentarer til Efterlysning

Folk med briller de er dumme, folk med briller er til grin, folk med briller de er grimme, folk med briller er nogen svin. Hinkesten, colabund, jeg har briller, jeg er dum. Der tager jeg fejl. Det er jo faktisk folk med briller der har fat i den lange ende. For briller vækker omsorg hos kvinderne, for briller kan tages af hvis hun er for grim, for briller giver ret til førerhund og gratis rejse for ven i tog og bus, for briller giver dig et skær af intellektuel formåen selv om du har røget fem joints og drukket en guldbajer, for briller har både Clark Kent, Harry Potter og Marianne Jelved. Måske er det også det der ligger bag ved udtrykket ”Jeg fatter hat og briller”. Som om selve det at begribe en situations eller en begivenheds indre eller ydre ”brillethed”, er en intellektuel kraftpræstation af galaktisk størrelse, som lægmand må give op overfor. Jeg vil derfor gerne opfordre til at vi fremover, når møder noget særligt, noget ekstravagnt, råber ”Hold kæft, det var brille det der.” eller ”Fedt mand, mere brillet bliver det ikke” Og briller gør livet sjovere. F.eks. når man har forlagt sine briller, og skal finde dem – uden briller. Når man skal købe nye briller og så se hvordan man ser ud med de nye briller uden at man kan se en skid. Når frisøren har taget brillerne af en og derefter spørger om der skal klippes mere af. Når man skal til synsprøve og har haft en røvsyg dag og man bare trænger til lidt sjov, og man bruger en time på at drive optikeren fuldstændig til vanvid ved at svare i øst og vest under synsprøven. De kan også buges som en undskyldning for alt, ”Hvorfor glemte du nu igen vores aftale?”, ”Ja, det er jeg ked af, men jeg har virkelig stærke briller”. ”Har du de penge du skylder mig?”, ”Nej, desværre mine briller skulle justeres, og det var jo vigtigt, såeh…”. Og pludselig kan en mand også have lækre stænger. Og man kan tale om nye ting under en dating middag, som f.eks. fede næsepuder, lækre pudseklude, billige førehunde, optisk brydningsindeks, glidende overgang, solbrillens liv som hårbøjle. “Folk med briller de er kloge, folk med briller de køn´, folk med briller de har penge, folk med briller knalder som en drøm. Hinkesten, colabund, jeg har briller du ik´må lån´. “

- 1 kommentar til Brille

Mine fingre fór vild da jeg var lille. Fordi jeg skulle bygge en by. Af lego. De klarede det fint da byggede politistationen og brandstationen og hospitalet. Og det gik også fint med husene og bilerne. Men ekspedienten i BR blev gal og skuffet på mig, da jeg spurgte om de havde Lego City sættet med bænke og kanyler. Jeg var deres bedste kunde. Min by fyldte det meste af vores kælder derhjemme. Det var umuligt for mig at blive depressiv, selvom jeg legede min barndom væk i en kælder. Der var altid noget for mig at lave. Mine forældre kunne knalde og skændes alt det de ville, jeg byggede lego. Jeg kiggede stille op på ekspedienten. Jeg modererede mine ønsker. Spurgte spagt om hun så ikke havde et sæt med værtshuse og pølsevogne. Nej. Hvad med arbejdsformidling og bistandskontorer? Nej. Hvad med mørke og fugtige steder såsom bordeller og metro? Nej. Har du sættet med turister og drukkenbolte? Nej. Hundelorte og kirkegårde? Nej. Biografer og husbåde? Nej. Jamen. Nå… Så jeg gik slukøret hjem. Og tænkte at jeg selv måtte til at opfinde det der manglede. Og da var det at mine fingre fór vild. Ud af min søsters barbiedukke og min playmobilborg fik jeg bygget et dystopisk og gotisk bordel. Kagesprøjterne fra min mors bageskuffe blev strøet ud som kanyler. Min fars gamle stempel og fuglehuset ude fra haven blev til en arbejdsformidling. Jeg samlede kattens lorte op og lagde dem rundt omkring på vejene. Samlede små sprutflasker fra hækkene i villakvarteret og lagde dem ved legobænkene. Og stille og roligt blev det til en rigtig by. Jeg var så stolt af den. Især fordi de små legofigurer var begyndt at gå rigtigt. Jeg troede ikke på det, da jeg så det første gang. Men den var god nok. Jeg løb op til mine forældre for at fortælle dem om min by, der endelig var blevet færdig. Men de stod helt stille. Frosset. De skændtes ikke engang. Efter et par dage gav jeg op. Jeg gik ned til min by. Jeg så de manglede mad dernede. Jeg tog fars grensaks og klippede mig selv i stykker. Stykke for stykke forsvandt jeg ned i byen. Byen opslugte mig totalt. Og sammen med den, lever jeg og mine fingre videre.

- Ingen kommentarer til Mine finge fór vild da jeg var lille