“Er David min onkel?”
“nej, han er jo ikke din onkel på den helt rigtige måde. Men han er din onkel. Ligesom Hans. Han er også din onkel. Og Martin.”
“Hvor mange onkler har jeg far?”
“Du har, øh, syv tror jeg. Nej, vent – ni, måske, hvis man tæller dine rigtige onkler med.”
“Er David ikke rigtig?”
“Jo, jo. For det meste. Ej, det er lidt svært at forklare. Det startede til en fest…”
…hvor de fik at vide jeg skulle være far. Jeg var 25. Hvorefter de spontant sprøjtede champagne i loftet, dansede Zorba og proklamerede at de skulle være onkler. “Hvis Kim kan blive far, så kan vi allesammen…” lod til at være mantraet. Nu står vi så i Virum. Symptomatisk nok på Overdrevsvej. Med børn, webergrill og onkler. Og det er nu engang dejligt at vi er begyndt at kaste kvinder og unger ind i samværet – for nu er det der vi er nået til. Det er det vi skal, fordi vi er i det vi gør. Vigør. Og efter en dag med råhygge, lækker mad og legende unger (Kim, her har du en dårlig plasticbue, gå ud og lav en post til en skattejagt, vi kommer om 10 minutter…) så campede fynboerne i gæstesengen og dryssede i søvn til tonerne af Polen og Ukraine fra fladskærmens grandiose hyldest af storpolitik og eurodance… Press repeat, tak.
