I tirsdags var vi forbi for at snakke med børnehaven. Eller rettere sagt, de bad os om at komme.For at tale lidt om Röskva. De havde i et længere stykke tid været lidt bekymrede for hende, fordi hun vist ikke trivedes så godt. Hun har én enkelt soulmate i børnehaven, Katty, og hvis ikke hun er der, så ved Röskva ikke helt hvad hun skal lave. Men heldigvis er det begyndt at vende for hende – ikke at hun er begyndt at lege med andre, men at humøret, smilene og hendes liv er begyndt at komme tilbage. Skilsmissen, to hjem og skiftene mellem mor og far har måske haft noget at sige i forhold til det. Og det er jo naturligt nok – det er . Derudover har hun haft lidt maveproblemer, og hun har haft svært ved at smide bleen, selvom hun nu er over fire år. Så min lille pige er ikke på toppen – og jeg savner hende vildt. Men vi gør hvad vi kan, snakker med læger og andre kloge folk, og forsøger at få hende på højkant så godt vi nu kan. Tror også jeg vil begynde at være lidt mere “Shane” når hun er her – Erla er ret god til at tage sig tid til at klippe og klistre med hende, har jeg indtryk af – det er ikke en disciplin der ligger mig særligt fjernt, så mon ikke jeg kunne finde det frem igen, når nu drengene er vokset fra det og hellere vil passe deres pixels eller lege med sværd. Men det ER sku´svært at tilgodese tre børns forskellige behov, når man er ene mand med dem i hverdagen – og den status bliver der jo ikke rykket ved de næste par år. Fuck, hvor er vi voksne åndssvage indimellem…
- Ingen kommentarer til Der er lidt krøller på livet hos den mindste…
…blogbogstaver fra det sydfynske